Århusiansk fodbold har i rigtig mange år været domineret af AGF. Faktisk så markant, at mange nok vil mene, at klubben har eneret på byens største fodboldprofiler igennem historien.  

Men – selv med al respekt for Martin Jørgensen, Aage Rou, Bastrup, From og AGF’s mange store landsholdsspillere – så er den største århusianske fodboldlegende gennem tiderne måske ikke ”GF’er”.  

Ægte arbejderklub

Poul Ebbesen ”Polle” Pedersen blev i 1964 den første danske fodboldspiller der nåede de – dengang – fuldkommen magiske 50 landskampe. Som højre wing huserede han i hele karrieren i AIA, Arbejdernes Idrætsklub Aarhus. Det var en ægte arbejderklub, der i 50’erne havde den socialdemokratiske statsminister H. C. Hansen som en stor fan.

Det skete ikke sjældent, at statsministeren aflagde besøg i AIA’s omklædningsrum, enten for at ønske held og lykke inden kampene, eller for at få en bajer til tredje halvleg. AIA rykkede op i 1. division i 1955, men året efter var århusianerne trængt i bunden. Og af en eller anden grund tabte de hver gang H.C. Hansen var på stadion. ”Han er en skidt maskot, den statsminister”, kommenterede Poul Pedersen med et skævt smil efter en uafgjort kamp mod KB på Århus Stadion i november 1955. 2-2 var et misvisende resultat, for AIA havde spillet fremragende og Pedersen var i særklasse banens bedste.

”Polle” var kunstneren i et solidt kollektiv (sammen med flere familiemedlemmer), og udgjorde i årevis de blå AIA’eres giftige højre angrebsflanke sammen med den hurtige Ib Thygesen, der opnåede en enkelt landskamp. Pedersen var den naturlige leder og anfører. En fornem repræsentant for dansk fodbold med sin noble og sportslige optræden, og sin slidstærke, optimistiske og teknisk fremragende spillestil. Han besad alle værktøjer i fodboldens bredt sammensatte materialekasse.

Årets Spiller

På landsholdet debuterede Pedersen i 1953 i en svenskekamp. Den svenske rigstræner, Putte Koch, gav den unge århusianer rosende ord efter kampen (som svenskerne vandt ret sikkert med 3-1). Selv om AIA ikke tilhørte toppen af dansk fodbold, så var han med på – eller i alt fald i udkanten af landsholdet de næste 11 år. 

I 1959 blev han udnævnt til Årets Spiller i dansk fodbold. Det var dog et par år inden de mere officielle kåringer trådte i kraft. Men en læserafstemning i Dagens Nyheder indbragte Poul Pedersen 3426 stemmer. Den nærmeste udfordrer, Frems gamle eks-professionelle centerforward, John Hansen fik 1624. Ole Madsen fra HIK blev nummer 3 med 754 stemmer.

Kåringen altså var uofficiel. Men den vidnede om den enorme respekt og popularitet der stod omkring Poul Pedersens navn i dansk fodbold. Dagens Nyheder skrev: ”Poul Pedersens menneskelige egenskaber svarer nøje til hans fodboldkunnen. Han er en af dansk fodbolds mest sympatiske spillere. Hans noble, værdige og samtidig virkelig kammeratlige optræden er værdsat viden om, og har gjort ham populær i ordets allerbedste betydning. Populær blandt med- og modspillere, populær hos publikum, og blandt klub- og unionsledere. Og disse værdifulde karakteregenskaber har samtidig gjort ham til en selvskreven anfører, både på hans klubhold og på landsholdet.”

Poul var rasende

Populariteten rakte dog ikke længere, end at Pedersens plads og berettigelse på landsholdet kom under kraftig pressebeskydning under et år senere. AIA spillede i 2. division, og der var røster i den skrivende presse der mente at Pedersens tid var forbi. Man ville have en hurtigere mand ind, der i højere grad kunne udfordre den direkte modspiller.

Poul Pedersen havde ellers spillet uhyre stabilt for landsholdet i en meget lang periode. Men til venskabskampen i Idrætsparken mod Grækenland i starten af juli 1960 satte landstræner Arne Sørensen og udtagelseskomiteen pludselig Næstveds lille hurtige Jørgen Hansen på som højre wing, og rykkede Poul Pedersen indad i banen. Hansen fik god kritik og scorede endda sejrsmålet i den næstsidste opvarmningskamp før de Olympiske Lege i Rom mod Ungarn.

UK degraderede Poul Pedersen til bænken og overgav anførerbindet til Vejles Poul Jensen. Poul Pedersen, der ellers var kendt for sin venlige og balancerede attitude, gik overraskende til modoffensiv i pressen, og udtalte til Demokraten, Århus: ”Sportspressen har ødelagt landsholdet! Den københavnske sportspresse har fået sin vilje med DBU’s udtagelseskomité. Jeg er ikke bitter over at blive vraget. Men jeg er ked af at sommerens træningskampe fuldstændig har forfejlet deres hensigt. Disse kampe skulle bruges til at sammenspille det danske landshold, få det til at føle sig som en helhed. I stedet har vi spillet udtagelseskampe, og efter de seneste udskiftninger er vi i den situation, at vi ikke længere har et landshold!”

Kæmpede sig tilbage på sølvholdet

Der var afgjort noget om snakken, for pressens skrivende gentlemen førte nærmest kampagne for at få Ole Madsen på holdet som centerforward i stedet for Harald Nielsen. Og der var også stor modstand imod Hans Christian Nielsen som forsvarskrumtap og altså Poul Pedersen som højre wing og anfører. I den sidste ende viste netop de tre deres enorme værdi for landsholdet da det kom til stykket i Rom.

Portræt af Harald Nielsen, 1. del: Bette Halle: Danmarks verdensklasseforward 2. del: Guld-Harald: Verdens dyreste fodboldspiller

Pedersen var uundværlig med sin rutine og høje bundniveau, da Arne Sørensens undertippede og fighterbetonede mandskab nåede frem til en sensationel olympisk sølvmedalje i Rom.

Poul Pedersen scorede et helt afgørende mål imod Polen i en puljekamp hvor danskerne var jævnt nedpresset. Sammen med Jørn Sørensen fra KB udgjorde ”Polle” et wing-par der var de måske klogest spillende i landsholdets historie. 

Defensive wings blev en vigtig nøgle i Rom

Under Arne Sørensens strategiske styring spillede landsholdet med relativt tilbagetrukne wings. Det var især noget af en udfordring for Jørn Sørensen, der ofte blev anset for at være lidt af en humørspiller. Men det passede Poul Pedersen udmærket. Som en stor spiller i en lille klub var Pedersen vant til at spille på kollektivets præmisser. Og som medlem af en forening hvor man var aldeles bevidst om sit udgangspunkt i arbejderkulturen, faldt det ham naturligt at smøge ærmerne op og klø på.

Det defensive wing-spil blev en måske overset, men ikke uvæsentlig del af sølv-triumfen i Rom. 

Havde ikke lyst til professionalisme

I 1960’erne gik det tilbage for AIA, og Poul Pedersen stod længe – alt for længe – på 49 landskampe, inden han i 1964 fik det fortjente jubilæum da han – som den første nogensinde – opnåede et halvt hundrede landskampe, i en kamp mod Finland. Året efter stoppede han karrieren. Professionel fodbold blev det aldrig til. Pedersen var ikke for alvor interesseret. Den civile karriere som ingeniør skulle jo også passes.

Poul Pedersen udgav i 1961 bogen ”Landskamprekorden” (som han jo havde på det tidspunkt). 

Mange år senere spillede Poul Pedersens barnebarn, Viktor Fischer, i bl.a. F.C. København og på landsholdet.

Aarhus’ bedste gennem tiderne gik bort i 2016.