Mario var en farverig personlighed. Han forenede det temperamentsfulde og passionerede italienske med det gemytlige og hyggelige danske, og blev en yderst succesrig træner i dansk amatørfodbold. 

Som ung var Mario en ærgerrig angriber med godt skud i støvlen. Han var med til at blive nummer 2 i Serie A med Juventus i 1946-47, og hans 17 ligamål indbragte en 6. plads på topscorerlisten. Siden spillede han i Atalanta og blev en uhyre populær profil i Napoli. 

Italien var ”in”

Efter endt aktiv karriere midt i 1950’erne fulgte en lidt omtumlet periode, hvor Astorri skulle finde et ståsted i tilværelsen. Det blev i Danmark. I 1962 flyttede han hertil for at sælge syngende postkort. Det blev imidlertid som fodboldtræner, at han kom til at opnå fremgang og berømmelse. Italien var på det tidspunkt blevet et populært charterferiemål for danskerne, og folk som smørtenoren Dario Campeotto og den lille Robertino understøttede landets charmerende omdømme herhjemme. Det blev et hit at spise spaghetti og pizza, og gå på italienske restauranter med ternede duge og lege Lady og Vagabonden. Mario blev træner i Hørsholm og Tårnby, og derefter i Køge som han førte op i 1. division i 1965. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Han havde en nærmest magnetisk udstråling med sit altid gode humør (undtagen når hans hold havde tabt), og med sydlandsk charme og cirkus-dansk smittede han omgivelserne og inspirerede og opildnede spillerne med sin gnistrende energi. 

Mario var temperamentsfuld og ambitiøs, men han var også en ”blød” træner med inderlig empati og ulyst til konflikter og konfrontationer. Han havde godt af en ”hård hund” som assistent, sådan som man ofte ser det i nutidens klub-hierarkier. I 1967 kom han til AB og profiterede af det dygtige forarbejde som bl.a. Frank Soo havde gjort. Astorri overtog en trup med et helt usædvanligt potentiale og en fysisk kondition, som man aldrig tidligere havde set i den gamle akademikerklub. Det unge – såkaldt ”Grønne” – AB-mandskab blev danske mestre, og Mario befæstede sin position som en af de mest interessante trænere i dansk fodbold. I 1968-69 trænede han Hvidovre og opnåede en 4. plads. Det blev fulgt af en sæson i fremstormende Holbæk og derefter en lang periode i KB.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Blev synonym med KB

Flemming Toft skrev om Mario i alt om Sport i 1979: ”Han kender ikke til at slække på kravene over for sig selv. Derfor ønsker han heller ingen slinger i valsen med sine spillere. Men det har han svært ved at fuldbyrde. Han er for rar. For menneskelig. Derfor er han træner på kompromiser. For Mario skal fodbolden være en leg med alvor. En svær kombination. Men han har klaret den hidtil. På en evne til generelt at få tingene til at glide. Og fordi han i praksis og teori har sin egen charmerende fremgangsmåde”. 

KB vandt bronze i 1973 og blev dansk mester året efter. Det blev til fjerdepladser i 1972 og 76 og en fjerdeplads i 1975. Der var også et par kiksede sæsoner – og en konflikt med Niels-Christian Holmstrøm – men generelt befandt Mario sig som indfødt i KB’s traditionsrige rammer, hvor der blev sat pris på det æstetiske og seværdige fodbold. Det stemte godt overens med Astorris indstilling, og i en årrække var han næsten synonym med det positive fodbold i KB.

I 1979 bragte han en ualmindeligt velspillende udgave af kontinentets ældste klub for dagen, med aktører som Finn Laudrup, Torsten Andersen, Ole Højgaard, Ole Qvist, Klaus Nørregaard og Henrik Eigenbrod. Holdet spillede som en drøm og oparbejdede et stort forspring i forårsturneringen. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Men skader og svingende præstationer gjorde, at nervøsitet og usikkerhed vandt indpas i efteråret. Stabile Esbjerg åd sig langsomt, men sikkert ind på KB, og overhalede til sidst Astorri og co. med hele 6 point. Det var en nedtur der var til at tage og føle på. Mario fik ikke forlænget sin kontrakt, og tog i stedet til HIK, som han i 1980 førte til oprykning til 2. division. 

I Flemming Tofts føromtalte portræt i alt om Sport, gav Astorri udtryk for, at han havde et brændende ønske om at blive dansk landstræner, men DBU foretrak Sepp Piontek. 

Den gråhårede italienske og danske statsborger gik bort i 1989, 69 år gammel.