Han chokerede Arsenal - så styrtede hans liv i grus
Det lange sorte hår er forsvundet. Ansigtet er magert og hærget. Men Michael “Mickey” Reginald Thomas har også levet hårdt og turbulent. Det er efterhånden mange år siden, at den lille walisiske dribler markerede sig som en af engelsk fodbolds mest interessante individualister. Men øjnene fyldes med liv, når han ser tilbage på de store øjeblikke på grønsværen.
Mickey medvirker i et par interviewsekvenser i den populære dokumentarserie ”Welcome to Wrexham”, hvor han beretter om nogle af højdepunkterne med De Røde Drager. Det er heller ikke for meget sagt, at han er en af de allerstørste profiler, Wrexham har kunnet præsentere i klubbens lange historie. I min optik er han i top-3 sammen med legenderne Joey Jones og Arfon ”Prince of Wales” Griffiths.
Mickey vandt to gange den walisiske pokalturnering med klubben fra den gamle kulmineby, og det betød, at Wrexham (som aldrig har spillet i den bedste engelske række siden stiftelsen i 1865) kvalificerede sig til europæisk fodbold.
Det europæiske eventyr
I 1976 nåede Wrexham helt frem til kvartfinalen i Europa Cup turneringen for pokalvindere. I første runde blev svenske Djurgården slået med samlet 3-2, og derefter stod polske Stal Mielec for fald med i alt 3-1. Det betød at Wrexham nu stod i en kvartfinale i en europæisk cupturnering. Et bemærkelsesværdigt resultat. Modstanderen var den belgiske storklub Anderlecht, der netop på den tid begyndte at røre på sig som en international magtfaktor. Anderlecht stillede med de hollandske superstjerner Arie Haan og Rob Rensenbrink, og dertil en stærk kadre af belgiske landsholdsspillere, Hugo Broos, Francois van der Elst, Gilbert van Binst, Ludo Coeck, Franky Vercauteren m.fl.
Den snu taktiker og talentudvikler, John Neal, havde det taktiske ansvar i Wrexhams managersæde. Opgaven syntes på forhånd ganske umulig, men 3. divisionsholdet smøgede ærmerne op og fightede sig til et smalt 0-1-nederlag i det første opgør på Parc Astrid i Bruxelles.
20000 entusiastiske tilskuere mødte op til returkampen og bakkede hjemmeholdet op med korsang af fineste kaliber og kraftigste volumen, så det rungede helt ud i de grønne dale. Gæsterne tog taktstokken med fint poleret spil fra begyndelsen, men waliserne bød ind med tunge tacklinger og hidsige kontraangreb.
Efter 0-0 ved pausen begyndte belgierne at blive synligt nervøse. Wrexham tilkæmpede sig et overtag og truede favoritterne med en serie dødbolde og fløjindlæg. I det 61. minut kom forløsningen. Angriberen Stuart Lee kom først på en løs bold efter et hurtigt walisisk angreb og passerede Anderlechts hollandske keeper, Jan Ruiter. Opildnet af begejstringen på lægterne gik Wrexham straks efter 2-0-scoringen, der kunne blive storfavoritternes dødsstød. Et hårdt pres bragte Anderlecht fuldkommen på hælene og hjemmeholdet tilspillede sig 3-4 gigantiske chancer. Men marginalerne var med belgierne. Med et kvarter tilbage blev håbet slukket. En kvik kombination mellem Haan og Rensenbrink bragte sidstnævnte på frit skudhold og den dobbelte VM-sølvvinder udplacerede Wrexhams målmand, Brian Lloyd. Waliserne opgav ikke og fightede til sidste fløjt, men det lykkedes ikke at få de to mål der nu var nødvendige for at nå sensationen.
Dværgen besejrede ikke kæmpen, men den heroiske fight gav international genlyd. Anderlecht understregede sin kvalitet ved siden at vinde hele turneringen med en finalesejr over West Ham United (4-2).
Fanfavoritten
I det episke opgør på Racecourse Ground manglede Wrexham desværre holdets mest spændende offensive spiller, idet Mickey Thomas måtte sidde udenfor med en skade. Med ham på banen havde opkomlingenes drøm måske gået i opfyldelse.
Thomas’ tekniske potentiale var på højde med de allerbedste walisiske wings gennem tiderne, folk som Ryan Giggs, Cliff Jones, Billy Meredith m.fl. Mickey var lille og pågående, lynhurtig og teknisk brillant. Han elskede at drible og udfordre, og når han var i optimalt spillehumør, var han næsten ustoppelig.
Sammen med kammeraten Joey Jones (der senere blev en yderst værdifuld back i Liverpool FC) blev Thomas ansat i Wrexham i 1969 på en lærlingekontrakt, hvor de to 15-årige knægte til at begynde med blev sat til at pudse støvler og feje på stadionlægterne og den slags. Allerede i 1972 slog Thomas igennem på førsteholdet under manager John Neals ledelse. Hans spillestil gjorde ham hurtigt til fansenes favoritspiller.
I 1976 debuterede han på Wales’ landshold og opnåede siden 51 landskampe. Trods en oprykning til 2. division i 1978 stod det klart, at Wrexham ikke kunne holde på supertalentet. I efteråret 1978 skiftede Thomas på en transfer til Manchester United. Selv om det blev til næsten 100 ligakampe for United, så var det alligevel som om, at potentialet ikke helt blev indfriet. Thomas’ præstationer var for svingende, og i 1981 blev han købt til Everton af Howard Kendall. Denne indså hurtigt, at han havde begået en fejl. Mickey havde private problemer og – selv om det var en tid med en løs alkoholkultur og bred tolerancetærskel – skejede han alt for meget ud. Efter en åben kontrovers med Kendall blev Thomas skippet til Brighton. Det blev signalet til en lang række hurtige skift mellem klubber, der nok alle regnede med, eller håbede på, at de kunne sætte skik på Thomas’ mentalitet og tilgang.
Voldsom deroute – og et sidste glimt af genialitet
Kun i Stoke City oplevede wingen en (kort) periode med reel sportslig succes. Han endte med at søge tilflugt i den amerikanske indendørsliga i Wichita. Efter yderligere nogle turbulente år vendte Mickey i 1991 tilbage til udgangspunktet i Wrexham. Han opnåede at brillere med et sidste glimt af genialitet, da han – med en sublim præstation og et fabelagtigt frisparksmål – førte Wrexham til en sensationel FA Cup sejr over de engelske mestre, Arsenal, i januar 1992. Han var da 37 år og en broget karriere lakkede mod enden.
Alkoholen slap desværre ikke sit tag, og Thomas kom i store økonomiske vanskeligheder. I august 1992 blev han overfaldet i sin bil og stukket med en skruetrækker 16 gange i sin venstre balde. Året efter blev han idømt 18 måneders fængsel for hvidvaskning af penge. Bunden var nået.
I de senere år har Mickey både kæmpet for at blive clean og stirret døden i øjnene qua en cancerdiagnose. Han er efter sigende i dag rask og på ret køl, og arbejder som fodboldanalytiker på et internet-site. Og lyser op som en gammel cirkushest der dufter manegens savsmuld, når han medvirker i dokumentaren om hjerteklubben.
