Fra pressemøde til fyreseddel: Historien om den glemte landstræner
Da Sepp Piontek, noget pludseligt og hovedkulds, forlod Danmark og tog til Tyrkiet i foråret 1990, måtte DBU på markedet og ansætte en ny landstræner.
I den proces formåede unionen at udstille en bemærkelsesværdig grad af inkompetence. Dette er historien om landstræneren der blev udnævnt, men aldrig ansat.
Horst Wohlers havde en aktiv spillerkarriere i St. Pauli, Borussia Mönchengladbach (billedet til venstre), 1860 München og Arminia Bielefeld, inden han blev træner i først Paderborn og derefter Bayer 05 Uerdingen, som han overtog efter en periode som assistent, i 1989.
Det var et tyndt fagligt og erfaringsmæssigt grundlag at blive hyret som dansk landstræner på, og det kom hurtigt frem i pressen, at en af Wohlers spillere i Uerdingen, nemlig danske Jan Bartram, havde åbenlyse betænkeligheder. Men det havde DBU ikke.
Det pinlige pressemøde
I marts 1990 blev Horst Wohlers præsenteret som ny dansk landstræner på et pressemøde, hvor formand Hans E. Jensen, generalsekretær Jim Stjerne Hansen og pressechef Frits Ahlstrøm med stor begejstring og optimisme berettede om den indgåede aftale. Selv om det foregik i en periode, hvor DBU-fadæserne nærmest stod i kø (Frimann-sagen, Pionteks pludselige afgang, brydekampene med Divisionsforeningen mm.), så står pressemødet alligevel som den måske største “ommer” i DBU’s brogede historie.
Da journalisterne, meget relevant og forudsigeligt, begyndte at spørge ind til Wohlers kontraktmæssige forpligtelser i Uerdingen, blev der tavshed og flakkende blikke. Ahlstrøm fremstammede noget med, at “det løser vi”. Men det gjorde DBU ikke. Uerdingen ville ikke slippe træneren, og i stedet måtte unionen foretage en klassisk kovending og give jobbet til den ellers forsmåede Richard Møller Nielsen.
Få måneder senere fyrede Bayer Uerdingen Wohlers, og han fik ikke siden et lige så højprofileret job, men benyttede i stedet sin uddannelse som idrætspædagog til at udvikle talenter i Gladbach i en årrække.
I 2005 interviewede Marco de los Reyes i Berlingske Jim Stjerne Hansen, der så tilbage på forløbet i retrospektiv og et forsøg på at forholde sig kontrafaktisk. “Hvordan var det gået med Horst Wohlers som landstræner, hvis nu…” I snakken betonede Stjerne Hansen, at valget af Wohlers var funderet på grundig research og diverse anbefalinger.
Når man i dag ser tilbage på forløbet, er det vanskeligt ikke at ryste på hovedet over DBU’s manglende professionalisme. Men var selve ideen egentlig så dårlig?
Wohlers i det kontrafaktiske bakspejl
I 1979 havde DBU ansat en omtrent lige så uprøvet træner. Sepp Piontek havde været ansat i Werder Bremen og St. Pauli uden nævneværdig succes, og havde en kort og tumultarisk periode som landstræner i Haiti bag sig. Men Sepp havde appetit som en sulten sværvægter, en stærk personlighed, og intentioner om at ændre på kulturen omkring landsholdet. Med tiden, og godt hjulpet af EF-dekretet pr. 1-1 1981, som frigav landsholdsspillerne fra klubberne til fordel for nationale opgaver, fandt Piontek en positiv og æstetisk spillestil, der både vandt fodboldfolkets hjerte og gav det danske landshold et markant internationalt gennembrud. Da Sepp (noget abrupt) forlod Danmark tidligt i 1990, stod landsholdet – trods den mislykkede kvalifikation til VM i Italien – forholdsvis stærkt. Hvis man ser bort fra det triste nederlag i Bukarest, så havde landskampsæsonen 1989 været stærkt opmuntrende. Danmark havde spillet forrygende mod Grækenland og i hjemmekampen mod Rumænien, og hvem kan glemme jubilæumskampene mod Sverige og Brasilien?
Holdet havde et fint mix af rutine og ungdom, og rådede over adskillige ekstraordinære tekniske aktører. Generationsskiftet efter EM 1988 var, trods en humpende begyndelse, alt i alt lykkedes over forventning.
Med Horst Wohlers søgte DBU en træner med umiddelbart sammenlignelig baggrund og visioner. En “ny” tysker, der tilsyneladende var manden der kunne bygge videre på landsholdets igangværende udvikling.
Alternativet var Richard Møller Nielsen, der havde gjort et flot arbejde med OL-holdet, men som også stod med en ret skarp trænerprofil der gik i en temmelig anderledes retning. Med Ricardo vidste man hvad man fik. Stram organisering og vægt på defensiven. En helt anden taktisk tilgang end den kurs som Sepp havde udstukket.
Desuden havde Richard efterladt et ufrivilligt komisk indtryk på pressemøderne ifm. OL-holdets første kvalifikationskampe, hvor “Løvehjerte” proklamerede dyb respekt for Rumænien og Grækenland og tilfredshed med uafgjort. Hvorefter OL-drengene smadrede modstanderne med 8-0 og 5-0.
Det er vist i orden at påstå, at Richards problemer med pressen ikke blev mindre med årene.
Det var også en kendt sag, at Møller Nielsens faglighed primært lå på det (defensivt) organisatoriske og i konditionstræningen. I praksis var det en kendt sag, at træningsmetoderne var ensformige og kedelige. Hvad der da også hurtigt blev påpeget af flere nøglespillere. I DBU har man ganske sikkert haft sin tvivl om hvorvidt elegantierer som Laudrupbrødrene ville kunne passes ind i Richards spillestil. Ikke uden grund.
Så det var ikke nødvendigvis nogen skandaløs tilsidesættelse af den hidtidige U- og OL-landstræner, da DBU valgte at se til anden side og tog “en uulænding”. Men derimod et forsøg på at tilvælge en anden fodboldkulturel kurs, eller rettere sagt bevare den igangværende. At sikre kontinuitet. Det endte, som vi ved i dag, med en 26 timers farce, hvor Horst Wohlers ikke blev landstræner alligevel. En gigantisk “ommer”.
Statistik
Landstræner i et døgn i marts 1990.
0 landskampe.
Det står nu klart, at Arsenal møder Paris Saint-Germain i Champions League-finalen i Budapest den 30. maj. Nu hylder Michael Laudrup én ekstraordinær spiller. Læs mere.
