I begyndelsen af 1900-tallet var det populært blandt arbejderfamilier på Amager at tage på søndagsudflugt til forlystelsesetablissementet Alhambra, der lå i Sundby (ikke at forveksle med Georg Carstensens Alhambra på Frederiksberg). Her kunne man spendere sin ugentlige fridag og rekreere sig med en pot øl eller et spil kegler mm. Ved siden af oasen fik den nystartede idrætsforening Fremad bane omkring 1910, og kombinationen af øl, kegler og fodbold gav basis for en hurtigt voksende og efterhånden ret stærk fodboldklub. 

Fremad Amager kom i KBU-regi i 1920, og allerede få år senere kunne klubben præsentere sin første landsholdsspiller, den teknisk gudbenådede veteran, Alf Olsen.

Gylden periode i 40’erne

I 1930’erne tilhørte Fremad mestendels bundregionen i 1. division, men i 1940 kom amagerkanerne til tops med en andenplads i kampen om DM, kun overgået af KB med sølle to points. Opkomlingene blev atter en flot nummer to i 1. division i 1941, og fulgte op ved at blive nummer 5 i 1946 og en tredjeplads i 1947. Denne periode er fuldkommen indiskutabelt Fremad Amagers ”guldalder”. 

I 1948 røg amagerkanerne ud af 1. division med et brag, men derefter sluttede Fremad tre år i træk som nummer 2 i anden division, hvilket desværre, på det tidspunkt, ikke kvalificerede til oprykning. 

Fremad – der til midt i 40’erne spillede i sorte trøjer med et rødt V foran – spillede seværdigt og underholdende angrebsfodbold, og især wingen Oscar Theisen var den store stjerne. I hans kølvand fulgte en række dygtige talenter, især brødrene Henning og Kai Frandsen. Sidstnævnte blev født på denne dag i 1924. 

Kai Frandsen var en teknisk velfunderet og meget hurtig højre wing, der i 1949 som 25-årig, fandt nåde for DBU’s udtagelseskomités kræsne blik. Frandsen fik debut mod Holland i Idrætsparken, og selv om Danmark tabte med 1-2, var pressen relativt positiv. Det blev bemærket at danskerne havde spillet bedst og angrebet ufortrødent. OB’eren Svend Jørgen Hansen kom på scoringstavlen, men det rakte altså ikke. Nationaltidende skrev at: ”Kaj Frandsen var den populæreste mand i den danske angrebsrække, og han er indtil videre ”Årets Fund” i dansk fodbold. I går affyrede han halvdelen af de danske skud, og selv om han nu og da ville have gavnet sit hold mere ved at centre, var det dog velgørende at se en af vore forwards gå til sagen. Han fik for få bolde i anden halvleg, men søgte hele tiden at være med i spillet, og lidt held kunne have bragt ham på scoringslisten”.

2 landskampe på samme dag

Landsholdet befandt sig midt i en brydningstid. Efter den olympiske bronzemedalje året før, var dansk fodbold blevet storeksportør af elitespillere til professionelle europæiske ligaer, særligt den italienske. Udviklingen bekymrede naturligvis DBU og klubberne, men der var ingen debat om at tillade professionelle på landsholdet. Det tankegods var lige så langt væk i horisonten som en ferietur til Mars. 

Kai Frandsen fik genvalg til den næste landskamp mod Polen, som gav en fin dansk sejr på 2-1 i Warszawa. I august scorede Frandsen i en dansk 5-1-sejr over Island, og måneden efter kom den amagerkanske fløjspiller til at medvirke i et sært DBU-eksperiment. Man stillede for første – og eneste – gang i historien med to A-landshold der spillede på samme dag. 

Den formodet stærkeste opstilling mødte Norge i Idrætsparken og vandt med 2-0. Skovshoveds John Pettersson havde lidt overraskende fortrængt Kai Frandsen, der i stedet spillede i Helsinki mod Finland. Det blev en gyselig forestilling, hvor Danmark tabte 2-0. Poul ”Rassi” Rasmussen fra Maribo fik debut, men der viste sig at være et niveaumæssigt stort stykke imellem Lolland-Falsterserien og landsholdet. 

Pressen var krads i sin kritik, og fire mand spillede deres første OG sidste landskamp, heriblandt Kais bror, innerwingen Henning Frandsen. 

Afsted til Italien

Den store exodus til Italien tog for alvor fart. I Kai Frandsens debutkamp mod Holland havde Danmark endnu rådet over Carl Aage Præst, Jørgen Leschly Sørensen, Svend Jørgen Hansen, Ivan Jensen, Axel Pilmark, Hans Colberg og Dion Ørnvold. Men de udvandrede alle til professionel fodbold, ligesom Karl Aage Hansen, Johannes Pløger, John Hansen, Helge Bronée, Viggo Jensen og mange flere. 

I 1950 var Danmark dét land der var repræsenteret af flest spillere i den italienske liga (udover selvfølgelig Italien). Lange-John, Præst og Leschly Sørensen nød så enorm succes, at det tiltrak interesse for mange andre, der fik chancen. Således også Kai Frandsen, der i 1950 tog orlov fra lærergerningen og skrev kontrakt med Cremonese. Allerede efter en enkelt sæson så det ud til at blive retur til Amager og jobbet i folkeskolen, idet Cremonese rykkede ud af Serie B. Det lykkedes dog Frandsen at få kontrakt med Lucchese der spillede i Serie A. I Lucca kom Frandsen på hold med den tidligere Frem’er, halfbacken Hans Colberg.

For Kai blev sæsonen i Serie A en stor personlig succes. Han scorede hele 11 gange, hvilket var et stærkt resultat af en wing på et bundhold. John Hansen blev i øvrigt topscorer i ligaen dét år med 30 kasser.

Desværre rykkede Lucchese ned efter en afsluttende gyser af en play-off kamp mod Triestina. 

Klubben besluttede imidlertid at beholde sine to danske nøglespillere i et optimistisk forsøg på at sikre sig en hurtig tilbagevenden til Serie A, men det gik ikke som håbet. I takt med sløje og skuffende resultater begyndte ledelsen at vise sig fra en mørk side. Spillerne fik store bøder og de to løntunge danskere fik halveret deres gage. Dernæst forsøgte man at bestikke spillere fra Genoa til at lade Lucchese vinde et indbyrdes opgør. Det blev opdaget, og en Lucchesespiller, der efter sigende havde formidlet ulovlighederne blev udset til syndebuk og udelukket i et år. Klubben slap med at blive fradømt et point… 

Publikum var utålmodige og frustrerede, og flere kampe blev skæmmet af optøjer og sammenstød mellem tifosis og carabinieris. 

Lucchese undgik endnu en nedrykning, men 1952-53 blev Kai Frandsens sidste sæson i Italien. Han havde skrevet flittigt om sine oplevelser på godt og ondt til Fremad Amagers medlemsblad, og det blev også (senere) til en bog; ”Toscana i mit hjerte”. Efter hjemkomsten til Danmark inspirerede Frandsens lærergerning en af hans elever, Hans Jørgen Nielsen, til at skrive fodboldromanen ”Fodboldenglen”.

Kai Frandsen døde i 2013.