Han blev udråbt til den næste stjerne - så ændrede alt sig
Vi kender det alle sammen. Den dér følelse af at der er en ny storspiller på vej til den klub som vi elsker. Mavefornemmelsen der fortæller, at dét her bliver stort. Og så sker der nogle det, at det bare ikke bliver som vi troede og håbede. Det kan der være mange årsager til. Talentet blev ikke indfriet på grund af skader. Eller måske var forventningerne for urealistiske og spilleren på forhånd alt for hypet?
For eksempel blev Peter Marinello annonceret som den nye George Best da Arsenal hentede ham i Hibernian i 1970. Det blev aldrig godt. En mellemting af de nævnte faktorer gjorde sig også gældende med angriberen Frank McGarvey fra St. Mirren, som Liverpool hentede i 1979. Begge spillere lignede superstars. De havde umiskendelig ”X-faktor”. Flot hår og elegant udstråling. Og afgjort talent. Men det er ikke nok.
Dette lille portræt omhandler en spiller, der nok hører hjemme i omtalte kategori. Masser af karisma, enorme forventninger. Men relativt skuffende udbytte.
74 år i dag
Den London-fødte, jødiske Barry Silkmans karriere blev aldrig helt efter forventning. Han var ellers en seværdig, teknisk dygtig midtbanespiller med et godt øje for spillet. Senere skulle det vise sig, at han også havde øje for andres talent.
Efter at have spillet for Wimbledon, Barnet og Hereford i starten af 1970’erne, blev Barry opdaget af legendariske Terry Venables. ”El Tel” var på det tidspunkt manager i Crystal Palace. Silkman spillede for Palace i to sæsoner, 1976-78, og blev Venables’ fortrolige. Ikke mindst fordi det viste sig, at midtbanemanden med det krøllede pophår og altid nedrullede sokker havde blik for unge spilleres udviklingspotentiale. Silkman blev en slags scout for Venables, sideløbende med hans optrædener for the Glaziers.
Så blev en anden karismatisk manager lun på Silkman. Det var Malcolm Allison, der fik Barry til Plymouth og senere til Manchester City. På Maine Road blev Silkman regnet for det næste helt store midtbanefænomen, men sådan kom det nu ikke til at gå.
Starten var ellers lovende. Silkman indgik i en spændende konstellation med Asa Hartford og Colin Viljoen, og han fik taget gas på engelsk fodbolds mest frygtede mand, Norman Hunter, i en kamp mod Bristol City. Gamle “Bites yer legs” var godt utilfreds med Silkmans finter, og fortalte ham lige ud, at han skulle nedtone numrene, for ellers ville han blive “revet midt over”. Silkman svarede frækt, at Hunter måtte fange ham først, og da den barske mand umiddelbart efter lagde an til en karakteristisk skraldemandstackling, hoppede Silkman elegant over ham. Hunter fortsatte sit glid helt ud over sidelinjen, og Silkman grinede: “Du ville nok ud og stå på ski?”
Managerens udskejelser blev Silkmans skæbne
Morskaben standsede desværre kort efter. City tabte på Selhurst Park til Palace, og den flamboyante og utilregnelige Malcolm Allison besluttede sig for at blive i London nogle dage. Han var en notorisk ”damejæger” og havde nok udset sig nogle dage i selskab med det smukke køn. Silkman fik besked på at dække for managerens pjæk, og han fortalte i klubben, at Allison havde influenza.
Da Allison vendte tilbage, sagde han til bestyrelsesformanden Peter Swales, at han havde haft brug for et par dage for sig selv. Swales blev rasende – på Silkman for at have løjet – og krævede denne øjeblikkeligt fyret. Allison parerede ordre – så meget for Silkmans loyalitet over for manageren, og Barry måtte skifte klub.
Det var ligesom Barrys chance for at indfri det store potentiale der røg i vasken. På grund af managerens ryggesløshed. Han mistede momentum, paradoksalt nok samtidig med at Manchester City smuldrede under Malcolm Allisons ledelse.
Efter et kort ophold i Israel og en tid i Brentford, kaldte Terry Venables atter på Silkman. Det blev til en sæson i Queens Park Rangers, inden karrieren afsluttedes i bl.a. Leyton Orient.
Om forholdet til Venables udtalte Barry senere, med et glimt i øjet: “Han gav mig min første store kontrakt, og efter jeg blev frosset ud i Manchester, min vigtigste. Men da han tog til Barcelona, ventede jeg forgæves på hans opkald”.
Efter den aktive fodboldkarriere blev Barry Silkman en uhyre succesfuld agent. Hans evne til at spotte talenterne slog ikke fejl. Spøjst nok har han også haft øje for en greyhound med potentiale. I alt fald var han i en årrække en særdeles fremgangsrig hundeejer.
