
Landsholdstruppen udtages - og der er flere plusser end minusser
Der er kun to dage til landstræner Brian Riemer udtager sin landsholdstrup til de resterende to Nations League opgør mod Portugal og Norge.
I den sidste landskamptermin havde truppen flere skader end trætoppene i Hakkemosen. Riemer udtalte lidt sarkastisk, at han snart måtte ud i Vigerslev Boldklub og se på spillere. Så galt gik det dog ikke, og forresten er Vigerslev en dejlig klub.
Der er imidlertid adskillige opmuntringer på skadesfronten.
Det lysner lidt for forsvars-lazarettet
Defensiven var særdeles hårdt plaget. Andreas Christensen er meldt på vej tilbage i FC Barcelona. Han spillede dog ikke i weekendens 6-1-sejr over Alavès. Alexander Bah har spillet fremragende for Benfica. Og også FC Midtjyllands Victor Bak Jensen er igen i spil til truppen. Toulouses anfører Rasmus Nicolajsen er ligeledes i vigør. Måske kan han trænge sig på?
Til gengæld er Victor Nelsson skadet, og Thomas ”TK” Kristensen er atter ude af spillet, efter ellers at have fået en hel del spilletid i Atalanta på det seneste. Der er angiveligt tale om en muskelskade. Også Ajaxs Anton Gaaie er skadet.
Joachim Andersen døjer med manglende spilletid i Fulham, mens Lucas Høgsberg til gengæld spillede hele kampen søndag for Strasbourg (der vandt med 5-1 over Auxerre).
Oliver Provstgaard, Rasmus Nissen Kristensen og Joakim Mæhle må anses for at være stensikre. Så jeg gætter på, at landstræneren, foruden de tre, udtager Bah, Høgsberg, AC, Joachim Andersen og Victor Bak.
Målmandsduellen er knivskarp
Brian Riemer har afsløret, at han har besluttet sig for, hvem der skal agere ankermand i de kommende landskampe. Han har dog ikke afsløret hvem der er hans valg. Spørgsmålet er, om dagsformen giver en indikation? Læs mere her: Hvem skal vogte landsholdets mål? Brian Riemer har besluttet sig
Mads Hermansen fik skidt kritik efter West Hams skuffende 3-1-nederlag på hjemmebane mod WBA. Filip Jörgensens Strasbourg sejrede, som nævnt ovenfor, overbevisende over Auxerre. Jeg tror nu alligevel, at Riemer går med Hermansen.
Andreas Jungdal er formentlig sikker som tredjekeeper, uagtet at der røg fire kasser ind på ham i Westerlos nederlag mod Anderlecht (4-1).
Positivt nyt om midtbanespillerne
Hvis forsvaret er en lidt blandet landhandel af plusser og minusser, så er der klare opmuntringer blandt kandidaterne på midtbanen.
Pierre-Emile Højbjerg er vendt tilbage for Marseille, der slog Toulouse med 2-0 søndag.
Der var fuld spilletid til Morten Hjulmand, da Atlético Madrid vandt med 2-0 over Levante. Og Victor Froholdt scorede for Porto i 4-0-sejren over Estoril.
Mathias Jensen er tilbage fra sin skade, endda som anfører for Brentford. Mikkel Damsgaard er også klar igen. Det er dog mere begrænset hvad han får af spilletid for The Bees. Jeg har tidligere advokeret for, at Damsinho finder sig en klub, hvor spillestilen tilgodeser hans kvaliteter og kompetencer. Jeg synes faktisk, at Mikkel skal tage en snak med sin agent.
Mo Daramy er tilbage efter en kortvarig skade i Reims, og også Stuttgarts Nikolas Nartey og Albert Grønbæk (HSV) er kommet sig.
Gustav Isaksen kom kolossalt styrket ud af sidste landskamptermin, og han er nærmest flyvende for Serie A topholdet Lazio. Han nettede (igen) for romerne, i weekendens 2-1-sejr over Cagliari.
Manchester Uniteds Patrick Dorgu er desværre fortsat udenfor med en skade.
Riemer frasorterer Daghim
Udtagelsen peger hen imod Højbjerg, Hjulmand, Froholdt, Mathias Jensen, Damsgaard, Daramy, Nikolas Nartey, Thomas Jørgensen og Andreas Skov Olsen. Sidstnævnte scorede i weekenden for tyrkiske Basaksehir.
Landstræneren har – selv om det blev til begrænset spilletid i sidste termin – fidus til Mads Bidstrup fra Lyon. Han kommer også med. Adam Daghims Hoffenheim er sløjt kørende for tiden, og jeg tror, at landstræneren ser bort fra ham denne gang.
Hvis der skal en ”kanin” op af hatten, så kunne det være Valdemar Byskov, der spiller fremragende for tiden i AZ Alkmaar.
Angrebet: Er Osula tilbage?
Lynhurtige William Osula er en stærk kandidat. Men Newcastle har meldt ham tvivlsom til mandag aftens opgør mod Everton.
Rasmus Højlund er stensikker som landsholdets førstevalg i offensiven. Han var stærk for Danmark i sidste termin, men i Napoli ser de sikkert gerne lidt flere scoringer med hans signatur.
Kasper Høgh står svagt i billedet i Celtic, hvor man vel må konstatere, at der er tale om regulær formkrise for den tidligere Bodø-forward.
Kasper Dolberg er langtidsskadet, og Jonas Wind har igen problemer med muskelskader nede i Braga.
Mathias Kvistgaarden og Conrad Harder kom begge på scoringslisten i weekenden for henholdsvis Norwich og Strasbourg. Anders Dreyer scorede et spektakulært mål for San Diego, men det ligner ikke at landstræneren ser til ”El Paleteros” side.
Flere eksperter har fremhævet Casper Tengstedt i Toulouse og Søren Tengstedt i Go Ahead. De er begge formstærke, men viste sig dog ikke specielt fordelagtigt frem i denne weekends kampe.
Riemer går med Højlund og Osula (hvis han er skadesfri). Og så tror jeg, at opportunistiske Conrad Harder ”opgraderes” fra U-21 landsholdet. Den sidste plads står mellem Høgh og Kvistgaarden.
















