En af mine personlige favoritter, Steve Coppell, fylder 71 år i dag.

Med sit sprælske, energiske og altid udfordrende wing-spil var højrekantspilleren en af Sportslørdag-epoken mest seværdige profiler.

Coppell er født i Liverpool og spillede oprindeligt i Tranmere Rovers, men det blev i Manchester United, han fik sin storhedstid. 

Det var forfriskende, at United spillede med to offensive wings i 70’erne, hvor Gordon “Merlin” Hill huserede i venstre side. Det gav mange underholdende kampe i anden halvdel af halvfjerdserne.

Højdepunktet i karrieren var FA Cup triumfen i 1977, hvor United slog favoritterne, Liverpool i finalen på Wembley. 

Coppell opnåede 42 A-landskampe for England. En knæskade betød desværre, at dribleren måtte stoppe som blot 28-årig i 1983.

Siden fik Steve Coppell en lang og fin managerkarriere i bl.a. Crystal Palace.

Wing-traditionen

De klassiske wings havde en enorm indflydelse på underholdningsværdien- og kvaliteten i de engelske tipskampe. De klassiske wings var intet mindre end en institution i England. 

Devisen var fuldkommen klar: De to fløje skulle gøre spillet bredt, og de skulle udfordre og afdrible deres direkte modspiller, backen, så der kunne komme brugbare indlæg fra baglinjen ind mod en anden klassisk spillertype i britisk fodbold: den store, stærke centerforward. Således var disse to arketyper tæt forbundet. Når driblingen var et krav, et taktisk must for wingen, så skulle det jo blive seværdigt. Det fremmede opfindsomheden og den tekniske kunnen, hvad angår finter og boldbehandling. Desuden skulle wingen jo kunne slå afleveringer med kvalitet, ofte i fuld fart med bolden. 

Som tv-seer sad man i spænding. Hvad fandt wingen på næste gang? Når kantspillerne var i hopla og kørte rundt med ”deres” backs, var det fodboldkreativitet på højt plan. Hvor man dog savner driblingen i moderne fodbold! 

I talentudviklingen i dansk fodbold har det mange steder været nærmest forbudt i årevis at tage mere end to-tre berøringer i træningen af ungdomsspillerne. Bolden skal flyttes hurtigt fra mand til mand, helst med førstegangsafleveringer, og det giver på mange måder rigtig god mening. Men det er synd og skam, at man derved ekskluderer finte/driblespillet og underminerer udviklingen af de helt særlige spillertyper, der er i stand til at udfordre og sætte en modstander af. 

Den grundlæggende opfattelse er, at spillernes hurtighed og fysiske formående har gjort spillepladsen så ”lille”, at det forsinker spillet alt for meget, når en aktør tager for mange berøringer. Den tid, som det tager at udføre en dribling, giver andre modstandere tid til at komme på plads og bakke op. Det synes mere effektivt at flytte bolden hurtigt. I en gennemsnitlig Superligamatch ser man stort set aldrig en dribling. Det er nu synd. Og forkert. 

Driblingen kan effektivt bryde de stramme kæder, som mange hold bruger oceaner af taktisk træningstid på at få til at frem stå snorlige og som en velorganiseret enhed. Den indebærer også et væsentligt psykologisk moment. Hvem får det mentale overtag i mand mod mand-situationerne? Eller, som vi tænkte, når vi så de gamle engelske wings: Hvad finder han nu på? En forsvarer, der agerer over for en offensivspiller, som uophørligt prøver at afdrible, vil have vanskeligt ved at opretholde den psykologiske upper hand. Driblingen er måske i nogen grad gået af mode, men den vil aldrig tabe sin berettigelse. 

I engelsk fodbold var wingspillet i generationer uomgængeligt. I tiden efter 2. verdenskrig rådede England over blændende wings som Preston-blikkenslageren Tom Finney og ikke mindst driblingens troldmand, ikonet Stanley Matthews. 

I 1960’erne lancerede Alf Ramsey sin berømte ”Wingless Wonders” taktik, der gjorde op med fløjspillet som nærmest uangribelig institution i engelsk fodbold. Systemet blev en gigantisk succes og en medvirkende faktor i Englands VM-triumf i 1966. Det smittede selvfølgelig af på klubberne.

Alligevel ”overlevede” wingspillet i fodboldens moderland. Det blev tilsyneladende anset for at være en uundværlig del af fodboldkulturen. Tradition og historik har en betydning, som ikke må undervurderes. Mange steder søgte man dog et taktisk kompromis. Man kunne jo spille med én wing i den ene side og så en hængende angriber i den anden. 

Dette skæve fløjspil efterlod fortsat plads til de højtelskede driblere, men kritikere mente, at formationen var for nem at regne ud og dermed dæmme op for. I 1970’erne begyndte flere klubber atter at spille med to wings. For eksempel Manchester United, der gav plads til to formidable fløjdriblere i Gordon Hill og Steve Coppell. 

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det seværdige, ”brede” angrebsspil var med til at underbygge Manchester Uniteds globale popularitet og internationale brand. 

I dag er Bukayo Saka, Noni Madueke, Anthony Gordon m.fl. dygtige ”arvtagere” af en fin tradition, der havde en af sine fineste repræsentanter i dagens fødselar. De nuværende landsholdsstjerner står på skuldrene af folk som den lille spinkle dribler, der bjergtog Old Trafford.