ANALYSE: Landsholdet står i en absurd situation

ARTIKLEN ER SKREVET AF MICHAEL KJÆRBØL

Det danske landshold står i en aparte, for ikke at sige lettere absurd, situation, forud for Nations League landskampene mod Schweiz og Serbien.

Med Morten Wieghorsts sygemelding er ansvaret for varetagelsen af opgørene lagt i hænderne på Lars Knudsen og Daniel Agger. Med al respekt for den konstellation, så er den ikke en holdbar løsning fremadrettet – uanset resultaterne i de to kampe. 

Hvad tænker de nu, inde i DBU?

Jeg tænker i hvert fald, at en lettere omskrivning af en go’ gammel John Mogensen klassiker er på sin plads som underrubrik her. Jeg gad nemlig godt at få indsigt i, hvad der foregår hos Peter Møller og DBU lige nu. Landsholdet er i en meget kritisk fase. Der skal ændres radikalt i forhold til tilgangen. To års ørkenvandringer og ringe spillemæssige præstationer siden katastrofen i Qatar har sat sig dybe spor. Den positive tilskueropbakning og optimistiske bølge fra EM i 21, har længe nærmet sig et kollaps. Kasper Hjulmands endelige fallit manifesteredes da han, efter minimalistiske og uinspirerede indsatser mod de langtfra skræmmende nationer, Slovenien og Serbien, belærte alle os lægmænd foran tv-skærmene om vores manglende fodboldforstand: landsholdet havde faktisk spillet fremragende…

Morten Wieghorst nåede, inden krop og psyke meldte fra, at fremkomme med særdeles positive signaler om ændringer. Især med hensyn til landsholdets offensiv.

Forventede startopstillinger: Danmark – Schweiz

Nu er vores håb om bedre spil med fokus på egne kvaliteter og en mere fremadrettet spillestil, altså lagt i hænderne på Knudsen og Agger, foruden DBU’s mindre hær af analytikere. Vi håber naturligvis det bedste, mens vi utålmodigt venter på at Peter Møller og co. viser handlekraft.

Der er tilsyneladende ikke ringet til Silkeborg. Men det kan da nås endnu.

NL – hvad handler det om?

Det kan være pænt uoverskueligt at sætte sig ind i, hvad de kommende Nations League opgør præcist indebærer. Derfor har jeg tilladt mig at citere fra Haslund infos knalddygtige talknuser, Keld Ravn Cramer:

”De to øverste hold i hver Nations League gruppe topseedes i VM-kvallen, dvs. de otte hold som også skal deltage i NL kvartfinalerne. Derudover bliver de fire bedste hold på verdensranglisten, som ikke er blandt de otte, også en del af første lag. 

Dette betyder at England praktisk talt er sikre på en topseedning, selvom de kun er i Nations League B. Deres høje placering på verdensranglisten (i øjeblikket nr. 4) betyder at de nærmest med sikkerhed vil tage en af de fire ekstra pladser i første lag. 

Det er også ret fint for Danmark. Vi ligger jo ganske pænt på verdensranglisten som nr. 11 blandt de europæiske hold. Så skulle vi glippe at ende i top-2 i puljen, så er der pæne muligheder for at vi kan få en af de fire ekstra pladser, hvis ikke der sker for mange overraskelser i de andre NL A grupper. Får vi elendige resultater i efterårets kampe, vil vi self også rykke lidt ned af ranglisten, men det skal være rigtig skidt hvis det for alvor skal gøre ondt på os der. Dygtige statistikere sidder formentlig nu og regner på alle holdenes seedningschance. Mit bud er at chancen for dansk førsteseedning er meget høj.

De øvrige seedningslag baseres rent på verdensranglisten. Dog kan der i enkelte tilfælde være behov for at bytte to hold mellem seedningslag, hvis et seedningslag har for mange hold som skal spille Nations League kampe i marts”.

Sådan ligger landet.

Historien

Danmark har mødt Schweiz 15 gange i historien. To af opgørene var dog i OL-regi, dvs. mod Schweiz’ amatørlandshold (forud for OL i 1972). Danmark har vundet 5, Schweizerne 3 og hele 7 er endt uafgjort.

Mange husker nok det fantastiske danske comeback i EM-kvalifikationen i 2019, i 3-3-opgøret i Basel.

Den seneste indbyrdes konfrontation var i marts i Parken, hvor 30000 tilskuere overværede en gudsjammerligt kedelig nullert.

Denne optakt rundes af med et historisk tilbageblik til en rigtig kanonkamp mod ostenationen. Vi skal helt tilbage til 1953:

Nogen gange går store fodboldbedrifter bare umærkeligt i glemmebogen. Måske fordi man på dét tidspunkt hvor begivenheden fandt sted, reelt ikke anede hvor god en præstation man egentlig havde opnået. Landskampen i Basel i juni 1953 er givetvis en sådan. Den er ikke omtalt overhovedet i de to danske nøglespillere, Jens Peder Hansen og Aage Rou Jensens selvbiografier, og den fyldte heller ikke meget i medierne dengang. Det er uhyre ufortjent.

1950’erne bliver almindeligvis betegnet som en svag periode i dansk landsholdsfodbold. De bedste spillere blev professionelle i især Italien 1948-50 og der måtte bygges et nyt hold op til OL i Helsingfors i 1952. Perioden efter er præget af kedelige prygl i kampe mod østeuropæiske nationer, og i svenskelandskampene var danskerne ret konstant næstbedst. Umiddelbart efter OL i Finland tabte de rød-hvide tre kampe i træk til Finland, Norge og Sverige. Så der var således ikke de store forventninger til det landshold der tog til Schweiz for at spille i Basel i 1953. Med rette – for alpelandet var en ganske stærk nation. Schweizerne var ved at opbygge et konkurrencedygtigt landshold til verdensmesterskaberne året efter der skulle afholdes på hjemmebane. Til den opgave havde man udpeget den østrigske taktiker Karl Rappan som i 40’erne og 50’erne udviklede forskellige modtræk overfor tre-back systemet. Den schweiziske forwardkæde var særdeles frygtindgydende. Josef Hügi scorede 22 mål i 34 landskampe, heraf 6 ved VM-slutrunden i 1954. Han var på hjemmebane i landskampen i Basel. Centerforwarden Robert Ballaman spillede hele 50 landskampe og nettede 4 gange ved hjemmebaneslutrunden året efter. Og så var der den elegante Ferdinando ”Puci” Riva der spillede helt frem til 1970 i Chiasso. Back-veteranen Andre Neury bandt Rappans defensiv sammen. Neury var en af nøglespillerne på det schweiziske VM-hold i 1950, der havde klaret sig rigtigt pænt ved verdensmesterskabet i Brasilien, hvor de bl.a. opnåede uafgjort med selveste værtslandet.  

I Danmark fyldte opgøret i Basel relativt lidt, for arvefjendekampene med svenskerne var altdominerende på det tidspunkt, men for schweizerne var matchen altså betydningsfuld som en del af opladningen til VM året efter. Men det var danskerne der var bedst. Helt overraskende og endda fuldkommen overbevisende. Frems populære målmand Per Henriksen og anfører Poul ”Store” Andersen fra B.93 lukkede effektivt af for den schweiziske stjerneangrebs-trio, og Henriksen gav danskerne et perfekt afsæt med en brillant straffesparksredning (fra Josef Hügi). 

Siden ramte schweizerne stolpen to gange, så danskerne havde heldet på sin side, men efterhånden smuldrede ostenationens angrebsiver. I den danske offensiv orkestrerede AGF’s Aage Rou Jensen sagerne på flotteste facon. Skovshoveds højre wing Knud Ove Sørensen bragte Danmark foran i første halvleg på et oplæg af Jens Peder Hansen, og schweizerne kunne slet ikke finde et modtræk efter pausen. Aage Rou øgede føringen på et flot hovedstød og selv om Hügi reducerede på et straffespark (denne gang var Per Henriksen prisgivet), tog danskerne sejren hjem på to sene mål af Esbjergs lynhurtige Jens Peder Hansen og Aage Rou Jensen (endnu et overlegent hovedstød).

Året efter gik Schweiz i kvartfinalen ved verdensmesterskabet hvor de blev slået af et fremragende østrigsk mandskab, anført af legenden Ernst Ocwirk, i et brag af en kamp med 5-7. Josef Hügi scorede ved den lejlighed fire af hjemmeholdets mål. At Schweiz således placerede sig i verdens top-8, satte virkelig den danske præstation i Basel i juni 53 i et mindeværdigt relief. 

Kampen i tal

27-6 1953. St. Jakob Park, Basel. 8000 tilskuere. 

Schweiz-Danmark 1-4. 

Mål: K. O. Sørensen, Å. Rou Jensen, J. Hügi, J. P. Hansen og Å. Rou Jensen.

Schweiz: G. Stuber, A. Neury, R. Quinche, H. Hagen, H. Bigler, K. Maurer, R. Bader, J. Hügi, R. Ballaman, F. Riva, I. Frosio.

Træner. Karl Rappan 

Danmark: Per Henriksen, Frem, Erik Køppen, KB, Kurt Hansen, B.1903, Erik Hansen, KB, Poul Andersen, B.93, Erik Terkelsen, Esbjerg, Knud Ove Sørensen, Skovshoved, Erik Nielsen, OB, Aage Rou Jensen, AGF, Jens Peder Hansen, Esbjerg og Holger Seebach, AB.