Han blev svigtet af sine egne - men skrev engelsk fodboldhistorie
Joseph (Joe) Mercer fik ikke nogen let start på tilværelsen. Han kom til verden i august 1914, som søn af Joe Mercer Sr., der arbejdede som murer i Cheshirebyen Ellesmere Port og samtidig spillede semiprofessionelt i Nottingham. Første verdenskrig brød ud kort efter lille Joe blev født, og faren meldte sig frivilligt til krigstjeneste i den britiske hær. Senior udviste stort mod ved fronten i flere af krigens store meningsløse menneskeslagterier, som officielt benævnes ”slag”, og han avancerede til sergent. Men skæbnen ville at han blev hårdt såret i 1917 og taget til fange af tyskerne. Fjenden flyttede nådesløst den plagede mand fra den ene fangelejr til den anden, men han var en fighter og holdt sig i live, og da Tyskland kapitulerede i november 1918, kom Mercer hjem til familien i Cheshire. Han genoptog arbejdet i murerfaget, og forsøgte sig såmænd også med et fodbold-comeback, men noget var galt. Maven var ødelagt efter mange måneders konstant sult og nerverne var nedslidt. Desuden blev han hurtigt træt og stakåndet, og lægerne konstaterede at han led under senskader af sennepsgas fra skyttegravskampene. I 1927 kunne lungerne ikke mere og Mercer Sr. døde. Sønnen var da blot 12 år. Joe Mercer Senior havde ikke fået ret meget positivt med sig hjem fra krigen, men Junior tog en fundamental livslære med sig fra faren: Han ville aldrig – koste hvad det ville – ende sin tilværelse i armod. Og han fik en essentiel arv: Kærligheden til fodbolden, materialiseret i en læderbold som faren havde haft med hjem fra Frankrig.
Kæmpede i de britiske panserstyrker
Junior fik professionel kontrakt med Everton FC som 18-årig i 1932 og kæmpede i tre år for at trænge sig ind på førsteholdet. Unge Mercer var ikke det mest oplagte tekniske talent, men han var et fysisk kraftværk der tacklede som en betonvæg, og han var løbestærk og ekstremt determineret. Desuden havde han meget stærke lederegenskaber og et godt overblik. Fansene på Goodison Park holdt af ham, for han var typen der simpelthen aldrig gav op. Venstrebenet var helt fornuftigt, og med sine fysiske forcer etablerede Joe sig som venstre halfback på et Evertonmandskab der spillede smukt, flydende fodbold, men som i realiteten haltede efter de bedste i ligaen, først og fremmest 1930’ernes næsten altdominerende team: Arsenal. I slutningen af det store Depressions-årti, voksede Mercer sig gradvist stærkere. Han blev Club Captain og fik debut på det engelske landshold i 1938. Året efter gik Everton helt til tops i ligaen, mens Arsenal måtte nøjes med en skuffende 5. plads. Alt tydede på et tronskifte i engelsk topfodbold, men så ramte verdenskrigen og ligaen blev suspenderet. Mercer røg i de britiske pansertropper og fik rang af oversergent. Der blev tid til fodbold i den såkaldte ”krigs-liga” der blev etableret for at give den hårdt prøvede befolkning noget andet at spekulere på end krig og Blitz, og for at give soldater på orlov et pusterum. Hele 27 gange repræsenterede Mercer England i uofficielle landskampe fra 1940-45, og han blev anfører for sit land.
I modsætning til faderen kom Joe velbeholden hjem fra tjenesten uden alvorlige skrammer. Men hans bedste fodbold-år var gået tabt, og forholdet til hans klub udviklede sig helt skævt. Evertons manager, Theo Kelly beskyldte Mercer for ikke at gøre sig nok umage og ikke give sig fuldt ud, hvilket var en horribel beskyldning der var helt ude af kontekst med Mercers mentalitet og tilgang, og i øvrigt ignorerede at midtbanegeneralen kæmpede med en knæskade. Kelly vurderede den 31-årige Mercer som færdig og pressede ham ud. Dybt skuffet lod Joe sig sælge til Arsenal.
Mester med Arsenal
På Highbury arbejdede den joviale og dygtige manager Tom Whittaker på at samle et mandskab der kunne stå mål med glansperioden i 1930’erne. Mercer blev managerens forlængede arm som holdkaptajn, krumtap og rollemodel, og Whittaker havde desuden en heldig hånd med at hente veteranangriberen Ronnie Rooke, der aldrig før havde spillet på topplan, men som i Arsenals rød-hvide kit bragede kasser ind på stribe. The Gunners blev engelske mestre i 1948 og FA Cup vindere i 1950, hvor Mercer blev kåret til Årets Spiller i engelsk fodbold. Og minsandten om ikke Joe Mercer i 1953, som 39-årig, endnu en gang kunne hjemføre mesterskabstitlen som anfører for sin klub. Året efter skulle der et dobbelt benbrud til at standse den gamle, garvede halfback.
Belært af barndommens fattigdom havde Joe snusfornuftigt investeret sin opsparing i en købmandsforretning. Det gav en tryg økonomisk og social base for ham og hustruen Norah, da den aktive karriere omsider endte. Men historien om Joe Mercer var ikke forbi. Ingenlunde.
Talentudvikler i Villa
Gode evner udi købmandskab er jo ikke en dårlig egenskab, hvis man går med en manager i maven, og den tidligere landsholdsanfører sprang nu ud i trænergerningen i anden halvdel af 1950’erne. Mercer fik et flot gennembrud i Aston Villa, hvor han flittigt og dygtigt byggede et purungt og meget talentfuldt hold op fra bunden. Det unge Villa-kuld blev i folkemunde kaldt the Mercer Minors.
I 1961 vandt Joe Mercer og Villa den allerførste Liga Cup-finale i historien med en samlet sejr over to kampe mod overraskelsen Rotherham United. Hele fodbold-England betragtede Aston Villas fremgang med beundring. Men tre år senere kom Mercer atter i modvind i forhold til sin arbejdsgiver. Joe ramtes af et pludseligt hjerteanfald, og Aston Villas bestyrelse havde ikke tålmodighed til at vente på, at han blev rekonvalescent og Mercer blev fyret, praktisk talt ”i sygesengen”. Hverken skuffelsen over den utidige afskedigelse eller det faktum, at det legemlige helbred havde sendt en alvorlig reminder om, at det måske var på tide at skifte managergerningen ud med købmandskitlen, fik imidlertid Joe Mercer til at opgive sit erhverv. Han drømte om at skabe et storhold og vinde det engelske mesterskab fra trænersædet, ligesom han som spiller tre gange havde løftet mesterskabstrofæet.
På Villa Park var drømmen endt som et mareridt, men i Manchester City skulle den gå i opfyldelse. På Maine Road miksede Mercer atter sin særlige recept. Et ungt og lovende hold blev bygget op, og via oprykning fra 2. division blev City ligamestre i 1968, FA Cup vindere i 1969, Liga Cup-mestre i 1970, og minsandten om ikke Mercer førte sine knægte til triumf i Europa Cup turneringen for pokalvindere samme år. Det var med et talentsprudlende mandskab med folk som målmanden Joe Corrigan, forsvarerne Mike Doyle, Tommy Booth og Willie Donachie, wingen Mike Summerbee, og mellem de helt unge spillere stod forwarden Stan Bowles på spring. Blandt de mere rutinerede kræfter var forsvarskrumtappen Tony Book, den bundsolide midtbanefighter Alan Oakes (der har klubrekorden for antal spillede kampe med 676), og ikke mindst den pågående og energiske angriber Francis Lee. Allerstærkest i billedet stod dog midtbanegeneralen Colin ”Nijinsky” Bell, som Joe Mercer opdagede i Bury i 1966.
Blev kuppet på Maine Road
I 1971/72 var Manchester Citys mandskab på toppen spillemæssigt. Men det var uden Joe Mercer. I slutningen af den foregående sæson, blev manageren simpelthen udmanøvreret af sin egen assistent, den karismatiske og opportunistiske Malcolm Allison. Et internt opgør i bestyrelsen om magten i klubben endte med en mindre paladsrevolution, hvor forretningsmanden Peter Swales overtog formandsposten fra Albert Alexander. Sidstnævnte havde kørt et eksemplarisk synergetisk parløb med Joe Mercer i udviklingen af Citys trup fra 2. divisionshold til topklub. Men Swales ønskede at bringe Allison ind, og Joe Mercer måtte konstatere, at han blev sat ud af spillet, da han mødte på arbejde på Maine Road og – uden varsel – havde fået fjernet kontor og parkeringsplads. Mercer havde ellers fungeret som mentor for den ambitiøse assistent, der – til Mercers tilfredshed – havde bragt de på daværende tidspunkt mest moderne træningsmetoder til The Citizens. Men den gamle havde altså næret en slange ved brystet. Malcolm Allison styrede derefter Manchester City uden om et mesterskab i 1972, der ellers syntes ret sikkert. Siden praktiserede Allison en udsvævende livsstil med hurtige damer og højt alkoholforbrug – alt sammen meget langt fra Joe Mercers værdier.
Efter den uværdige behandling trænede Mercer derefter Coventry City et par sæsoner, hvor den innovative bestyrelsesformand, Jimmy Hill satte stor pris på ham. Opbakningen må have været kærkommen, for det er i grunden mærkværdigt som Mercers skiftende klubber behandlede ham skidt. Der var ellers ikke mange der havde noget dårligt at sige om hans meget rolige, menneskelige og venlige stil og væremåde.
I 1974 fungerede Joe Mercer som caretaker for det engelske landshold, efter at FA havde fyret Sir Alf Ramsey. I syv landskampe under Joe Mercer tabte England kun en, og præstationerne var generelt så opmuntrende, at forbundet overvejede ham som ny landstræner. Spillet var positivt og offensivt, og spillerne havde en naturlig respekt for den gamle hædersmand.
I den sidste ende blev det imidlertid Don Revie der fik posten, og det kom fodboldforbundet nok til at fortryde. Joe Mercer havde blik for spillere med individuelle kvaliteter, og han havde en lun facon, der virkede beroligende på unge spillere med tendens til at ”stikke ud”. Mercer havde utvivlsomt satset på folk som Tony Currie, Alan Hudson, Stan Bowles, Charlie George med flere. Spillere, som kunne have svært ved at indrette sig på kollektivets præmisser, men som Mercer gav rum og plads, så de individuelle spidskompetencer kunne excellere til fællesskabets bedste. Det havde Don Revie et helt andet fundamentalt syn på, hvilket betød, at landsholdet gik glip af megen flair og talent.
Efter den korte periode som interimtræner for England blev Joe Mercer i nogle år sportsdirektør i Coventry.
Som mange andre gamle kæmper led Mercer i sin alderdom slemt af Alzheimers. Han døde hjemme i sin lænestol i 1990, 76 år gammel. Han blev adlet i 1976 og opnåede posthumt hæder i Everton og Manchester City – to klubber der burde have behandlet ham på en langt bedre vis mens han var i live og aktiv.
