Han tryllebandt verden ved VM - endte alene og døde som 45-årig
Sverige er et land med en traditionelt restriktiv alkoholpolitik. Præget af stærke afholdsbevægelser gennem generationer. Men et af de mest triste eksempler på en fodboldstjerne der er er forsumpet i piller og alkoholisering, kommer fra netop vores naboer hinsidan sundet.
Nacka, det vidunderlige legebarn
”Den svajende majskolbe” kaldte folk fra Stockholm den lille lyshårede dribler, Lennart ”Nacka” Skoglund. Han startede i Hammarby, klubben der kaldes ”Bajen” og spillede i 3. division i slutningen af 40’erne. Der gik rygter over hele hovedstaden om en lille, fræk, venstrebenet driblekonge, der var nærmest umulig at tæmme. Nackas lyst til legen med bolden og hans uspolerede spilleglæde var smittende og skabte begejstring. Han ”ejede banen” når han entrerede grønsværen. Bag den seværdige og tilsyneladende selvbevidste entertainers facade gemte sig imidlertid en genert og usikker person. Han fandt tidligt ud af, at introvertheden forsvandt, når han drak alkohol. Så ændrede han personlighed og optrådte underholdende og charmerende.
AIK Stockholm lokkede Nacka til storklubben med lovning om skræddersyet tøj til 1000 kroner, og efter få kampe stod det klart, at her var en ægte juvel under rivende udvikling i svensk fodbold. Efter en række overbevisende præstationer, hvor Nacka drev gæk med nogle af de stærkeste backs Forbundet udtog Skoglund som venstre wing til det svenske landshold, der skulle på togt til en eventyrlig destination; verdensmesterskabsslutrunden helt nede i Brasilien.
Globalt gennembrud i Brasilien
Det var en stor mundfuld for amatørspillere på det tidspunkt, og noget som DBU i Danmark aldrig havde bundet an med. Men svenskerne så lidt anderledes på kompensationer for tabt arbejdsfortjeneste og den slags, og så var man visionære nok til at råde over den dygtige engelske coach, George Raynor. I dag lyder det måske mærkeligt, men dengang var det eventyrligt og nærmest urealistisk, at et amatørmandskab fra det kolde Norden skulle rejse til Sydamerika for at spille en turnering der tog flere uger. Mange mente at det lige så godt kunne foregå på Månen.
Ligesom det var tilfældet med de bedste danske spillere, blev OL i 1948 fulgt af en større udvandring af de svenske guldmedaljører til de stærke sydeuropæiske ligaer, i særdeleshed den italienske.
Målbevidst og ukueligt dannede Raynor en ny stamme af klassespillere. Med virtuose spillere som Lennart ”Nacka” Skoglund, Sune ”Mona-Lisa” Andersson, ”Rio-Kalle” Svensson og Hasse ”Banco di Napoli” Jeppson i spidsen chokerede Sverige ved at slå de forsvarende mestre Italien med 3-2 i den indledende runde. Selv i det fugtigt-tunge brasilianske klima kørte det blå-gule maskineri på med fysisk kraft og højt tempo. Italienerne kunne simpelthen ikke modstå vikingernes power.
En lussing på 7-1 til værtsnationen blev modtaget med pragmatisme. Svenskerne blev udklasseret mod et stærkere mandskab, men rejste sig og besejrede Spanien i VM’s bronzeopgør med 3-1. Vores ellers så kølige nabonation næsten kogte over af stolthed over det episke og sensationelle resultat. Nacka scorede ikke, men alle var på halen over det lille tekniske geni på den største globale fodboldscene. Italienske Inter slog til og hentede majskolben.
Allerede inden den professionelle kontrakt havde Nacka vænnet sig til et liv i rampelyset, feteret på barer og danserestauranter og med masser af smukke kvinder der fandt ham interessant og morsom – især når han løsnede op og fik lidt at drikke.
Liv i overhalingsbanen i Milano
I Milano fortsatte han i samme spor, men giftede sig så med en lokal skønhedsdronning og stiftede familie. Livet i overhalingsbanen imidlertid kørte videre med høj hastighed. Nacka drak uhæmmet – også før og efter træning og kampe. Det er fuldkommen utroligt, at han var i stand til at levere varen for Inter, men han spillede ikke desto mindre fremragende og førte klubben til to italienske mesterskaber.
I 1958 blev han hentet hjem til landsholdet, for George Raynor havde fået lov af fodboldforbundet til at optimere sit mandskab til verdensmesterskabet med udlandsprofessionelle. I det danske DBU slog man korsets tegn for sig, for de nordiske brødre brændte dermed den sidste bro til den hellige amatørisme. Nacka var helt forrygende ved VM på hjemmebane. I en angrebskæde med stjerner som Nils Liedholm, Kurt Hamrin, veteranen Gunnar Gren og unge Agne Simonsson, fejede hjemmeholdet al modstand til side. Indtil Brasilien med sambadrengene Pelé og Garrincha kom i vejen i finalen. VM-sølv var alligevel en banebrydende historisk præstation.
Men tilværelsen i Milano stod i skarp kontrast til succesen i Sverige. Ægteskabet knasede (forståeligt) og Nacka fik stadig vanskeligere ved at skjule og kontrollere sit druk. Det siges at han havde en lille whiskyflaske gemt ved hjørneflaget, og så kunne han, under påskud af at binde snørebånd, tage sig en hivert når der skulle sparkes hjørne. Inter solgte ham i 1959 til Sampdoria og derefter gik majskolben til bunds i depression og druk i Palermo i 1963, hvorefter han rejste (alene) hjem til Sverige.
Tragisk deroute
”Bajen” tog glædestrålende imod deres helt ved hjemkomsten, og Skoglund spillede for Hammarby i nogle sæsoner. Men han blev mere og mere ustabil og udskejende. Pengene fra de store italienske kontrakter var væk, som konsekvens af dårlige investeringer og en alt for dyr livsførelse. Gode venner skaffede ham jobs, men han svigtede og blev væk. Det blev til en sidste landskamp i 1964 (han fik blot i alt 11), men blev udvist mod Polen, og så smækkede forbundet med døren. Det gjorde Hammarby også til sidst, i 1967, hvor en overvægtig og utrænet Nacka spillede sin sidste kamp. Han forsøgte sig kortvarigt som popsanger, men det var mest af alt pinligt.
Han boede i en lille snavset 1-værelseslejlighed og den sociale understøttelse røg primært på alkohol. I Italien var det ret almindeligt, at man spillede på piller eller en smertestillende indsprøjtning, hvis man var småskadet, og for Nacka fik det den effekt, at han så supplerede sin alkoholisering med et pillemisbrug oveni. Han trak sig ind i sig selv og væk fra sociale sammenhænge.
Hammarbys (anden) store helt, Ronnie Hellström, var hjemme fra Kaiserslautern på et visit i sommeren 1975, og blev hyldet på Råsunda ifm. en opvisningskamp. Hellström havde oplevet Nacka til skudtræning i de unge år og forgudede Skoglund. I pausen gik de to ned på banen og Ronnie hævede sin lille mentors hånd i vejret til folkets applaus. ”vi skal lige skrive autografer bagefter”, sagde keeperen til Nacka. ”Ja, selvfølgelig”, svarede Lennart. Men han kom ikke. Få dage senere blev han fundet i sin lejlighed med gassen på fuldt blus.
Lennart ”Nacka” Skoglund, hele Sveriges Majskolbe, blev kun 45 år.
