
1 milliard: FC Nordsjælland scorer kassen på monstersalg
FC Nordsjælland har endnu en gang skrevet dansk fodboldhistorie.
Fredag offentliggjorde Farum-klubben salget af Caleb Yirenkyi til Premier League-oprykkerne Coventry City, og handlen kan indbringe FC Nordsjælland op mod 225 millioner kroner.
Dermed har FC Nordsjælland siden 2023 hentet mere end én milliard kroner i transferindtægter.
Men selv om pengene strømmer ind, er der ingen tegn på, at FC Nordsjælland har tænkt sig at ændre den strategi, der har gjort klubben til en af Europas mest markante talentfabrikker.
Tværtimod.
FCN vil udvikle endnu flere Yirenkyi’er
Ifølge sportsdirektør Alexander Riget er planen fortsat at udvikle unge spillere, sælge dem videre for store beløb og hele tiden have nye talenter klar i kulissen.
Og ambitionen er ikke bare at udvikle én ny Caleb Yirenkyi.
– Vores måde at vinde et dansk mesterskab på er at udvikle to og tre Caleb Yirenkyi, to Lucas Høgsberg, to Sindre Egeli og hvad de nu ellers hedder, fortæller Alexander Riget til TV 2 Sport.
Det er netop den model, FC Nordsjælland har opbygget sin forretning omkring.
Klubben investerer massivt i talentudvikling, giver de unge spillere chancen på førsteholdet og sælger dem videre, når interessen fra større klubber opstår.
Og ifølge Riget er der allerede nye spillere på vej.
– Vores forventning er absolut, at det kommer til at fortsætte. Vi har en ret fin indsigt i de næste, der er på vej, og der er masser af høj kvalitet på både vores internationale hold og akademihold i Vestafrika og Danmark.
FC Nordsjælland sidder på hele top tre
Salget af Yirenkyi cementerer FC Nordsjællands position som den helt store aktør på det danske transfermarked.
Faktisk står FCN nu bag de tre største salg i Superligaens historie.
Top tre ser således ud:
- Caleb Yirenkyi – FC Nordsjælland til Coventry City: op mod 225 millioner kroner
- Ernest Nuamah – FC Nordsjælland til RWD Molenbeek: 187 millioner kroner
- Sindre Walle Egeli – FC Nordsjælland til Ipswich Town: 150 millioner kroner
Det betyder, at alle tre rekordsalg i Superligaen kommer fra den samme klub.
Og selv om FC Nordsjælland endnu ikke har omsat de enorme transferindtægter til et dansk mesterskab, står klubbens strategi mere tydeligt end nogensinde.
Et vildt skifte er en kendsgerning: AGF-kending rykker til Premier League



















