Skræmte Liverpool til vanvid og smadrede stjerne: Den vanvittige historie om fodboldens største bølle
Fodboldspillere kan have mange forskellige ”mærkater” på sig. ”Kreative”, ”ekvilibristiske”, ”barske”, ”energiske”. Superlativerne er nærmest uendelige. I nogle tilfælde er det mere eller mindre fortjent, at en aktør får påhæftet en kategorisering og sat i bås. Den slags kan afhænge af enkelte, fragmentariske situationer. Andre gange er de bare præcise og passende. Wimbledon angriberen John Fashanu var helt enkelt ”skræmmende”.
Overlever fra barnsben
John, der i dag fylder 64 år, voksede delvist op på børnehjem og i en fosterfamilie sammen med sin ældre bror, Justin. De to knægte elskede fodbold, men var ret forskellige af sind og mentalitet. Justin var så afgjort den mest talentfulde, udstyret fra naturens hånd med hurtighed og en vidunderlig sparketeknik, men med en mentalt skrøbelig og til tider selvdestruktiv side. John var en typisk ”overlever”. Kampsportsekspert, kæmpestor, muskuløs, benhård og fuldkommen kompromisløs.
De udviklede desværre et meget dårligt indbyrdes forhold. Justin stod frem som homoseksuel, hvilket foranledigede lillebroren til at udtrykke sin store foragt for en sådan livsførelse. Måske var John ramt på sin maskulinitet og sit udprægede macho-image? Justin endte tragisk med at begå selvmord, og brødrene nåede aldrig at blive forsonet.
Begge startede i Norwich City, men da Justin blev solgt til Nottingham Forest – og påbegyndte en årelang deroute – skiltes deres veje. John måtte kæmpe sig vej ind i det professionelle game via 4. divisionsklubben Lincoln, og i 1984 kom han til Millwall.
Kulturbærer i de barskeste miljøer
Det barske og frygtede hjemmepublikum på The Den tog den store centerforward til sig. Han spejlede den generelle aggression og voldsparathed i dele af fanbasen. Der var ikke ret meget teknik i ham, men der var rå fight og fysisk styrke i overmål. I 1986 rykkede Fashanu til Dave Bassetts Wimbledon, hvor han passede som hånd i handske til ”The Crazy Gangs” power fodbold.
I Wimbledon herskede en helt særlig machokultur, og John blev hurtigt en af lederne. Grov mobning, hærværk og umådeholdent druk kendetegnede miljøet. På banen kom det til udtryk i en spillestil med lange bolde, fysisk pres og voldsomme tacklinger. Wimbledon gav begrebet ”hårdt spil” en helt ny dimension. Der var ikke meget plads til kreativitet og raffinementer.
Sparkede ikke langt nok
Da John Scales blev hentet til Plough Lane fra Bristol Rovers, var der ikke nogen tvivl om, at han var en af holdets teknisk bedste. Men John Fashanu var rasende. Han slæbte Scales ind til manageren og forlangte, at han blev kylet ud af klubben. ”Han kan jo for h… ikke sparke bolden længere end 50 meter”, var Fashanus anklage. Scales måtte ud på træningsbanen og øve i de (meget) lange afleveringer. Sådan var Wimbledons koncept.
Resultaterne var imidlertid forbløffende gode. The Dons rykkede op i 1. division i Fashanus første sæson, og den store, frygtindgydende forward etablerede sig som targetman og topscorer.
I 1987 blev The Crazy Gang nummer 6 og året efter nummer 7. Fashanu blev udtaget til det engelske landshold og opnåede to kampe for Three Lions. Senere gav han udtryk for fortrydelse over, at han ikke havde valgt at spille for Nigeria.
Wimbledons store stund blev FA Cup finalen i 1988.
Sensationen
Modstanderen var selveste Liverpool, der med den forventede sejr ville tage The Double. Men Wimbledon fik fra starten det psykiske overtag. Den rutinerede coach Don Howes erfaring kom holdet til gode. Han stillede uret i Wembleys omklædningsrum om, så Liverpoolspillerne ville komme til at vente på opkomlingene. Det understregede den respektløse indstilling, der var nødvendig for at opnå sensationen. Da Wimbledon endelig langt om længe kom på banen, var spillerne krudtet godt op til begivenheden. Vinnie Jones udtalte senere: ”Vi var som vilde dyr. De så os i øjnene og må have tænkt: ’Hvad fuck er det her?’ De troede vel, at vi ville være skræmt af selve begivenheden. Fuck begivenheden.” Efter et minuts spil hamrede Jones Liverpools hardhitter Steve McMahon i græsset. Så var tonen ligesom lagt an.
Mestrene havde det ventede overtag i spil og chancer, men uden at kunne score, og da John Aldridge brændte et straffespark på Wimbledons veterankeeper Dave Beasant, fik man et hint om, hvor det bar hen. The underdogs sejrede på et hovedstødslop af Lawrie Sanchez, der overlistede Bruce Grobbelaar. Det blev de desperat kæmpende Dons, der tog trofæet. 1980’ernes mest sensationelle finalesejr, selv i konkurrence med Coventrys sejr over Tottenham året forinden. Den legendariske BBC-kommentator, John Motson, ramte plet, da han konkluderede: ”The Crazy Gang har besejret the Culture Club.” Mere om Wimbledon her: Skinheads, slagsmål og en FA Cup-triumf: Historien om The Crazy Gang
Smadrede Gary Mabbutt
I 1991 scorede Fashanu 20 gange og hjalp Wimbledon til endnu en flot 7. plads. Men i 1993 skrabede karate-eksperten den moralske bund, da han fuldkommen uden skrupler smadrede en albue i ansigtet på Tottenhams Gary Mabbutt, med kraniebrud og en brækket øjenhuleknogle som resultat. Portræt af Gary Mabbutt: Han vågnede på ferien og opdagede et mareridt – nu kan han ikke længere løbe
Året efter blev den store angriber solgt til Aston Villa, men endte sin karriere på en båre med en alvorlig knæskade. Måske blev der hvisket om ”karma” i krogene?
Siden har Fashanu beskæftiget sig med alskens medieoptrædener. Han har været kendis i junglen, danset isdans på tv, været quizvært på nigeriansk fjernsyn og meget andet.