I Herning er der lagt op til fest. Byens stadion skal huse en OL-udtagelseskamp mellem det danske U- og B-landshold. Andetsteds i det midtjyske gør man klar til ungskuearrangement og jyske svømmemesterskaber. Men alt kommer til at blive aflyst, for denne dag er den sorteste i dansk fodbolds historie.

Regnen siler ned i Kastrup Lufthavn. DBU’s generalsekretær Erik Hyldstrup entrer det lille de Havilland Dragon Rapide fly, der skal bringe ham og 9 spillere til kampen i Herning. Men piloten, Stig Vindeløv, giver kontraordre: ”Der er for meget vægt pga. al bagagen og det spillertøj der skal fragtes med”. Hyldstrup og Fremspilleren Erik Dyreborg (dengang Poulsen) må løbe hen til den anden maskine, som DBU har chartret hos redningsselskabet Zonen på denne dag. Her finder de B.93’erne Bjarne Ekelund og Bendt Jørgensen og Køges energiske wing Hans Andersen, sammen med UK-formanden Spang Larsen og DBU’s Ib Skotnborg og A. F. Skou. Piloten er ved at varme motoren op da ”Generalen” Hyldstrup og Erik ”Manne” finder deres pladser. Fra vinduerne kan passagererne knapt skimte det første fly i dets take off i det voldsomme regnvejr.

I den flyvemaskine sidder, foruden piloten Vindeløv: KB’erne Per Funch Jensen, Arne Karlsen og Kurt Krahmer. Fremspillerne Søren Andersen og Ib Eskildsen. AB’s Erik Pondal Jensen. Børge Bastholm Larsen fra Køge samt Ikasts Erling Spalk. 

Flyveledelsen meddeler over radioen, at sigtbarheden er ca. 2 kilometer, hvilket er inden for det acceptable ifølge reglerne, men piloten må selv vurdere på stedet, hvor vidt flyvningen er forsvarlig. Det mener Vindeløv. En time forinden har et SAS-passagerfly afgivet en melding om kraftige byger og ”tung regn”, men dette bliver ikke taget til følge. Umiddelbart efter at flyet er lettet, rammes de Havilland maskinen af en sådan byge. Flyet har ingen vinduesvisker og sigtbarheden er lig nul. Piloten må derfor forlade sig på det automatiske gyroskop for at være i stand til at beregne horisonten, men dette fungerer kun når maskinens motorer er tilstrækkeligt varme, og Stig Vindeløv fejlbedømmer situationen og den kraftige sidevind. Han forsøger at vende flyet, men det ”staller” i 100 meters højde og styrter med fuld kraft direkte ned i vandet blot 50 meter ud for lufthavnsområdet i Kastrup. 

Det massive nedslag smadrer maskinen og knækker det i to dele. Vingerne brækker af og vandet strømmer ind i kabinen. Passagererne bliver slået bevidstløse og drukner på deres siddepladser. To fiskerbåde fra Dragør iler til ulykkesstedet, og meget hurtigt kommer der redningsmandskab fra Falck og Zonen til stede. Flyet ligger på lavt vand og det er muligt at vade derud. Piloten er i live og ved bevidsthed. Han er fastklemt og hårdt såret og bringes på hospitalet, hvor man amputerer hans ene ben. Spillerne bjærges og en er i live, det er målmanden Per Funch Jensen. Han hastes i ambulance til sygehuset, men hans kvæstelser er for omfattende og Per står ikke til at redde. 

I fly nummer 2 siger piloten opmuntrende til sine passagerer: ”Det første fly har måttet nødlande. De får nok våde fødder”. Men bemærkningen er på ingen måde repræsentativ for katastrofens omfang. 

I Herning bliver forventningen glæde vendt til fuldkomment chok. En dybt rystet klubformand, Sigvald Olesen, må informere over højttaleranlægget, at flyet fra København er forulykket og at eftermiddagens kamp er aflyst. Publikum står som lammede. OB-backen Kaj Johansen skulle have været med ulykkesflyet, idet han aftjente værnepligt i Holbæk. I sidste øjeblik var han imidlertid blevet bevilget en forlænget weekendorlov, således at han – i god tid – kunne tage toget til det jyske. Johansen bryder fuldkommen sammen, ligesom hans kammerat fra B.1909, John Danielsen. De må have nervetabletter på stedet. Landstræner Arne Sørensen græder og fremstammer: ”Jeg har kendt de drenge siden de trådte deres barnesko som fodboldspillere. Jeg har rejst med dem, trænet med dem, og de har været mit halve liv”. 

Arne får dog sundet sig og sammenkalder alle de tilstedeværende spillere der skulle have medvirket i opgøret i Herning. Han udviser handlekraft og får dem indlogeret på den Jyske Idrætshøjskole i Vejle. Det er en god beslutning. Alle er i dybt chok, og sammen kan de få talt ud om deres følelser og bearbejdet situationen. I dag ville vi kalde det akut krisepsykologi. 

De hektiske forberedelser til OL

Forud er gået et hektisk og kaotisk forløb med en lang række udtagelses- og testkampe der skulle forme og sammenspille det danske OL-hold til sommerens Olympiske Lege i Rom.

OL-truppen har været udtaget i flere omgange, hvorefter den alligevel er blevet ændret. Senest er Næstveds Jørgen Hansen blevet indlemmet efter flere gode præstationer, selv om han ikke figurerede i den oprindeligt udtagne trup, end ikke som reserve. AIA’s Poul Pedersen har betegnet processen som et kaos og et rivegilde, hvor spillerne er sat op imod hinanden i urimelige konkurrencesituationer, der ikke har fremmet holdets sammentømring. Desuden mener han, at den københavnske presse har kørt en usaglig kampagne for at influere på landstrænerens dispositioner og udtagelseskomitéens beslutninger. En skuffet Poul Pedersen må se sig vraget som anfører. Et hverv der i stedet bliver givet til Vejlefighteren Poul Jensen. Det er en kendt sag, at dele af sportspressen har advokeret kraftigt for, at HIK’s Ole Madsen skulle med til OL i stedet for det unge stjerneskud Harald Nielsen.

Men Ole Madsen har arbejdsmæssige forpligtelser og private prioriteringer der har afholdt ham fra at deltage i landsholdets intensive træningsprogrammer, og ”Vognmanden” melder fra til OL. Han ser derfor ingen grund til at tage til Herning, og melder afbud til den skæbnesvangre udtagelseskamp. Det redder hans liv. I stedet udtager DBU Brønshøjs Erik Nielsen (Kent Nielsens far), men han må melde fra med en skade. Det redder hans liv. 

Så bliver Frems Søren Andersen inddraget. Andersen har ikke meget lyst. Han har fødselsdag (23 år) og kampen er ret udsigtsløs for hans vedkommende. OL er ikke inden for rækkevidde. Men klublederne overtaler ham: ”Du repræsenterer jo Frem, og desuden er det godt for Ib, at du er med”. Det er den blot 19-årige forsvarsspiller Ib Eskildsen, som der refereres til. Ib var udtaget til at spille for U-landsholdet, og han var taknemmelig over at Søren Andersen alligevel valgte at tage med. Det er godt at have en at læne sig opad.

KB har tre mand repræsenteret i ulykkesflyet

Per Funch Jensen var blot 21 år og et af dansk fodbolds største målmandstalenter gennem tiderne. Trods sin unge alder havde Funch allerede repræsenteret nationen i 4 landskampe. Han var udtaget til den danske OL-trup før tragedien. Han gik i døden med to nære kammerater:

Den 20-årige centerhalf Arne Karlsen havde spillet 3 landskampe og var, ligesom Funch Jensen, udtaget til OL. Karlsen var et blændende talent som forsvarsspiller. 21-årige Kurt Krahmer var endnu et strålende fodboldtalent fra KB. Han benævntes på det tidspunkt som en ekstraordinær supertekniker in spe. 

En fjerde KB’er, halfbacken Bent Krog, meldte afbud pga. sygdom aftenen forinden. Det reddede hans liv. I Bents sted blev der (heldigvis) udtaget en jysk spiller, Peter ”Pind” Poulsen fra Vejle.

Den, der nok har været mest allermest spændt og motiveret i det ulyksalige rejseselskab, må have været den 19-årige forsvarsspiller Erling Spalk fra Ikast. Han var med flyet fordi han på det tidspunkt var på løjtnantskole på Kronborg. Han må have glædet sig usigeligt til at flyve hjem for at repræsentere et dansk landshold for første gang – og så endda på hans egen hjemegn. 

Erlings familie var hjemsøgt af sorg og tragedier. En ældre bror var kort tid forinden afgået ved døden. Da de forfærdelige nyheder nåede frem til Herning Stadion, kontaktede Ikast fS’ formand A. Dokkedal straks Spalks forældre. Han havde nemlig fået at vide, at Erling var i fly nummer 2 og dermed uskadt. Nogle minutter senere måtte Dokkedal ændre sin første meddelelse. Han brød fuldkommen sammen over for den sønderknuste familie.

Afskeden

Det er ikke for meget sagt, at ulykken hensatte Danmark i sorg.

Børge Bastholm Larsen blev bisat i Køge med ordene: ”Børge Bastholm nød i sjælden grad ledernes og sine kammeraters tillid. Ikke blot fordi han kunne spille fodbold, men fordi man hos ham fandt netop de egenskaber, man venter at finde hos en virkelig sportsmand, der altid respekterede kammeratskabets love”. 

Der blev taget afsked med de tre unge KB’ere i Frederiksberg Kirke. En knuget Einer Middelboe sagde: ”I var blandt dem som en klub ikke kan undvære. Tak for jeres eksempel. Vi er lykkelige for at vi har kendt jer så godt. Det har beriget os. Sammenhold var så typisk for jer, det viste I til det sidste. Sammenhold er en god klubs adelsmærke. Det viste I mere end nogen”. 

Søren Andersen og Ib Eskildsen blev også bisat sammen. Præsten i Skt. Matthæus Kirke på Vesterbro satte ord på tragedien: ”For nogle måneder siden stod Søren Andersen her foran mig med sin unge brud. Men at deres vandring skulle blive så kort, havde ingen troet. Søren Andersen og Ib Eskildsen var besjælet af den rette sportsånd. De havde lært, at fællesskabet giver sejr”. 

Erik Jensen blev, efter familiens ønske, begravet i dybeste stilhed. Anderledes blev det i Ikast, hvor hele byen var mødt op for at følge Erling Spalk til hans sidste hvilested. Pastoren omtalte Erling som ”gæv, usædvanligt lovende, storartet. Et prægtigt menneske”. Men det var nok Erlings far, fabrikant Richard Spalks ord der gjorde størst indtryk: ”Erling var som en forårsvind, når han kom hjem til os. Så glad og taknemmelig. Der blev altid noget lyst tilbage når han havde været her. Vi har grædt sammen, men mærket at smilet lyste igennem. Jeg har svært ved at fatte, at min søn ikke er her mere, men vil forsøge at finde trøst i de lyse minder om ham”. 

Mindesmærke

For 2 år siden satte det det fodboldhistoriske Gandil-Selskabet sig for at få opført et varigt minde for De 8.

Glædeligvis har Københavns Kommunes Borgerrepræsentation velvilligt stillet 1,4 millioner kroner til rådighed til et mindesmærke/kunstværk, der kommer til at blive opstillet i Valby Idrætspark i indeværende år.

Det bliver et smagfuldt og æstetisk smukt mindesmærke, der tingsliggør og hædrer de omkomne på en værdig og respektfuld måde.

Mindesmærket kommer til at blive opført i Valby Idrætspark.