
En tackling fra ham sendte den italienske anfører direkte til hospitalet
Et fodboldhold består af spillere med forskellige roller og kompetencer. Som fans elsker vi angriberen med krudt i støvlerne, playmakeren med de visionære pasninger og selvfølgelig også keeperen med de akrobatiske feberredninger. Men en af de vigtigste aktører på et hold er arbejdsmanden der slider og tackler og løber for kollektivets skyld. Et effektivt skraldemandsarbejde er forudsætningen for alt det andet, mere kunstneriske og æstetiske, som vi holder af at se.
En af engelsk fodbolds mest ikoniske spillertyper er “den hårde mand”, hardhitteren. Ham der spoiler modstandernes spil og giver overtaget i midtbane-maskinrummet mede kompromisløse tacklinger og alskens intimideringer.
Denne lille historie handler om “de barske mænds fader”, den originale hårde mand i engelsk fodbold. Ham der banede vejen for Nobby Stiles, Norman Hunter, Peter Storey, Billy Bremner, Graeme Souness og alle de andre “hard as nails” drenge.
Den originale, hårde hund
Wilfred (Wilf) Copping blev født (på netop denne dag) i 1909 i en forstad til Barnsley. Som mange, mange andre Yorkshire-lads røg han i kulminerne efter endt skolegang. Og som ikke helt få andre knægte drømte han om en bedre fremtid langt fra de sorte gruber. Wilf ville være professionel fodboldspiller. Der var bare et par problemer: Han var langsom og ikke særlig talentfuld. Ikke så god ven med bolden, ville man måske – lidt pædagogisk – sige nu om dage. Men Wilf gav ikke op. Det gjorde han forresten aldrig. Han var målrettet og determineret, og så var han hård som granit. Et afslag fra Barnsley FC slog ham ikke ud. Han mødte op til prøvetræning på Elland Road og kæmpede som en besat for en kontrakt med Leeds United. Manageren, Dick Ray, lagde mærke til den kraftige og stærke Copping, der moslede alt og alle ned med sine cementhårde skuldertacklinger og eksplosive 2-fodstacklinger. “Ham kan vi godt bruge”, sagde Ray, og så kom Wilf på kontrakt.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Det blev til 162 ligakampe for Leeds, der kørte elevatorkørsel mellem 1. og 2. division i starten af 1930’erne. Copping udviklede konstant sine kompetencer. Han kompenserede for sin manglende speed med fight og placeringsevne, og han fik ry som engelsk fodbolds mest frygtede mand. Et ry som han dyrkede målbevidst. Wilf var udstyret med et barket og firskårent ansigt og en helt skæv boksernæse. Han var intimiderende med sit blotte udseende og understregede den krigeriske attitude ved aldrig at barbere sig før en match – noget der dengang ellers var utænkeligt. Man sagde at han – når han barberede sig – brugte knuste flasker.
Det engelske landshold kunne godt bruge en fysisk imposant venstre halfback, og Wilf fik debut for Three Lions i 1933 i en stenhård 1-1-kamp mod Italien. Året efter købte Herbert Chapman ham til engelsk fodbolds måske stærkeste klubhold gennem tiderne, det dengang mægtige Arsenal.
Chapman døde pludseligt undervejs i forhandlingsforløbet, men afløseren George Allison tog over og sikrede sig Coppings underskrift. På Highbury kaldtes han ofte “The Bonecrusher”, men hans mest udbredte tilnavn var “The Iron Man”.
Det legendariske Highbury-slag
I november 1934 spillede Jernmanden sit livs kamp. Opgøret mellem England og Italien er gået over i historien som “The Battle of Highbury”. Italienerne var verdensmestre og englænderne syntes selv at de burde være det. Et ultimativt prestigeopgør. Og en dyst imellem to vidt forskellige og umage tilgange til spillet. Italienerne lagde vægt på tekniske raffinementer og hurtig boldomgang. Defensivt begik sydeuropæerne gerne et hav af mere eller mindre fikse frispark, hvilket englænderne opfattede som komplet usportsligt og unfair. England derimod var eksponent for tempo og fysisk kraft. Kantspillerne måtte gerne drible på egen hånd og levere indlæg, og i forsvaret spillede man med hårde tacklinger, gerne med begge fødder på en gang. Det så italienerne som forkasteligt og brutalt.
Sammenstødet mellem de to koncepter blev som en eksplosion af kynisme og vildskab. Italienerne forsøgte straks at sætte sig i respekt med en serie grove frispark, og det kraftigt Arsenal-inspirerede engelske mandskab (7 Arsenalspillere) gik med på legen. Copping var som en fisk i vandet. Han tacklede, moste, maste og kylede italienerne rundt i manegen. Vi giver lige for en kort bemærkning ordet til Stanley “Wizard” Matthews: “Wilf kom i en nærkamp med den italienske kaptajn, Monti. Copping satte en tackling ind, der så ud som om den var startet nord for Leeds. Monti røg direkte op i luften som en raket og landede på grønsværen som en sæk kartofler”. Anføreren måtte udgå med en brækket fod.
Til sidst var der knapt en mand blandt de 22 aktører, der kunne gå, stå og løbe. Fire mand måtte udgå med skader, og resten kæmpede sig igennem med skrammer og skrub. Italiens fantastiske Meazza scorede to gange i anden halvleg, men englænderne kæmpede en episk 3-2-sejr hjem. Wilf Iron Man blev af aviserne kåret til Man of the Match.
Målmanden kom i marken og scorede
Nu kan det måske godt lyde som om, at Wilf var et rent monster, men man skal huske på, at spillet dengang ikke var for tøsedrenge. Wilf satte sig i respekt med sin hårdhed, men han spillede på ingen måde svinsk i forhold til datidens normer. Han sagde altid selv, at det gjaldt om at komme først: “Den første mand i tacklingen slår sig ikke”, udtalte han engang, og det er der jo noget om. Faktisk fik Copping aldrig hverken en advarsel eller udvisning i karrieren, og selv hans argeste modstandere bedyrede, at han gik efter bolden, ikke manden.
Wilf var rar og omgængelig uden for fodboldbanen, men han var meget, meget speciel i sine faste ritualer i omklædningsrummet. Han sad på bænken som et indestængt vilddyr og byggede sig selv op til den kommende konfrontation. Ingen måtte tale med ham, selv manageren lod ham være i fred. Han snørede altid venstre støvle først, og han løb på banen som nummer 6 i rækkefølgen ud gennem spillertunnellen. Ve den der ikke respekterede disse særheder. De fik jernmandens raseri at føle.
I den afgørende mesterskabskamp i sæsonen 1934-35 mod Everton blev målmanden Frank Moss skadet og anføreren Eddie Hapgood måtte gå i buret. Moss blev sat op som centerforward og haltede lidt rundt. Så blev krumtappen Wilf Copping knæskadet. Der måtte ikke bruges reserver. Den barske halfback fik imidlertid et bind på og fightede videre. Moss scorede mirakuløst og Arsenal vandt med 2-0. Copping sloges som en bersærk, men var besvimelsen nær da dommeren fløjtede af. Smerten var for voldsom, selv for knogleknuseren. Han måtte sidde over i de sidste turneringskampe, men vendte stærkt tilbage og spillede i alt 189 ligakampe for The Gunners. Han medvirkede til to mesterskaber og en FA Cup triumf for Arsenal, og desuden 20 landskampe for England.
I 1939 ytrede Copping ønske om et skifte tilbage til Leeds. Han følte at krigen var uomgængelig og ville tilbage til rødderne inden han skulle i hæren. Som bekendt fik han ret. Copping blev oversergent i den 8. Armé og var med til at piske de berømte Ørkenrotter igennem Nordafrika, hvor de besejrede Rommel og co. Man kan kun forestille sig hvordan Copping må have været passende skræmmende som befalingsmand. Han var som skåret i træ til den rolle, præcis som han var den perfekte grønsværens skraldemand.
Efter krigen coachede Wilf i Belgien og i bl.a. Bristol og Coventry.
Han gik bort i 1980, 70 år gammel.



















