Åge Frithjof Hareide var en sej gut. Han blev født i 1953 i bygden Hareid på øen Hareide lige syd for Ålesund. Det er et sted med klipper og barsk natur, og det satte formentlig sit præg på den unge, fodboldaktive Åge Hareide. Han var en stor, stærk og modig centerforsvarer, der ragede op i defensiven med sit lyse hår og fremragende hovedspil hos Hødd, Molde, Manchester City, Norwich og det norske landshold. Åge opnåede 50 landskampe, og mange i Danmark husker nok, at han var med i den afgørende VM-kvalifikationskamp på Ullevaal i 1985.  

Træner med tydelig ledelse

Som træner havde Hareide en stærk identitet med en urokkelig tilgang og en game plan, der fungerede som et skib med en fastlagt kurs og tydelige pejlemærker. Det skabte ro og tydelighed omkring hans ledelse.

Desuden var han en ”spillernes mand”, der aldrig forfaldt til at smide kritik afsted mod sine udvalgte for at forsvare egen ageren. Det betød at der stod respekt omkring hans faglighed og kompetente mandskabsbehandling overalt. 

Under spillerkonflikten i 2018 blev den gensidige loyalitet ift. spillertruppen sat på prøve. Hareide forsøgte, meget forståeligt, at holde sig neutral, og DBU udviste konduite i forhold til landstrænerens vanskelige position, ved at overtale John Faxe Jensen til at vikariere ifm. den famøse venskabskamp i Slovenien. Den prekære sag indikerede, at der var dannet et internt hierarki på landsholdet med en magtfuld anførergruppe.

Samlet set blev Åges tid som landstræner for Danmark en slags ambivalent kærlighedsaffære. 

Højdepunkt mod Polen

Åges indstilling var grundlæggende baseret på presspil og hårdt arbejde. Han formåede, efter flere skuffende sæsoner under Morten Olsen, at skabe et landshold der var vanskeligt at nedbryde og besejre. Spillet var effektivt, om end ikke æstetisk smukt. 

Landsholdets resultatmæssige fremgang var målbar, idet kvalifikationen til VM-slutrunden i 2018 kom i hus med en playoffsejr i Dublin på 5-1 over Irland. Kvalifikationspuljen havde fået en skidt start med to nederlag i de første tre kampe, men siden tabte Danmark stort set aldrig under Hareides ledelse. Højdepunktet var 4-0-sejren over Polen i Parken i september 2017. På den dag gik Åges presspil op i en højere enhed. Polakkerne, med stjernen Robert Lewandowski i spidsen, anede ikke hvad der ramte dem.  

VM i Rusland blev et negativt vendepunkt. Landsholdet spillede ekstremt forsigtigt og minimalistisk, og 0-0-resultatet i den sidste puljekamp mod Frankrig er ikke en præstation der bør huskes for noget særligt positivt. Franskmændene stillede med et B-hold der intet kunne (og vel egentlig helst ville undgå at vinde puljen for så at møde Argentina). Og danskerne spillede på uafgjort i en grad der betød, at man intet ville. Det kan være forståeligt nok, at når et bestemt resultat på forhånd er tilstrækkeligt for begge parter, så bliver indsatsen derefter, men denne match lignede pinligt og til forveksling den famøse VM-kamp i 1982 mellem Vesttyskland og Østrig, der dengang blev omtalt som ”Skændslen i Gijon”. Da der resterede ca. 25 minutter, stod det klart, qua meldinger fra kampen mellem Australien og Peru, at Danmarks andenplads ikke var i fare, og det havde været helt gratis at forsøge at vinde kampen. Men danskerne krøb ikke over midterlinjen. 

1/8 finalen mod Kroatien gav et glimt af bedre dansk spil. I anden halvleg agerede holdet pludselig mere frigjort og offensivt, især i kraft af Hareides indskiftning af Lasse Schöne. Men i den forlængede spilletid gik danskerne tilbage i pindsvinestillingen, og det var reelt utroligt at kampen gik i straffekonkurrence, for kroaterne vadede i chancer.

Et landshold der spillede for ikke at tabe

Kvalifikationen til den europamesterskabsslutrunde der blev afviklet (bl.a. i Danmark) i 2021, blev sikret i 2019. Det var en succes på de konkrete resultater, men knapt så meget på det spillemæssige. 

Det forekom, at landsholdet primært spillede for ikke at tabe, og det lykkedes faktisk. Men seværdigt var det ikke, og i hvert fald i to tilfælde befandt man sig i betænkelig nærhed af katastrofen. 

En stensikker schweizisk 3-0-føring i Basel blev omstødt til en uafgjort 3-3, på forbløffende heldig vis og tre danske scoringer i de sidste 6 minutter. Og i den sidste og altafgørende kamp i Dublin var danskerne dårligst, men heldigst, i en tåkrummende 1-1-gyser mod et historisk dårligt irsk landshold. Enhver der mener, at landsholdet bør spille som under Hareide, skal tvangsindlægges til at gense dette opgør. Eller kampen i Tblisi, hvor Danmark spillede en rædselsfuld nullert mod et georgisk mandskab, der var blevet besejret med 5-1 tre måneder før i Parken (i et af landskampårets få positive højdepunkter). 

Mission accomplished

DBU’s sportslige ledelse valgte ikke at forlænge Hareides kontrakt, idet man (formentlig) havde en oplevelse af, at landsholdet trængte til at spille mere offensivt og frigjort, hvilket da også lykkedes i de to første år af Kasper Hjulmands periode. Det var imidlertid en beslutning, der ikke huede Hareide selv. Det gik hans ære på, og han gav i flere presseinterviews udtryk for, at han ikke forstod danskernes ønske om mere seværdig fodbold. Det afdækkede vel nok en generel og grundlæggende forskellighed i fodboldkulturerne i de nordiske lande. Og det forbitrede Hareides afsked. Det har også næret en myte om, at den stoute nordmand fik en uværdig behandling af sin arbejdsgiver. 

Det er jeg personligt ikke enig i. Jeg brød mig meget lidt om landsholdets minimalistiske tilgang ved VM i 2018. Men jeg har fuld respekt for en landstræner der står ved sin fodboldideologi, selv om jeg finder den mangelfuld. 

Det er et indiskutabelt faktum, at Åge lykkedes med at genrejse dansk landsholdsfodbold, og at han i høj grad medvirkede til at sikre Danmark fordelagtige seedninger qua opstigningen på verdensranglisten. Hareide afleverede landsholdet et langt bedre sted, end da han tog over. Således kan man argumentere, at det var ”Mission accomplished”.

Det er desuden værd at nævne, at stort set samtlige landsholdsaktører havde et godt forhold til Åge som chef og som person, og at han formåede at skabe en rolle til Christian Eriksen, der gav et afkast i form af en serie formidable landskampspræstationer af Danmarks mest kreative spiller, hvilket havde været en tilbagevendende problematik under forgængeren 

Fighteren, granitforsvareren og mandfolket Åge Hareide gik desværre bort i 2026. Han blev 72 år. 

Statistik:

Landstræner 2016-19.

41 landskampe. 20 sejre, 18 uafgjorte, 3 nederlag.