Roy Keane blev en af fodboldens mest frygtede spillere - historien bag vil overraske mange
Roy Maurice Keane er en af fodboldens mest kyniske og voldsparate spillere. Han var også en særdeles dygtig midtbanespiller, men det er de grove tacklinger og hensynsløse nærkampe, han indiskutabelt huskes mest for. Hvad får en talentfuld fodboldspiller til at udvikle sig i den aparte retning?
Fra kontinuerlige nederlag til barsk mand på midtbanen
Roy voksede op i små kår i en arbejderfamilie i Cork i det sydlige Irland. Faren arbejdede på et lokalt bryggeri, og knægten gik til boksning (og var efter sigende ganske god). I dét miljø lærte man at kæmpe for tilværelsen, og Roy var fra ganske ung fuldkommen målrettet og ambitiøs: Han ville leve af at spille fodbold. Drømmen afstedkom til at begynde med en lang række skuffelser og nederlag. Han forsøgte sig gang på gang med prøvetræninger i professionelle klubber og fik stribevis af afslag. Han var for lille og ikke god nok. Heller ikke det irske U-16 landshold kunne bruge ham.
Til sidst måtte han hutle sig frem med forskellige småjobs og spillede for lokale Cobh Ramblers. Men så vendte lykken. Legendariske Brian Clough fik, via Nottingham Forests irske scout, øje på den dengang ganske spinkle, energiske midtbanespiller. Keane kom på kontrakt i Robin Hoods by.
Roys forbilleder var Liam Brady og Glenn Hoddle, men man må nok konstatere, at han udviklede sig i en anden retning end idolerne. I Nottingham fik han for første gang en læremester og mentor som han så blindt op til. Clough sørgede for, at ireren kom i form og satte pris på hans målrettede attitude. I løbet af forholdsvis kort tid kom Keane på Forests hold, og indtog en position som hård hund på midtbanen; en spillertype som manageren havde stor forkærlighed for med folk som John McGovern, Archie Gemmill og Ian Bowyer, der tidligere havde slået folderne i det centrale maskinrum hos The Tricky Trees.
Keane debuterede i 1990-91 og vandt Cloughs tillid. Men tutoren var i moralsk forfald. Igennem anden halvdel af 80’erne tog Cloughs alkoholisme til, og historier om mærkværdig, irrationel og grænseoverskridende adfærd florerede. Det gjorde desværre også rygter om svindel med returkommission. Gentagne gange involverede en tydeligt alkoholpåvirket Clough sig i voldelige konfrontationer med baneløbere og lignende. Egentlig er det utroligt, at ingen stoppede ham. Han var som et fragttog, der kørte ud over afgrunden, uden at nogen trak i nødbremsen.
Blev slået ned af en gal Clough
Efter en pokalkamp mod Crystal Palace, hvor Keane begik en fejl der kostede en scoring, gik manageren amok og slog sin midtbanekrumtap i gulvet. Roy reagerede flegmatisk og accepterede Cloughs uacceptable adfærd. Hans beundring og taknemmelighed over for forbilledet og læremesteren overdøvede fuldkommen dét faktum, at Clough burde have været stillet til ansvar for sin voldelige og vanvittige optræden. Keane var en klump ler i hænderne på en megalomanisk alkoholiker med voldsom udadreagerende adfærd og lettere paranoide tendenser.
I 1992-93 gik det fra slemt til værre. Nottingham spillede elendigt og rykkede ned med et brag. Brian Clough fik en uværdig afsked med en fyring på gråt papir efter 18 år på City Ground. Forinden havde han sat al sin tilbageværende prestige ind på at forhindre, at Roy kunne få en lukrativ transfer til Blackburn Rovers. ”Keane er som et grådigt barn”, harcelerede manageren, der også modsatte sig at ireren kunne få en forbedret kontrakt: ”Han skal ikke ruinere den her klub”, udtalte Clough, samtidig med at han førte sit mandskab durk ind i en ond cirkel af dårlige præstationer.
Triumfer på stribe med sir Alex
Med Clough ude af billedet kunne Forest sælge sit mest værdifulde aktiv. Keane skiftede til Manchester United og blev defensiv midtbanespiller og med tiden anfører på et af engelsk fodbolds mest succesrige hold i historien. På Old Trafford regerede et andet udpræget magtmenneske. Alex Ferguson gjorde Roy til sin sherif og højre hånd. Keane blev håndhæver af hårdt spil og barsk og kompromisløs mentalitet. Med United vandt Keane de trofæer som han ikke kunne opnå med Forest. 7 mesterskaber, 4 FA Cup triumfer og et Champions League trofæ fortæller alt om en succeshistorie uden sidestykke. Roy blev ”Årets Spiller” i England i 2000, men noget positivt forbillede blev han nu aldrig. Han var frygtet af med- og modspillere for sin hensynsløse kynisme. Han invaliderede Alf Haaland. Han gerådede i skænderier med alle der kom ham for nær og besvarede uenigheder med voldsomme udfald. På det irske landshold opnåede han 67 kampe, men hånede offentligt landstræneren Mick McCarthy og satte sig selv udenfor. Indimellem så man tydelige glimt af en fremragende fodboldspiller med stort lederpotentiale. Men det overskyggedes, i hvert fald i min optik, af hans ondskabsfulde optræden. Han indkasserede 11 røde kort på 12 år i Manchester, men det burde have været langt flere.
Efter den aktive karriere spåede Alex Ferguson ham en stor fremtid som manager, men sådan gik det ikke. Dertil var Roy alt for uhæmmet aggressiv og kolerisk. Da han blev assisterende træner for Irland, lagde han sig ud med alt og alle i en grad der gjorde, at Eamon Dunphy – manden der skrev Roys selvbiografi – rådede fodboldforbundet til at forbyde Keane at udtale sig til medierne. Det var et håbløst projekt.
Siden har Roy indtaget en rolle som fodboldekspert i medierne. Han agerer uden filter og smider om sig med harsk kritik og grove bemærkninger. Han har mange tilhængere, der beundrer hans mod til at udtrykke sig uforbeholdent og ærligt. Ligesom i den aktive karriere, hvor han opnåede stor popularitet i Manchester Uniteds fanbase som udsmider og hård mand.
