Annonce
Annonce

Portugisisk avis måber over AGF-målmand efter Benfica-brag

21.08.2026 Kl. 13:22

Mads Hedenstad leverede en præstation, der for alvor blev lagt mærke til i Portugal.

AGF-målmanden stod flere gange i vejen, da aarhusianerne mødte Benfica på Estádio da Luz i Europa League-kvalifikationen foran næsten 60.000 tilskuere.

Selvom AGF måtte forlade Lissabon med et nederlag på 1-3, var Mads Hedenstad en af de helt store profiler for den danske klub.

Det har nu også fået stor opmærksomhed i Portugal.

Får højeste karakter på AGF-holdet

Den portugisiske sportsavis A Bola belønner Hedenstad med karakteren 8 ud af 10, hvilket gør ham til den bedst bedømte AGF-spiller i kampen.

Avisen fremhæver især målmandens præstation i første halvleg, hvor Benfica satte AGF under et massivt pres.

Hedenstad måtte flere gange hive store redninger frem for at holde hjemmeholdet fra at øge føringen.

A Bola fremhæver blandt andet, hvordan AGF-målmanden afviste flere afslutninger fra Rafa, forhindrede Prestianni i at score og leverede en stærk redning på et forsøg fra Vangelis Pavlidis tæt under mål.

– Han kunne intet gøre ved Rafas mål, selvom han lavede den første redning. Det blev efterfulgt af en første halvleg af højeste kvalitet. Han afviste den portugisiske offensivspiller tre gange, da han var tæt på et mål nummer to, leverede en fantastisk redning, der holdt Prestianni fra at score, og strakte sig for at stoppe Pavlidis’ forsøg fra kort afstand i boksen, skriver A Bola.

Den portugisiske avis bemærker samtidig, at Hedenstad havde mindre at lave efter pausen.

Alligevel nåede han at levere endnu en vigtig redning, da han stoppede en hård afslutning fra Dahl, som kunne have sendt Benfica foran med 4-1.

AGF har stadig noget at spille for

Trods nederlaget på 1-3 er Europa League-opgøret ikke nødvendigvis afgjort.

A Bola vurderer ligefrem, at AGF fortsat kan holde liv i håbet om et comeback – og at Hedenstad har en stor del af æren for, at det er tilfældet.

– Hvis alt fortsat er på spil, skylder AGF deres målmand den fortjeneste, lyder vurderingen fra den portugisiske avis.

Nu skal Mads Hedenstad forsøge at levere endnu en stor præstation.

AGF får nemlig mulighed for at revanchere nederlaget, når Benfica kommer på besøg i returopgøret torsdag.

Og hvis AGF skal skabe et europæisk comeback, kan den norske målmand meget vel blive en af de vigtigste spillere.

Brian Riemer har fået en stor fordel denne sommer

Nyheder

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce