Han blev kaldt "Greven" - den glemte danske fodboldlegende, der var årtier forud for sin tid
Fritz Tarp spillede back som en aristokrat. Konstruktiv, med suverænt overblik og uovertruffen elegance og teknik. Han tacklede sjældent, men udnyttede sin hurtighed og sit blik for spillet til at prikke eller, allerhelst, simpelthen snuppe bolden fra angriberen. Så kunne der bygges et modangreb op med det samme. Det var ikke uden grund at publikum gav ham tilnavnet ”Greven”. Hans forsvarsspil var i den forfinede, elitære klasse. Knud Lundberg skrev om Fritz Tarp i krøniken ”Dansk Fodbold”: Vi tilbad Tarp for hans elegance, hans frække driblinger og hans nærkampstyrke, som slet ikke hvilede på fysik eller brug af kroppen. Han var centerhalf efter den gamle skole, angribende, fremskudt og med et enormt arbejdsområde på midtbanen.
Forud for sin tid
Allerbedst var Tarp dog som back. Det gamle to-back systems forsvarsstruktur passede ham perfekt. Han var styrmanden med en hård hund ved sin side (på landsholdet primært Frems Knud Christophersen), og med en centerhalf (hed det dengang) der dækkede placeringen som 6’er (i B.93 Poul ”Pølse” Jensen). De to halfbacks sprintede op og ned ad kanterne og profiterede af Tarps præcise og konstruktive afleveringer. Forbilledet var så afgjort KB’s Nils Middelboe der blev Danmarks første defensivspiller i den allerhøjeste verdensklasse. Ved OL i 1912 spillede Middelboe blændende og visionært som den spilopbyggende forsvarer, helt i samme ånd som Brasiliens Bellini og tyske Beckenbauer mange årtier senere. Greven sugede inspiration til sig og perfektionerede sin elegante stil.
Som forsvarer havde Tarp gavn af et excellent makkerskab med førnævnte Poul Jensen i B.93 og på landsholdet. ”Pølse” var en enormt dygtig centerhalf der da også spillede hele 30 landskampe i 1920’erne, og var med til at skrive bogen ”Tre på landsholdet” sammen med AB’s Harry Bendixen og KB’s Valdemar Laursen. Hårde konkurrenter i 1. division, men gode kammerater i rød-hvidt.
Desuden var det utvivlsomt en fordel at Fritz Tarp havde en fortid som angriber. I hans første landskampe fungerede han som den intelligente og spilfordelende centerforward. Lidt tilbagetrukket og god til at møde bolden i opspillet. Altså som en moderne target man, eller ”falsk 9’er”.
I 1920 konkurrerede Greven med Carl Skomar’ Hansen om pladsen som landsholdets centerforward. Det var to virkeligt forskellige angribertyper. Carl Sko var den lille skudstærke opportunist, mens Tarp var teknikeren med det kølige overblik. Gradvist faldt B.93’eren dog længere tilbage på banen og endte med at finde sin rolle som sublim forsvarsgeneral i 1920’erne.
Storspiller i en epoke med selvvalgt isolation
Desværre faldt Grevens storhedstid sammen med en periode, hvor landsholdet nok endnu havde internationalt format (der var i alt fald mange virkeligt dygtige spillere), men DBU ønskede ikke at deltage i turneringsfodbold efter et på mange måder skandaløst OL i Antwerpen i 1920. Den efterfølgende isolation skabte en slags ørkenvandring, hvor dansk elitefodbold manglede sparring på det absolutte topplan, og efterhånden sakkede agterud. Tarp vakte alligevel opsigt internationalt og blev ofte omtalt som en af kontinentets bedste forsvarsspillere.
Det danske landshold havde endnu i 1930 format nok til at slå Tyskland med hele 6-3. Greven spillede i alt 44 landskampe spredt ud over 16 år. Dengang et enormt antal. Han var anfører i de fleste.
Efter sin lange aktive karriere, med hele fem mesterskaber med B.93, var Tarp en årrække leder i sin hjerteklub, og i ”Stævnet”, og desuden formand for UK. Han figurerer blandt de stærkeste idealistiske amatør-forkæmpere i dansk fodbold. Desuden havde Greven en ”civil” karriere som direktør i Husejernes Assurandørforening. Han var en flittig og hæderlig mand med rødder i en velstående manufakturhandler-familie fra Ringsted. Hans baggrund fornægtede sig ikke.
Knud Lundberg fortalte en skæg, men også karakteristisk historie om Greven i dennes UK-tid. Efter en landskamp i 1940’erne mødte Lundberg og B.1903’eren Børge Mathiesen op til den obligatoriske banket uden slips. Og blev nægtet adgang af UK-formanden. Der skulle være stil over det – også selv om spillerne unægtelig var fest-bankettens naturlige hovedpersoner. Lundberg og Mathiesen gik på værtshus i stedet.
Fritz Albert Tarp døde alt for tidligt som 58-årig i 1958. Men han satte sig nærmest mytiske spor i eftertiden, hvor treback-systemet efterhånden spolerede forsvarsspillernes konstruktive forpligtelser og reducerede dem til mandsopdækkere og match-spoilere. Indtil Brasiliens Bellini i 1958 – og altså senere Der Kaiser Beckenbauer – anviste nye veje, der måske i virkeligheden ikke var så nye endda.
