Chokeret over holdkammeraternes jalousi: Den mørke sandhed om den danske stjernes vilde karriere
I slutningen af 1600-tallet ankom en skare franske protestanter, de såkaldte huguenotter, til Danmark. De kom til at udgøre en indvandrer-gruppering i en ellers ret homogen befolkningsmasse. Nogle bosatte sig i København og andre havnede i Jylland. Nærmere bestemt fæstningen Frederiksodde, senere Fredericia, som den enevældige kongemagt byggede op som et militært bolværk imod en invasion der kunne true Fyn og øerne, som den svenske i 1658-60, hvor Karl X Gustav gik med sin hær over Bælterne. Der var bare et problem med fæstningsbyen; ingen gad at bo der. Området var sumpet og ufremkommeligt og det daglige arbejde med at bygge byen op var hårdt og nøjsomt. Disse franskmænd var reformerte og derfor vant til – og religiøst indstillet på – et beskedent liv med sejt dagligt slid. Trods al mulig modgang blev de hængende og satte deres præg på det østjyske.
Sandsynligvis har deres arv sat sit spor i mange nulevende danskere. Ulrik le Fevre er en efterkommer om hvem man i alt fald kan sige, at iøjnefaldende karaktertræk er beskedenhed, ærlighed, ligefremhed og sund fornuft. En ydmyg verdensstjerne. Evnerne som venstrebenet fodboldspiller kom ikke ud af ingenting. Farmand Svend Aage spillede venstre wing for VB dengang da klubben spillede i jyllandsserien, og bedstefaren, Jacob le Fevre var venstre back tilbage i 1920’erne.
Kometagtigt gennembrud
Le Fevre fik en stærk debut som 19-årig i 1965, i en kamp mod KB for Vejle Boldklub under dygtige Ernst Netukas ledelse, og han fik lynhurtigt en kometagtig opstigning som en teknisk uhyre stærk venstre wing. Specielt hans hurtige og elegante glidende løb med bolden, garneret med fikse kropsfinter – særligt husmandsfinten – blev hans kendemærke. Faktisk var debutsæsonen så imponerende, at landsholdet snart kom på tale. Det fik nu ikke Ulrik le Fevre til at miste jordforbindelsen. Han mente ikke nødvendigvis selv at han var god nok. Før landskampen mod Norge dét år udtalte le Fevre til Aktuelt med karakteristisk beskedenhed: ”Da Tom Søndergaard, B. 93, har spillet overbevisende i den sidste tid, er det efter min mening helt rigtigt, at UK valgte ham… Lektierne skal passes, men så har jeg også det meste af min tid besat. Jeg må for resten hellere komme i gang med at læse til mandag. Søndag skal jeg se tv fra Oslo – det bliver nu spændende at følge kammeraterne. Selvfølgelig havde det da været sjovt at være med, men jeg har tiden for mig og håber på at få chancen en anden gang”.
Debuten for landsholdet lod ikke vente længe på sig. Den kom i en VM-kvalifikationsmatch i december 1965 på Racehorse Ground i Wrexham, hvor Danmark tabte med 2-4 til Wales. Der var ellers blevet plads til hele fire vejlensere i angrebet, med Ole Fritsen, Poul Bilde og Kaj Poulsen som de tre øvrige.
Artiklen fortsætter efter billedet.
I 1967 var Ulrik le Fevre en vigtig brik på det landshold der fik en overvældende, men kortvarig succes, med en række gode resultater. Kortvarig fordi udlandet for alvor fik øje på talentmassen i dansk fodbold og den eksport af spillere der fulgte i kølvandet. Næsten et helt landshold rejste til USA alene, men Ulrik le Fevre ventede til læreruddannelsen var på plads, og foretrak så Borussia Mönchengladbach i Vesttyskland i 1969.
International klasse i Vesttyskland og Belgien
I den fysisk og mentalt krævende Bundesliga indfandt den unge danske venstre wing sig med sin rolige, ydmyge og hårdtarbejdende facon. Han imponerede hurtigt og fik en fast plads på venstrekanten i en fremadstormende klub, der havde kæmpe profiler som Berti Vogts og Günther Netzer. Le Fevres ”Tor des Jahres” i 1971 er formentlig aldrig overgået. En perle af cool boldbehandling og sublim sparketeknik. Prima aus Dänemark.
Efter sæsonen 1971/72 – og i alt to tyske mesterskaber med Borussia – lod le Fevre sig sælge til belgiske Club Brugge. I dag lyder det som et klart skridt ned ad rangstigen, men belgisk fodbold var i særdeles stærk fremgang på det tidspunkt, og klubber som Brugge, Anderlecht og Racing White Molenbeek havde begrundede ambitioner om at gøre sig gældende internationalt.
Tiden i Belgien blev da også en vældig personlig succes for Ulrik le Fevre, med hele tre belgiske mesterskaber i 1973, 76 og 77. Det blev dog også problematisk en tid med jalousi fra de belgiske holdkammerater, hvilket satte en skygge over le Fevres Brugge-periode.
På landsholdet blev det efterhånden til 37 optrædener, men Club Brugge gav desværre kun fri til i alt 6 landskampe på 5 sæsoner.
I 1978 tog den sindige østjyde hjem til Vejle og hjalp sin gamle klub frem til det danske mesterskab, bl.a. sammen med sin holdkammerat fra 60’erne, Johnny Hansen. Herefter kaldte lærergerningen, om end le Fevre bevarede en vis tilknytning til fodboldverdenen som spilleragent og ledelsesaktiv i VB.
I min bog om ”Dansk fodbolds 110 bedste” har jeg rangeret Ulrik le Fevre som alle tiders næstbedste danske venstre wing/midtbane, i meget tæt konkurrence med Carl Aage Præst.
Ulrik døde i 2024.
