Han ændrede fodbolden for altid: Historien om manden, der gjorde backs til stjerner
Enhver purk, der spillede fodbold i en dansk klub i 60’erne og 70’erne, kendte scenariet: Træneren stod med 20-25 små, håbefulde knægte foran sig og skulle sætte et par hold op til en træningssession på stor bane. Han kiggede sig omkring og valgte typisk de små hurtige som wings og de iøjnefaldende dygtigste som forwards. Backerne blev valgt til sidst. ”Du er stor og stærk,” sagde for eksempel fodboldtræneren for miniputterne i Glostrup IC til forfatteren af disse linjer, da jeg mødte til den første træning på Østervangbanerne som syvårig i 1977. ”Ned på højre back-pladsen med dig.” Underforstået: ”Du ser tyk og langsom ud. Nede i forsvaret, ude i siden, kan du formentlig gøre mindst skade.” Så de tunge, lidt klodsede spillere var de ”fødte” backs.
Et stykke hen ad vejen afspejler det så nogenlunde synet på de ”ydre” forsvarsspillere i dansk fodbold på den tid. Kunne man møve og tackle, og fyldte man godt op i landskabet, så var man godt back-materiale. Pyt med, at man ikke havde så meget bold i sig, for backerne gik jo – som en fast tommelfingerregel – aldrig op over midterlinjen. Chancen for at udvikle interessante tekniske kompetencer var lige så magre som datidens anorektiske model Twiggy. Så kom Sportslørdag i 1977/78.
Oprykkerne Nottingham Forest havde et aldeles forrygende år, der som bekendt endte med et sensationelt engelsk mesterskab. Brian Clough fik på mange måder optimalt udbytte af sit materiale. Egentlig byggede det på ret traditionelle britiske dyder. Der blev løbet og fightet, så det var en fornøjelse. Men det formfuldendte og polerede fodbold kom i anden række. Bevares, der var sublime teknikere som John Robertson og Tony Woodcock, men holdets spillestil kom især til udtryk gennem folk som kaptajnen John McGovern og centerhalfen Larry Lloyd. Slidstærke og fysisk overlegne, men meget begrænsede teknikere. Holdets absolutte åbenbaring var utvivlsomt højrebacken Viv Anderson.
Han var iøjnefaldende med sin mørke hudfarve og sit store mikrofonhår, men det var frem for alt hans måde at agere back på, der fik fodboldfolket til at spærre øjnene op. I Forests triumfsæson sendte Sportslørdag to gange fra City Ground. Nottingham besejrede Coventry City i december 77 med 2-1, og siden i februar 78 blev Wolverhampton slået med 2-0. I begge kampe brillerede og imponerede Viv Anderson med sin banebrydende offensive stil. Sådan kunne man også spille back! Det blev en sand øjenåbner, og Anderson kom til at sætte helt nye taktiske standarder. Med sit stilfulde løb med bolden op langs sidelinjen fik han etableret et effektivt samarbejde med wingen Martin O’Neill. Der blev sat pres på modstanderne på en helt anderledes facon, end hvis man havde praktiseret den traditionelle lange aflevering op ad kanten, eller frem i midten mod holdets targetman.
Til tv-seernes almindelige forbløffelse kunne Anderson godt overkomme sine defensive forpligtelser, samtidig med at han bød ind offensivt med sine rush op ad flanken. Ellers dækkede John McGovern eller Archie Gemmill af, mens man byggede spillet op.
Undertegnede var en af – sikkert – mange ungdomsspillere, der i bund og grund var dødtræt af at være back, fordi pladsens arbejdsbeskrivelse var så trist og destruktiv, og så utroligt lidt offensiv og konstruktiv. Viv Anderson bidrog til at skænke spillet et helt nyt perspektiv. Nu om dage er wingback-pladsen den måske mest udfordrende og på mange måder afgørende rolle på et fodboldhold. De offensive backs skal konstant være i bevægelse, de skal kunne dække og tackle, men de skal så sandelig også støde med frem. Chancen for at score, dominere og vinde fodboldkampe kan ofte afspejles i, hvor ofte og hvor flittigt holdets wingback har været gæst ved fjendens baglinje. Det er derfra, de vigtige indlæg og ”cut backs” leveres. Den udvikling har Viv Anderson uomtvisteligt en aktie i.
Forests kunststykke
Viv Alexander Anderson var en indfødt Nottingham-knægt, der fik sin første professionelle kontrakt med Forest i 1974, efter at Manchester United faktisk havde vendt tommelfingeren nedad. Brian Clough overtog Forest i 1975 i 2. division og spottede hurtigt det enorme – og altså ganske banebrydende – talent. I 1976/77 var Anderson en vigtig brik i den oprykning, som faktisk kom meget knebent i hus, men som jo altså blev platform for et overrumplende engelsk mesterskab allerede året efter – og derefter hele to Europa Cup-triumfer.
I mesterskabssæsonen vandt Nottingham desuden Liga Cuppen med en finalesejr over Liverpool. Det foregik over to tætte dyster (0-0 og 1-0), hvor Nottingham lykkedes med at sætte den fysiske dagsorden og holde Liverpools teknikere nede. I begge opgør spillede Viv Anderson over for formidable Steve Heighway, og Nottingham-forsvareren holdt den irske dribler i uhyre stramme tøjler.
Den sportslige hverdag på stadioner rundt omkring i landet var – ligesom det var tilfældet med the Three Degrees (i WBA, red.) – præget af racistiske tilråb og sange, hån og banankast. De farvede spillere, der ”brød barrieren” og tiltvang sig et nationalt og internationalt gennembrud, måtte døje med mangt og meget på en stenet vej gennem karrieren.
Banede vejen for kommende generationer
Den 29. november 1978 blev Anderson så den første farvede spiller nogensinde på det engelske A-landshold. 92.000 tilskuere på Wembley bevidnede denne milepæl, og desuden en engelsk 1-0-sejr over Tjekkoslovakiet på et mål af Manchester Uniteds Steve Coppell. I dagens anledning havde landstræner Ron Greenwood rykket Leeds Uniteds Trevor Cherry over i venstre forsvarsside for at gøre plads til debutanten.
Godt et år senere spillede Anderson sin første betydende landskamp, da England fik besøg af Bulgarien i EM-kvalifikationen. Først i sin ottende landskamp oplevede backen et nederlag. Det var i 1981, da England tabte til Skotland i den traditionelle Home Nations-turnering. I alt spillede Anderson 30 landskampe, den sidste i 1988.
Brian Clough solgte sin geniale offensive wingback-opfindelse til Arsenal i 1984. På Highbury udgjorde Anderson et strålende backpar sammen med Kenny Sansom. Senere fulgte en gradvis omskoling til center forsvarer, en rolle, han løste med udmærkelse, da han senere spillede for Manchester United og Sheffield Wednesday. I 1995 trykkede alderen efterhånden. Den da 39-årige Viv Anderson var ikke længere i stand til at trænge ind på førsteholdet i Middlesbrough og valgte så at indstille en smuk karriere.
Ligesom Cyrille Regis og Brendon Batson blev Anderson hædret med en ridderorden for indsatsen i nationens tjeneste. Den banede i høj grad vejen for mange andre, for eksempel Stoke Citys Mark Chamberlain, Luton Towns Ricky Hill og Brian Stein, QPR’s Les Ferdinand, Tottenhams Garth Crooks og Arsenals David Rocastle (for blot at nævne nogle få).
