Han tog en lur før kamp - og vågnede op til at blive engelsk landsholdshelt
Bristol er, med knapt en halv million indbyggere, den største by i Sydvestengland. Byens stolte våbenskjold vidner om en historie der er tæt knyttet sammen med skibsfarten. På det gamle ”coat of arms” fra 1500-tallet ses et sejlskib der stævner ud fra en fæstning. Bristol var engang verdens største havneby.
Fodboldmæssigt har man dog ikke haft ret meget at skrive hjem om. I den professionelle fodbolds barndom udgik kraftcenteret fra de industrielle storbyer i Nordengland.
Bristol Rovers blev grundlagt under navnet Black Arabs i 1883. Det usædvanlige navn stammer fra rugbyholdet The Arabs, der allerede dengang var en magtfaktor indenfor den sport, som traditionelt har været mest populær i byen.
Rovers lyder kælenavnet The Pirates, hvilket reflekterer byens maritime betydning og status. Tilhængerne kaldes The Gasheads, et minde om at man tidligere havde stadion i Eastville ved siden af Bristols gasværk. Siden 80’erne har supporterne sunget chanten ”Proud to be a Gashead” foruden selvfølgelig klubbens kendingsmelodi, ”Goodnight Irene”. Desværre har Rovers’ fans – endda helt op i nutiden – været forbundet med vold og hooliganisme. Lokalopgørene mod Bristol City, Plymouth Argyle og Swindon Town har ofte været præget af slagsmål og uro.
The Pirates har aldrig spillet i den øverste række i engelsk fodbold, men det var tæt på et par gange i 1950’erne, hvor Rovers kunne præsentere en formidabel ”one club man”, forwarden Geoff Bradford.
Syvsoveren
Født på denne dag i 1927.
Geoff Bradford var en af de dér fantastiske angribere, som forsvarsspillerne bare ikke kan give en centimeters plads uden at skabe en dødsensfarlig situation. Han var konstant pågående, skudstærk og i besiddelse af den berømte ”næse” for chancernes opståen. Bradford er uden tvivl den største profil, der har båret Bristol Rovers’ meget specielle blå-hvide trøje med fire felter.
Rovers’ legendariske manager Bert Tann dannede i starten af 50’erne en eksplosiv angrebsduo med Bradford og Alfie ”The Baron” Biggs. De to hamrede mål ind i stimer.
I de to rivaliserende Bristolklubber havde man på den tid hver sin målkonge. Hos City var det den aldeles fremragende John Atyeo (der har sit eget kapitel i min bog, 40 Fantastiske fortællinger fra fodboldens moderland), og Rovers havde Geoff Bradford. Det afstedkom selvfølgelig en masse polemik i byen om hvem af de to der var bedst. En debat der er fortsat helt op i nutiden.
Bradford kaldtes altid ”Rip”, efter fortællingen om Rip van Winkle der sov i 20 år, idet han, mens holdkammeraterne varmede op før en kamp, altid tog sig en lur i omklædningsrummet indtil umiddelbart før kickoff, hvor han blev vækket og så vågnede op til dåd. På grønsværen var der dog ikke meget syvsover over ham. Han kløede på med enorm energi og gjorde livet surt for enhver modspiller.
Scorede mod Danmark
I 1955 opnåede ”Rip” den ultimative anerkendelse; en udtagelse til det engelske landshold. Geoff debuterede for Three Lions i København i en venskabskamp mod Danmark. En proppet Idrætspark med 50000 tilskuere overværede mødet imellem de lokale helte med Knud Lundberg, Per ”Valentino” Henriksen og ”Mælkedrengen” Ove Andersen, og de store engelske forbilleder, hvor stjernenavne som Tom Finney, Billy Wright, Jackie Milburn og Nat Lofthouse vækkede naturlig opsigt.
Især samarbejdet mellem Englands ”falske 9’er”, den senere Leeds-boss Don Revie, og Boltons sublime målscorer Nat Lofthouse var en oplevelse. England sejrede med 5-1 og de to omtalte angribere nettede to gange hver, mens Knud Lundberg scorede for danskerne. Geoff Bradford satte det sidste søm i hjemmeholdets kiste ved at passere Per Henriksen 10 minutter før tid. Alligevel var den engelske presse lunken. 5-1-sejren var ikke tilstrækkelig til at imponere journalisterne, og på trods af debutantmålet fik Geoff ikke særlig flatterende omtale. En skade kort efter betød at Bradford gled ud af udtagelseskomitéens synsfelt, og sådan forblev det.
Aldrig i øverste række
Til gengæld havde Geoff en kanonsæson med Rovers. Han og Alfie Biggs terroriserede alle opponenters forsvarere, og det gjaldt også i FA Cup turneringen, hvor Matt Busbys kæmpefavoritter fra Manchester United blev sendt hjem fra Eastville med et sensationelt 4-0-nederlag. Bristol lå længe til oprykning til 1. division, men det forjættede land fortonede sig i tågerne da en knæskade til Geoff Bradford svækkede Piraternes togt. I den sidste ende måtte man nøjes med en sjetteplads, blot fire points fra avancementet. Med en fit Bradford på toppen i de afgørende kampe, havde Rovers sandsynligvis rykket op. Og så kunne klubhistorien have formet sig helt anderledes.
Geoff stoppede karrieren som 37-årig i 1964 efter 461 ligakampe og 242 scoringer. Han forlod aldrig Bristol selv om bl.a. Liverpool forsøgte at købe ham. ”Rip” trak sig tilbage til en rolig tilværelse som tankbilchauffør. Den gamle centerforward gik bort 1994.
