Guld-Harald: Verdens dyreste fodboldspiller

DBU’s ageren var Kafka’sk

Efter OL-triumferne i Rom i 1960 var teenageren Harald Nielsen klar til at binde an med det store udland.

I foråret 1961 var det kun et spørgsmål om tid før den unge forward blev udlandsprofessionel. Det kunne DBU gøre meget lidt ved, men unionen anstrengte sig til gengæld for nidkært at begrænse Nielsens kommercielle udfoldelser.

Harald var stormende populær, og det var en ganske naturlig følge af idoldyrkelsen, at der måtte laves en fodboldbog om ham, til glæde for det ungdommelige publikum. ”Harald Scorer” blev den første i en serie på seks.

Men i april 1961 kunne den nordjyske avis, Ny Tid Aalborg fortælle, at DBU havde alvorlige betænkeligheder angående den unge mands bogforetagende. Unionen havde udelukkende blåstemplet bogforetagendet, hvis Harald udtrykkeligt lovede, at et eventuelt overskud gik til hans studier. Og nu noterede man sig med stor betænkelighed at angriberen kørte rundt i en ny stor og smart bil. Hvordan kunne en lærling på Alpha Diesel få råd til en sådan?

DBU påberåbte sig ret til at gennemgå regnskaberne og truede med at erklære Harald professionel. For at sætte trumf på, raslede man også med sablen overfor Frederikshavn FI. Nordjyderne havde fået en stærk start på turneringen og lå nummer 1 efter fire runder. Men de tilspillede points ville blive strøget, hvis DBU vurderede, at Harald Nielsen havde optrådt egennyttigt i forbindelse med bogudgivelsen. Det må siges at være en indskrænkning og indblanding i personlig ytringsfrihed, som med nutidens briller forekommer at ligge et sted imellem Kafka og Stalin.

DBU’s pression nyttede dog ikke noget, for kort efter skrev Harald kontrakt med Bologna. Den tidligere KB’er Axel Piilmark, som i sin tid havde spillet et par hundrede kampe for den norditalienske klub, formidlede overgangen.

Tabt for landsholdet

I første halvdel af 1960’erne havde det danske landshold i dén grad brug for en stjerne af Harald Nielsens kaliber. Men med DBU’s amatørkodeks blev det ikke til flere end de 14 landskampe han nåede at spille som frederikshavner. 15 mål vidnede om hans forrygende skarphed. Det havde været spændende at se ham på landsholdet ved EM i 1964, eller i kvalifikationen til VM i England. Sammen med Vognmanden i angrebet. Men sådan skulle det ikke være.

I Italien mødte Harald imidlertid lidt af en mur. Han var hjemmefra, sådan for alvor, for første gang, og han måtte i færd med at lære et nyt sprog og få en fremmed kultur ind på livet. Det mest alvorlige var, at hans basale teknik var for dårlig til den italienske liga. Kometen røg på bænken og der blev så småt spekuleret i, at han allerede var ved at brænde ud. Men sådan gik det langt fra.

Harald gik til opgaven med ydmyghed og stor dedikation. Han arbejdede som en rasende på at forbedre sine kompetencer, og belønningen kom. Vilkårene blev ganske vist ikke nemmere, da Bologna skrev kontrakt med den tyske stjerne Helmuth Haller. Den geniale og karismatiske dribler nærede en nærmest sygelig jalousi i forhold til sin danske medspiller/konkurrent, og modarbejdede ret så åbenlyst Haralds tilstedeværelse. Men i løbet af et års tid havde Harald spillet sig ind på holdet og i tilhængernes hjerter.

Scudetto, Spareggio og Capocannoniere

I 1963 blev han topscorer (Capocannoniere) i den italienske liga, en magtdemonstration han gentog året efter. Bologna spillede med helt i toppen af ligaen, og i 1964 lå man længe til et overraskende italiensk mesterskab. Men presset fra omgivelserne tog på truppen, og da den legendariske klubpræsident Dall’Ara pludseligt døde lignede det et varsel om, at guldmedaljerne var ved at smuldre.

I den sidste ende lykkedes det dog Bologna at kæmpe sig op på pointlighed med Inter. Dermed skulle det italienske mesterskab – il Scudetto – afgøres på omkamp, på italiensk ”Spareggio”. Bologna havde ganske vist bedst målscore, men sådan var – og er – reglerne i italiensk fodbold. Står to hold lige i points skal der spilles en altafgørende finalekamp. Det er dog aldrig sket før 1964 – eller siden. I ”finaleopgøret” var Harald målscorer og banens dominerende spiller. Bologna slog Helenio Herreras berømte Inter med 2-0. Mesterskabet var en historisk triumf for den gamle universitetsby.

Verdens bedste – og dyreste

Harald Nielsen var vel på det tidspunkt verdens bedste angriber. Mesterskabet var medvirkende til at han blev kåret til Årets Sportsmand i Italien. Desværre gav det ham ingen points i årets afstemning om Ballon d’Or. Dertil var Bolognas triumf for isoleret en italiensk begivenhed, og afstemningen kom til at afspejle EM-slutrunden og årets Europa Cup turneringer. De to spaniere, Inters Luis Suarez og Real Madrids Amancio blev nummer to og tre, og skotten Denis Law profiterede af at de britiske Home Nations alle kunne stemme individuelt.

Efter mesterskabet i 1964 spillede Harald yderligere tre sæsoner i Bologna med pæn succes. Skader og slitage begyndte efterhånden at blive mærkbart, men ikke desto mindre kunne han smykke sig med prædikatet verdens dyreste fodboldspiller, da Inter købte ham i 1967 for 6 millioner kroner. En rygskade ødelagde desværre tiden i Inter, og efter blot en sæson skiftede Harald til Napoli. Det blev et rent skadeshelvede, og efter en kort tid hos Sampdoria sagde kroppen endegyldigt stop i 1970.

Sparkede professionalismen – og FCK – i gang

Harald kunne trække sig tilbage med en velkørende forretning med italienske importvarer og hellige sig ægteskabet med Rudi Hansen, som han havde mødt under indspilningen af en Far til Fire film i 1961.

I 1977 gav han dansk fodbold et tiltrængt spark bagi, da han i selskab med Helge Sander proklamerede opstarten af en professionel dansk piratliga. DBU måtte hårdt presset åbne for betalingsfodbold i Danmark. Harald Nielsen blev i stedet formand for den nye store danske fodboldfusion i 1990’erne, F.C. København.

Hele Danmarks Guld-Harald døde i 2015.

Læs første del af eventyret om Harald Nielsen her: Bette Halle: Danmarks verdensklasseforward