Han spillede 621 kampe for Arsenal - men fik aldrig den hæder, han fortjente
Loyalitet er egentlig en underlig ting. I alt fald i fodboldens univers. Det er jo i bund og grund en relation, der bygger på en tillid i forhold til at ville det bedste for hinanden. I bedste fald er følelsen dyb og gensidig. Trofasthed i forhold til en klub er i nutidens topfodbold noget der kun eksisterer i fansenes forestillingsverden. Spillerne er deres egne virksomheder, og klubfølelse er et abstrakt og temmelig uvedkommende begreb. Alligevel er det evident, at der er spillere, der har ”hjertet med sig” når de går på banen, nogle steder mere end andre. Der kan, fra tid til anden, opbygges en slags særlig synergi med supporterne, der gør at visse spillere får udødelig heltestatus. I hvert fald indtil en transfer stikker kæppen i hjulet for relationen til arbejdstageren, eller hvis aktøren spiller dårligt og ryger af holdet. Så er der ikke langt til glemsel eller sågar foragt.
Det forholdt sig anderledes i fortiden. I engelsk fodbold er der eksempler på ”one club men”, der udelukkende optrådte for en enkelt klub, eller spillere der levede og åndede for deres arbejdsgiver og ikke kunne se sig selv andetsteds. Dette portræt handler om en sådan fyr.
Geordie
George Armstrong blev født på denne dag i 1944 i Nordengland, så han var en ægte ”Geordie”. Han var en lille myreflittig wing/offensiv midtbanespiller med en glimrende teknik, der kæmpede for at få et gennembrud i Newcastle United, men oparbejdede et ukarakteristisk dårligt forhold til trænerstaben. I stedet skrev han kontrakt med Arsenal og flyttede til London i 1961.
Det var den tidligere målmand, George Swindin, der hentede Armstrong til Highbury, men det var først under afløseren Billy Wrights ledelse, at den lille slider fik sit gennembrud. Fra 1963-64 og de næste 13 år spillede han ikke under 30 kampe pr. sæson. Han var uopslidelig, pågående og energisk, og fansene elskede ham. George etablerede sig som venstre eller højre wing, og han passede som type ganske godt ind i den stil som kantspiller, som Alf Ramsey blev foregangsmand for da denne coachede Englands landshold i 1960’erne. ”Wingless Wonders” taktikken betyder jo i bund og grund, at man spiller uden wings, og de fleste engelske klubber tog trenden til sig, eller spillede med en enkelt wing i en ”skæv” formation. Fra at have været en urørlig institution i engelsk fodbold, hvor der var en meget lang tradition for offensive ”luksus-wings”, måtte fløjspillerne omstille sig til at være mere arbejdsomme og fleksible. Det var Armstrong i dén grad.
I 1967-68 spillede han hele 55 kampe for Arsenal, og i 1970-71 næsten absurde 64. Det sidstnævnte år blev The Gunners’ helt store triumfsæson, da man både vandt mesterskabet og FA Cup turneringen. Armstrong spillede en særdeles fremtrædende rolle (som kampantallet jo også klart vidner om), og var en af FA Cup finalens bedste, da Liverpool blev besejret med 2-1 i en tæt og spændende opgør.
George var også toneangivende i Arsenals UEFA Cup triumf i 1970, og han var med i de to tabte Liga Cup finaler i 1968 og 69 (mod Leeds og Swindon). Han spillede højre wing i UEFA Cup finalerne mod Anderlecht og venstre wing i de to Liga Cup nederlag.
Aldrig på landsholdet
I 1972 blev Arsenal nummer 5 i ligaen og tabte FA Cup finalen til Leeds (0-1), og i 1973 sluttede The Gunners som nummer 2, tre point efter Liverpool FC. Men så fulgte nogle rædsomme sæsoner, hvor manager Bertie Mee gradvist mistede grebet om både transfermarkedet og truppen. ”Geordie” holdt fanen højt og sled og slæbte for klubben. Der er noget grotesk i, at han aldrig fik en A-landskamp for England, men kun 5 U-23 landskampe, for der er få spillere i historien med så stabilt et bundniveau. Han spillede stort set aldrig en dårlig kamp.
I 1976-77 afsluttede han sin lange, smukke karriere i Arsenal med en sæson, hvor han gav sig 100% i 45 kampe, og med 621 optrædener for klubben satte han rekord (han er i dag nummer tre på listen over flest klubkampe, efter David O’Leary og Tony Adams). Det var imidlertid ikke med Georges gode vilje, at han blev solgt til Leicester City i 1977. Manager Terry Neill behandlede klubhelten respektløst, og omvendt havde Armstrong nok ikke vanskeligt ved at gennemskue Neills manglende taktiske indsigt og first team coachen Wilf Dixons uduelighed. Den gensidige tillid mellem arbejdsgiver- og tager var med andre ord brudt.
Leicester blev ikke nogen succes, og efter nogle år som manager i småklubber og i Norge og Kuwait, tog George ”hjem” til Arsenal og blev ansat i hjerteklubben som coach. Fra 1990 til 2000 trænede han andetholdet og var vellidt og højt respekteret for sit engagement og vindende personlighed.
Den 31. oktober 2000 kollapsede han pludseligt på træningsanlægget London Colney, ramt af en hjerneblødning. Han døde dagen derpå, kun 56 år gammel.
Selv i dag huskes han varmt og passioneret af Arsenals fans. Det er næsten umuligt at opstille et Arsenal All Time XI uden George. Selv i konkurrence med spillere som Robert Pires, David Rocastle, Cliff Bastin, Freddie Ljungberg m.fl.
Datteren Jill er medlem af flere Arsenal fangrupper på de sociale medier, hvor hun indimellem lægger fotos mm. af sin far op. Familien besluttede for nogle år siden at bortauktionere alle Georges medaljer og æresbevisninger, og sådan noget forstår jeg ikke en pind af. Hvis jeg var i deres sted, ville jeg sove med dem under hovedpuden og aldrig skille mig af med dem. Men dem om det.
