Annonce
Annonce

Arsenal jagter det, der stadig mangler: Kan Arteta føre mestrene helt til tops i Europa?

10.08.2026 Kl. 11:18

Det er ”År 1” i Arsenal efter sidste års mesterskabstriumf. Nu gælder det om at fastholde positionen i toppen af ligahierarkiet. Og måske – endelig – få ”hul på bylden” i forhold til den Champions League titel, som mangler i pokalskabet. 

De forsvarende mestre er en af engelsk fodbolds giganter. Klubben har kontinuerligt været en del af den øverste ligadivision siden 1919, og der er ikke mange, der kan fremvise en så fornem historik. 

Meritter:

14 x engelsk mester

14 x FA Cup vinder

2 x Liga Cup vinder

1 x Europa Cup for pokalvindere

1 x UEFA Cup (Messeby Cup)

Spilledragten

Oprindeligt spillede de tidlige udgiver af Arsenal FC – Dial Square, Royal Arsenal og Woolwich Arsenal – i helt røde trøjer. Det kom sig ganske simpelt af, at man stod og manglede et sæt tøj i 1886, da unge mænd fra den ikoniske ammunitionsfabrik i Sydlondon startede med at spille organiseret fodbold. En af fyrene kendte én der var et eller andet i Nottingham Forest, og han forespurgte om de havde nogle brugte trøjer. Dermed kom Arsenal – altså ret tilfældigt – til at spille i det højrøde outfit som Forestfans den dag i dag kalder ”Garibaldi-red”. 

Da den legendariske manager Herbert Chapman ramte Arsenal i slutningen af 1920’erne, omdannede han ikke blot det gængse globale taktiske spilmønster, han byggede et helt nyt vitaliseret ”brand” i klubben. Våbenskjoldet blev omtænkt, en række kommercielle tiltag blev initieret, og klubdragten blev modificeret. 

Historien bag er, at Chapman længe havde tænkt, at hans nye udgave af Arsenal burde skille sig mere ud visuelt. Han kom i snak med en tegneserietegner, der havde lanceret en idé med blå trøjer og hvide ærmer i hans favoritklub, Chelsea, men var blevet afvist. Chapman blev interesseret og efter et tegnet udkast bestilte han straks ærmeløse røde pullovere af uld, der skulle bæres uden på en hvid crickettrøje. Prototypen viste sig imidlertid for tung og desuden alt for besværlig at vaske, så det endte med konventionelle røde trøjer/skjorter med hvide ærmer. 

Da jeg voksede op (i Sportslørdag-epoken i 70’erne) var Arsenals dragter nok den oprindelige årsag til at jeg blev fan. Trøjerne var imidlertid relativt besværlige at anskaffe, i modsætning til andre klubtrøjer, der netop på den tid begyndte at dukke frem som merchandise. Min kære Far kørte København og omegn rundt og endte til sidst med en Roskilde RB 06 udebanetrøje, der var rød med hvide ærmer, hvorpå min kære Mor påsyede Arsenals logo med kanonen. Hvor jeg elskede den trøje!

Bortset fra enkelte korte perioder har Arsenal spillet i det ikoniske kit siden den 4. marts 1933 (hjemmekamp på Highbury mod Liverpool). I 1005-06 valgte klubbens bestyrelse at markere den sidste sæson på Highbury med en ensfarvet, nærmest lysebrun spilletrøje. En kikset og malplaceret hyldest til de første, Garibaldi-røde trøjer som man havde fået i Forest. Farven blev valgt ud fra ældgamle, koloriserede fotografier, hvor farven på trøjerne var ubestemmelig. Temmelig fjollet, eftersom man blot kunne have skelet til Nottinghams klubtrøje. Den er uændret siden Arilds tid. 

Den grimme Highbury-hyldest holdt heldigvis kun det ene år.

Truppen

Mesterskabstrofæet i sidste sæson var naturligvis en større forløsning efter tre 2. pladser i træk. Mikel Arteta har igennem hele sin æra som manager på Emirates talt om tålmodighed i forhold til den proces, som holdet har været igennem. 

Man må også konstatere, at Arteta ikke ligefrem ”arvede” en trup i balance fra den baskiske landsmand og forgænger, Unai Emery. Det har kostet sved og tårer – og enorme pengebeløb – at sammensætte den nuværende.

Det kneb spillemæssigt for Arsenal i sidste tredjedel af sæsonen i fjor. Rytmen i den sædvanlige possession-tilgang stivnede, og spillerne forekom trætte og forkrampede. Man forlod sig i stigende grad til hjørnespark, og der må være udbetalt en fed bonus til dødboldtræneren Nicolas Jover. 

Det hjalp selvfølgelig heller ikke, at flere nøglespillere trak med skader. I den mest optimale og optimistiske fase af sæsonen talte fansene om, at der måske kunne blive 4 trofæer til The Gunners, men et finalenederlag i Liga Cuppen ødelagde definitivt den ambition/drøm. Arsenal viste sig dog holdbare denne gang i Champions League, og var ikke langt fra en overraskende sejr over favoritterne PSG. 

Leandro Trossard har forladt Emirates, og som afløser er grækeren Christos Tzolis hentet i Brugge, hvorfra han kommer med vanvittige stats. Men der er et stort spring til Premier League. Derfor er superstjernen Vinicius Junior fra Real Madrid pt. stærkt eftersøgt af Arsenals indkøbsteam. 

Truppen mangler en central midtbanespiller, og Arteta vil løse det problem med brasilianske Bruno Guimaraes fra Newcastle, der har kostet 75 millioner pund. Forsvaret ser dog også lidt sårbart ud, efter at det blev slået fast, at William Saliba er ude en rum tide med en skade. 

Et bud på en slutplacering: Jeg tror at Arsenal er stærke nok til at forsvare titlen. 

Premieren

Premiereopgøret mod Coventry City er et klassisk opgør mellem den forsvarende mester og en oprykker.

De fleste regner naturligvis mestrene for gigant-favoritter, men Coventry kommer med frisk mod og spirit efter sidste sæsons succes. 

Historisk har de to klubber krydset klinger 76 gange siden det første indbyrdes kampe i 1967. 

Statistisk har Arsenal vundet 43 af de 76 opgør og Coventry 14. Det seneste opgør var tilbage i 2014, hvor Arsenal vandt i Liga Cup turneringen med 4-0. 

Nyheder

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce