Annonce
Annonce

79 landskampe som reserve - historien om den danske målmand, der aldrig fik sit gennembrud

04.08.2026 Kl. 08:44

Frederik Rønnow har siddet på bænken på A-landsholdet i alt 79 gange. Det er, ifølge chefstatistiker Søren Brøndum Laursen, rekord. Han spillede blot 10 landskampe, fordelt over 8 år.

Er det optimalt?

Jeg synes godt at man kan diskutere om det er formålstjenligt. I mine øjne er det helt ok, hvis der er to keepere der konkurrerer så skarpt, at de skiftes til at stå landskampe. Det er set før i historien, men det er alligevel at foretrække, at landsholdet har en klart defineret førstekeeper. Hvem det er, afhænger naturligvis af form og fitness, og der kan skeles til rutine mm. 

Da Kasper Hjulmand var landstræner, var ”relationer” mantraet. Underforstået, at der ligger en stor værdi i, at landsholdsspillerne har et indbyrdes kendskab og er sammenspillede i en vis grad. Problemet med det er, at man over en årrække risikerer, at det er de samme spillere der bliver udtaget kontinuerligt, og at nye kræfter ikke bliver spillet ind eller får chancen, fordi de ikke har de nødvendige ”relationer”. Hvilket så indebærer at de aldrig får etableret dem. 

I Hjulmands periode fra 2020-24 var Kasper Schmeichel indiskutabel førstemålmand på landsholdet. Med god grund. Kasper stod virkelig stærkt. Men, Hjulmand billigede, at han nærmest ”støvsugede” landskampene for maksimal spilletid. Også i mere ligegyldige landskampe, og mod meget inferiøre modstandere. Frederik Rønnow havde parallelt sin bedste periode som keeper i Bundesligaen, men fik kun 2½ landskampe. Det var umuligt for ham at opnå de forjættede relationer. 

Jeg sad ofte med en dårlig fornemmelse: Hvad hvis Schmeichel bliver skadet? Eller ryger i karantæne? Det kan jo ske. Så ville landsholdet være i problemer, selv med en stærk reservekeeper. Vi oplevede problemet ifm. de afgørende VM-playoffopgør mod Nordmakedonien og Tjekkiet. Schmeichel var ude, og reserverne Mads Hermansen og Filip Jørgensen havde tilsammen 1 landskamp i bagagen. Hvis vi sammenligner med andre nationer, så er landskampene generelt mere fordelt mellem de bedste konkurrenter. Det gør det nemmere at træde ind på holdet som reserve, og risikoen for at man kører sur i at sidde på bænken (hvilket er en helt naturlig følelse for en topspiller) mindskes. 

Set i bakspejlet – og dette er ikke en kritik imod Schmeichel – synes jeg, at Rønnow burde have haft flere chancer på landsholdet. Der er et mægtigt misforhold mellem 10 optrædener på grønsværen og næsten 80 som bænkevarmer.

Frederik fra Stensballe

Frederik Riis Rønnow fylder i dag 34 år. Han kom oprindeligt fra Stensballe IK, hvorfra han rykkede til den lokale ”storebror”, AC Horsens, som 16-årig i 2008. Allerede i en alder af 19 debuterede han for ”Den Gule Fare” i Superligaen. På det tidspunkt havde han spillet 7 kampe for U-17 og U-19 landsholdet. Siden blev det til 14 optrædener på U-21 landsholdet. 

Den atletiske og reaktionsstærke keeper skiftede til Esbjerg i 2013-14 da Horsens rykkede ned, og i sommeren 2015 hentede Brøndby IF ham til Vestegnen. Her fik han et stærkt gennembrud og fik sin bedste periode på A-landsholdet med 4 kampe i 2016 under Åge Hareide, på et tidspunkt hvor Kasper Schmeichel var skadet. Frederik stod stabilt og stærkt, og medvirkede i 2018 til at vinde pokalturneringen for BIF, der slog Silkeborg med 3-1 i finalen i Parken.

Det førte til en kontrakt med Bundesligaklubben Eintracht Frankfurt, hvor Rønnow fik nummer 1. Men efter en skidt start på sæsonen 2018-19 blev han desværre afløst af Kevin Trapp, som Frankfurt lejede i Paris St. Germain. 

Efter en udlånsperiode i Schalke 04 i 2021, skiftede Rønnow permanent til Union Berlin. Her har han, siden 2022, stået fast og meget stabilt og opnået 158 kampe. En fjerdeplads i Bundesligaen i 2023 har været Unions bedste resultat – endda nogensinde. Det betød, at klubben fra det tidligere Østberlin spillede Champions League i 2023-24. Men det blev kun to landskampe i perioden, begge i 2024, mod Færøerne og Sverige. Samme år trak han sig fra landsholdet. 

I forbindelse med playoffkampene i foråret 2026 erklærede Rønnow sig dog villig til at hjælpe, da både Kasper Schmeichel og Filip Jørgensen var skadede. En fin gestus fra en mand der ofte må have følt sig forbigået. 

Nyheder

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce