Annonce
Annonce

Han skabte miraklet med Brian Clough - men de talte aldrig sammen igen

02.07.2026 Kl. 08:07

Peter Thomas Taylor blev født på denne dag i 1928.

Taylor blev i Sportslørdag-epoken kendt og anerkendt som en meget vigtig del af managerteamet i Nottingham Forest, hvor Taylor var Brian Cloughs assistent. Clough beskrev selv samarbejdet som at han selv stod for at præsentere butikkens frontvindue, mens Taylor arbejdede ”ude bagved”. Med andre ord stod Taylor for scouting, talentudvikling og det uundværlige man-management, mens Clough var klubbens ansigt udadtil, i forhold til pressen osv. Det taktiske var et samarbejde, men chefen havde naturligvis det sidste ord.

Fulgtes ad gennem karrieren

Taylor og Clough mødtes som aktive fodboldspillere i Middlesbrough, hvor Clough var målmager og hans senere assistent var keeper. De ”klikkede” som man siger, og etablerede et manager- og coachingsamarbejde, der startede i 1965 i Hartlepools United. To sæsoner hos The Monkeyhangers gav en vis sportslig succes, men også et konstant slagsmål og rivegilde med klubbens formand. Brian Clough truede med at skride adskillige gange, men Peter Taylor bad den iltre samarbejdspartner om at betænke sig. Striden endte med, at Taylor blev fyret af økonomiske årsager, og SÅ smuttede Clough. Indtil bestyrelsen meddelte at man havde kuppet formanden og meget gerne så at begge d’herrer coaches blev. Man kan påstå, at erfaringen fra denne – vundne – magtkamp mod en genstridig klubpræsident kom til at sætte sit præg på især Cloughs ageren i hans næste klubber.

Taylor/Clough fulgtes siden ad gennem en række sportsligt særdeles fremgangsrige sæsoner i Derby County, som de gjorde til engelske mestre efter en forrygende tæt sæsonafslutning i 1972. 

Sammen løftede den dynamiske duo Derby fra 2. division til europæisk tophold. The Rams nåede helt frem til semifinalen i Europa Cup turneringen for mesterhold i 1973, og man følte sig godt og grundigt snydt af dommeren i et 3-1-nederlag i Torino, der betød at Juventus gik i finalen. Men samarbejdet med Derbys bestyrelse knagede. Clough agerede i flere tilfælde bag om ryggen på klubledelsen og betalte store summer for fx forsvarsspillerne Colin Todd og David Nish. Når bestyrelsen klagede, truede den krismatiske og egenrådige manager med at skride. I oktober 1973 prøvede Brian Clough atter at gennemtrumfe en dyr, ikke-godkendt transfer. Det var veteranen Bobby Moore, han ville have til Baseball Ground. Men denne gang satte bestyrelsesformanden Sam Longson foden ned. Da Clough/Taylor så truede med at smutte, blev de taget på ordet. Fansene organiserede protestaktioner, men der var ikke noget at gøre. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Brian Clough og Peter Taylor skriver kontrakt med Colin Todd.

Duoen måtte spænde livremmen ind, og fortsatte sammen i Brighton & Hove Albion på et noget lavere niveau. Clough tog i 1975 imod et kontroversielt tilbud fra Leeds United, men det gik hurtigt helt skævt. De famøse 44 dage på Elland Road var imidlertid uden Peter Taylor. Han blev på sydkysten i Brighton mens Clough gjorde sig uvenner med det meste af Leeds’ førstehold. 

I 1977 vendte bøtten 

Managerteamet blev atter forenet, da Nottingham Forest kom med et godt tilbud. Her var muligheden for at opbygge noget metodisk og visionært, i stil med de glade Derbydage. Den trofaste coach Jimmy Gordon, der havde fulgt Clough i alle hans ansættelser, blev indlemmet, og det samme gjorde midtbanemanden John McGovern, der havde været med i Hartlepools, Derby og Leeds United. 

Minsandten om ikke Forest rykkede op i 1977 og blev mestre året efter. En utrolig kraftpræstation, der blev fulgt op af to Europa Cup triumfer i træk. 

Desværre gik venskabet og samarbejdet efterhånden i opløsning, og Peter Taylor forlod barndomsbyen Nottingham i 1982 for at blive manager i Derby. Det blev taget meget ilde op af Brian Clough, der kaldte Taylor for en ”klapperslange” og fortalte, at hvis han en dag så Peter stå i vejkanten med en bil med motorproblemer, så ville han gøre alt for at køre ham ned. Clough kunne være ganske ondskabsfuld. En af hovedårsagerne til bruddet var utvivlsomt, at Taylor fandt det mere og mere utrygt og uholdbart, at Clough drak så uhæmmet. Det er indiskutabelt, at han udviklede et alt for højt alkoholforbrug. Udadtil hed det sig, at Taylor følte sig svigtet af at Clough i stigende grad tog tv-kommentator jobs, og overlod pasningen af ”butikken” til Taylor. 

De kom aldrig siden på talefod. Peter Taylor blev aldrig nogen succes som ”selvstændig” manager, mens Brian Clough med tiden gik op i limningen med et eksorbitant alkoholforbrug. 

Peter Taylor døde som kun 62-årig i 1990. Clough udtalte i den forbindelse, at han fortrød at venskabet var smuldret, men da var det jo for sent. 

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce