Han reddede Mainz - nu skal han føre FCK tilbage til toppen
Bo Svensson er indiskutabelt en af de mest interessante trænere i dansk fodbold. Han fremstår som en blanding af jysk, stoisk ro og københavnsk selvbevidsthed. Men Bo er også født i himmerlandske Skørping, men vokset op i hovedstaden.
Anfører i FCK
Som ungdomsspiller var han KB’er, og han kom på kontrakt i F.C. København i 1999 og fik debut under Kim Brink. Indtil da havde DBU’s U-landshold ikke haft snøren ude efter centerforsvareren, men i 2000 fik han to kampe på Flemming Serritslevs U-21 landshold. Bo markerede sig fra starten som en høj, rank stopper med et godt overblik og lederkvaliteter.
Han mistede sin plads til Jacob Laursen i FCK’s mesterskabssæson 2001, men kom siden stærkt igen, og medvirkede i høj grad til mesterskabstitlerne i 2003 og 04, og fik anførerbindet i klubben. I pokalfinalen i 2004 udgjorde Svensson centerforsvaret sammen med Ole Tobiasen i FCK’s 1-0-sejr over AaB.
I 2006 var det som om, at Svensson – efter 196 kampe for Løverne – havde brug for ny luft og inspiration. Det passede med, at kontrakten i FCK var ved at udløbe, og han skiftede så til Borussia Mönchengladbach. Samme år fik han debut på A-landsholdet i en venskabsmatch mod Paraguay (1-1) i Aarhus. Siden blev det til yderligere 2 landskampe og desuden 5 optrædener for ligalandsholdet på ture til USA og Østasien.
Efter en enkelt sæson skiftede Bo fra Gladbach til Mainz 05, hvor han faldt rigtig godt til og opnåede over 100 Bundesligakampe. Efterhånden kom han tættere på klubbens trænerstab, og han tiltrådte en stilling som coach da støvlerne røg på hylden i 2014.
Skolet som træner i Mainz
Mainz er kendt som et godt udviklingsmiljø, ikke mindst for ambitiøse og målbevidste trænere, og klubben har medvirket til at ”udklække” folk som Jürgen Klopp og Thomas Tuchel. Kasper Hjulmands periode i 2014-15 var ikke nogen succes, men da den senere landstræner blev fyret i Rhinlandet, beholdt klubben Svensson i arbejdet med talentudviklingen.
I 20129 kom Bo ind i ”folden” hos Red Bull koncernen, og blev træner i den østrigske 2. divisionsklub, Liefering, der er satellit for RB Salzburg. Det blev en ret pæn succes, så i januar 2021 hentede Mainz danskeren tilbage for at overtage som cheftræner efter Jan Moritz Lichte.
Mainz kaldes ofte ”Karnevalsklubben” fordi byen huser et af Tysklands største årlige karnevalsfestivaler, men der var ikke meget fest og sambarytmer over spillet på det tidspunkt, hvor Svensson kom ind som mester for musikken. Klubben lå i bunden af Bundesligaen, men Bo fik losset vilje og selvtillid ind i truppen, og holdet rykkede støt opad i rækken og sluttede på en fin 12. plads. Året efter blev det resultat forbedret til en 8. plads, men i 2023 kom Mainz skidt fra start, og Bo følte ikke længere, at han kunne motivere spillerne optimalt. Han sagde sin stilling op, men bevarede æren og sit gode omdømme i klubben. En ansættelse i Union Berlin i 2024 blev desværre ikke nogen succes.
Som træner har Bo Svensson profileret sig som en del af ”Mainz-skolen”, hvor man opererer med højt pres og hidsigt genpres. Der spilles i et frisk og højt tempo, som regel med aggressive wingbacks.
Svær udfordring i Parken
I 2026 vendte Bo hjem til FCK for at overtage jobbet som chef efter Jacob Neestrups fyring. Holdet var på det tidspunkt gået totalt i stå, men allerede i debuten vendte billedet fuldkommen. Personligt har jeg aldrig nogensinde oplevet en så markant og hurtig effekt af et trænerskifte. FCK var som forvandlet og tævede Silkeborg i Parken med 7-0.
Resten af sæsonen blev en pæn succes, eftersom man lykkedes med at kvalificere sig til Conference League via playoff mod ærkerivalerne fra Brøndby. Men i pokalfinalen mod FC Midtjylland spillede københavnerne alt for forsigtigt og blodfattigt.
I den nye sæson skal Svensson forsøge at revitalisere FCK. Truppen skal tilpasses og trimmes, og der skal hentes forstærkninger ind. Jeg er overbevist om, at træneren får et stort ord at få indført i forhold til køb og salg, i et tæt samarbejde med den nye sportsdirektør, englænderen Kristiaan Speakman.
Opgaven bliver svær, men også yderst interessant for alle der følger Superligaen.



















