
Vild påstand i ny bog: Michael Laudrup reagerer efter Ekstra Bladet-afsløring
I en ny bog fortæller forretningsmand og tidligere europamester i boksning Hans Henrik Palm om en angivelig aftale, hvor Vagn Nielsen kunne citere sportsprofiler som Jørgen ‘Gamle’ Hansen, Klaus Berggreen, Michael Laudrup og ham selv uden at tale med dem, så længe journalisten skrev pænt om dem.
Men den beskrivelse kan Michael Laudrup ikke genkende.
Over for B.T. fortæller fodboldlegenden, at han gennem mange år havde kontakt med Vagn Nielsen, som dækkede hans kampe i blandt andet Italien og Spanien.
Dengang foregik interviewene typisk over fastnettelefonen, hvor journalisterne stillede spørgsmål om hverdagen i klubberne.
Laudrup afviser dog, at han skulle være blevet citeret uden at være blevet interviewet.
– Men artikler, hvor jeg er blevet citeret, uden at de ovennævnte havde talt med mig? Nej, det mener jeg absolut ikke, siger han til B.T.
Han tilføjer, at han altid har kunnet lide Vagn Nielsen, men understreger, at journalistens loyalitet lå hos Ekstra Bladet.
Berggreen: De gjorde det alligevel
Også Klaus Berggreen afviser at have haft en aftale om at blive citeret uden forudgående kontakt.
Han erkender dog over for B.T., at journalisterne efter hans oplevelse alligevel nogle gange bragte citater uden at have talt med ham.
Chefredaktør tager afstand
Ekstra Bladets nuværende chefredaktør, Simon Bendtsen, tager afstand fra den beskrevne arbejdsmetode.
Vagn Nielsen stoppede på avisen i 2008, og chefredaktøren understreger, at han ikke kan afgøre, om Hans Henrik Palm har ret.
– Det er ikke en metode, vi på nogen måde kunne drømme om at bruge på Ekstra Bladet i dag. Den måde at bedrive journalistik på hører ingen steder hjemme, skriver han til B.T.
I bogen hævder Palm, at Vagn Nielsen i mindst halvdelen af artiklerne havde opfundet samtlige citater.
Vagn Nielsen har selv afvist beskyldningerne over for B.T. og siger, at han ikke kender noget til den beskrevne praksis.
Han var Tottenhams dyreste indkøb nogensinde: Nu er han 29 år, klubløs og næsten intet værd


















