
Marcus Rashford er tvunget til at trække sig fra den engelske landsholdstrup.
Sådan lyder det i en meddelelse på Manchester Uniteds hjemmeside mandag eftermiddag.
Dermed går angriberen glip af EM-kvalifikationskampene mod Italien og Ukraine på henholdsvis ude- og hjemmebane.
LÆS OGSÅ: Erik ten Hag fremhæver én United-spiller efter sejr
Rashford pådrog sig et slag i forbindelse med Manchester Uniteds 3-1-sejr over Fulham i FA Cuppens kvartfinale på Old Trafford søndag. Det førte til, at han blev udskiftet efter 83 minutters spil, hvor Fred afløste ham.
Selvom Rashford ikke kom på tavlen i søndagens kamp, kan han glæde sig over, at han torsdag scorede mål nummer 30 for De Røde Djævle i denne sæson i 1-0-sejren over Real Betis i Europa League.
Ved VM-slutrunden i Qatar sidste år, blev det til tre scoringer i England-trøjen. I alt er han oppe på 15 kasser i 51 engelske A-landskampe.
Manchester United håber, at Rashford er klar til den næste kamp, som bliver mod Newcastle 2. april.
Harry Maguire og Luke Shaw er fortsat at finde i Englands landsholdstrup, oplyser Manchester United.
Derudover er Chelseas Mason Mount også blevet nødt til at trække sig fra truppen, lyder det.
LÆS OGSÅ: I ekstase over Arsenal-stjerne: "Han er årets spiller"