Annonce
Annonce

113-års fødselsdag: En klub med hjerte og sjæl

02.11.2026 Kl. 13:36
Odenseanske B.1913 bliver 113 i dag.

Foreningen B.1913 opstod, da en gruppe knægte mente, at byen godt kunne rumme en klub mere, udover OB og B.1909. De fik lov til at spille på militærets eksercerplads og klædte om i et redskabsskur – uden vand til bad mm.

De spartanske forhold lagde dog ikke en dæmper på entusiasmen, og i 1917 rykkede 13’erne op i den fynske A-række. Det blev så småt indledningen til en stærk epoke for ”De Blå”.

Tæt på sensationelt mesterskab

I 1924 blev B.1913 provinsens første virkeligt seriøse bud på en dansk mester. Dét år tvang 13’erne nemlig storfavoritterne fra B.1903 ud i to uafgjorte finalekampe om DM, inden københavnerne – med en hel kadre af landsholdsspillere – tog mesterskabet i tredje forsøg (med en 5-0-sejr). Den sidste kamp blev afviklet på neutral bane i Korsør. Det københavnske magtmonopol på DM var rystet, men ”overlevede”.

I 1929 blev divisionsstrukturen omorganiseret, og der blev for første gang i historien etableret en landsdækkende 1. division. B.1913 blev forbigået og indplaceret helt nede i det tredjebedste lag. Men i 1930 sejrede man atter i provinsmesterskabet, der endnu blev afviklet.

B.1913 slog AaB med 8-5 og Hillerød med 3-1, og man kunne præsentere en ny, pågående centerforward på kun 17 år, Peder Rasmussen. Den unge komet nød godt af mange oplæg fra venstre wingen Kaj Seebach, den senere AB’er Holger ”Altid god for et mål” Seebachs noget ældre halvbror. Også forwarden Henry Ludvigsen kom på FBU’s udvalgte unionshold, ligesom bl.a. centerhalfen Børge Jensen (8 kampe for FBU) og den solide back, Poul Espe (5 fynske ”landskampe”).

Den føromtalte angriber Peder Rasmussen trumfede imidlertid alle de daværende profiler, idet han i 1937 blev Fyns første landsholdsspiller i en landskamp mod Norge (hvor han endda scorede).

B.1913. Førsteholdet i 1924.

Fik endelig lov at bade…

Klubben voksede da også ud af det gamle redskabsskur, og fik i 1920 en bedre kampbane og omklædningsrum (med bad), og i 1936 stillede kommunen et moderne sportsanlæg med fine faciliteter til rådighed. Primus motor i udviklingen var den mangeårige formand, lagerchef Th. Frederiksen.

I efterkrigstiden spillede B.1913 ret fast i 2. division, men det ændrede sig, da Jack Johnson blev træner. Han skabte et ægte vinderhold.

Johnsons konditionsstærke fightere

”Den Lyse” jernmand, Jack Johnson, var en ekstremt krævende og temperamentsfuld ildsjæl. Med ham ved roret rykkede 13’erne op i 1. division i 1959. Recepten var simpel og effektiv: Spillerne var i en fysisk kondition der var nærmest uset i dansk fodbold på det tidspunkt. Den tidligere 1909-fighter organiserede defensiven stramt og dygtigt, og hans mandskab var ualmindelig vanskelige at nedbryde. Der blev lagt ”hjerte og sjæl” i arbejdet – et motto der har fulgt klubben lige siden.

Centerhalfen Kaj Andersen styrede forsvaret foran den meget dygtige målmand Erik Lykke Sørensen. Længere fremme på banen rådede man over angriberne Kjeld Petersen og Bent Løfquist, foruden den underholdende tekniker Eigil Misser. Læs mere her: Han bar anførerbindet i sin første landskamp – og blev knust i Budapest

I 1963 vandt 13’erne pokalturneringen og det blev til sølvmedaljer i 1. division i 1962 og 63 og bronze i 1961.

Flot comeback

Efter en nedtur og degradering i 1966 kom De Blå stærkt igen. En ny talentfuld generation tegnede klubben. Det var med folk som Jack Hansen, Knud Engedal og Bent Jensen m.fl. 13’erne opnåede en 4. plads i 1968, kun 2 point fra det danske mesterskab. I 1973 var gassen desværre gået af ballonen. Man måtte helt ned i 3. division. Nedturen fortsatte i starten af 1980’erne, men det blev signalet til endnu et flot comeback. I løbet af få år tog 13’erne adskillige oprykninger, og i 1988 vandt klubben 2. division suverænt.

Alt om Knud Engedal: Tåge, baneløbere og en falsk skade: Landsholdslegenden Knud Engedals vilde karriere

Det blev dog kun til et enkelt år på den grønneste gren. I 1990 forhindrede kun en playoff match mod Vejle en tilbagevenden til 1. division, men siden er det gået gradvist ned ad bakke. I fjor rykkede klubben imidlertid op fra Fynsserien til Danmarksserien, så måske er der håb om endnu et episk comeback for klubben fra Campusvej?

Mere om Jack Hansen: Han var stopklodsen bag de danske OL-stjerner

Jack Hansen.

På landsholdet

Gennem tiderne har 13 spillere repræsenteret B.1913 på det danske A-landshold. Tre mand deler rekorden for flest kampe, nemlig Bent Jensen, Knud Engedal og Jack Hansen – alle med 17 optrædener i rød-hvidt. De øvrige er:

Erik Lykke Sørensen (10)

Kurt Grønning (4)

Ole Steffensen (3)

Kaj Andersen (2)

Palle Bruun (2)

Eigil Misser (2)

Kjeld Petersen (2)

Bent Løfquist (1)

Jørgen Rasmussen (1)

Peder Rasmussen (1)

Nyheder

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce