Poul Erik ”Popper” Petersen blev født på denne dag i 1927. Han var ”indfødt” køgenser, faren havde en vognmandsforretning i byen.

Popper var en uhyre målfarlig forward, og utvivlsomt en af Køge Boldklubs allerbedste spillere gennem tiderne.

Angriberen slog sit navn fast i årene omkring 1948, hvor han blev udtaget til U-landsholdet sammen med bl.a. broren Leif Petersen.

Popper debuterede på A-landsholdet i 1950 og scorede sit første landskampmål i sin blot anden optræden i rød-hvidt, mod Norge i en 4-0-sejr i Idrætsparken.

Nøglespiller ved OL

Flere gange meldte pressen køgenseren på vej til professionelle kontrakter i udlandet. Allerede i 1949 var italienske Lazio stærkt interesserede, og året efter var Popper angiveligt på vej til franske Le Havre. I januar 1952 var han i Frankrig for at spille prøvekamp for Strasbourg, mens Køge Boldklub troede at han var på juleferie i Jylland.

Det afstedkom nogen bekymring i Køge, hvor man frygtede at Popper var på kant med amatørreglerne. Kontrakten blev dog ikke til noget, og sagen blev fejet hen. I stedet scorede Petersen mål på samlebånd for sin klub.

I april 1951 kunne Socialdemokraten i en stor overskrift proklamere at: ”Køge har det bedste angreb i landet – og den bedste centerforward” efter en 3-0-sejr over B.93. Året efter blev Petersen topscorer i 1. division og udtaget til OL-landsholdet i Helsinki.

I den vanskelige OL-åbningskamp mod Grækenland scorede Popper et vældigt vigtigt mål, men ellers blev Legene ikke den helt store personlige succes for køgenseren.

UK valgte at placere Jens Peder Hansen i Poppers foretrukne position som centerforward, og samarbejdet mellem de to stjerneangribere fungerede ikke særligt godt. Danmark nåede kvartfinalen, men blev klart overmatchet af Jugoslavien.

Kort efter OL var Popper med til at slå Holland med 3-2 i en tæt og festlig kamp i Idrætsparken. Han scorede det ene af de danske mål. I alt blev det til 15 landskampe og 6 kasser på A-landsholdet.

DBU forkludrede Frankrig og formuen

I december 1953 forlød det så, at Poul Erik Petersen endelig havde fået sin prof-kontrakt.

Franske Lille lagde angiveligt den nette sum af 117000 kr. for at få den stærke danske centerforward. Efter annonceringen kunne Popper lige akkurat nå at deltage i Køges klubtur til Asien, men han kom naturligvis kun til at spille en beskeden rolle i mesterskabet, som klubben vandt i 1953-54.

Men drømmen om at leve af sin hobby var sikret. Troede Popper selv. Og så gik det hele i skudder-mudder.

DBU kludrede i det da Poppers spillelicens skulle overføres til Frankrig. Den kom for sent frem i forhold til at angriberen kunne opnå spille- og arbejdstilladelse i Lille, og som følge annullerede den nordfranske klub aftalen.

Nu gik der selvfølgelig panik i det hele, for Popper var jo erklæret professionel, men han havde ikke spillet så meget som et sekund for franskmændene, og pengene måtte han naturligvis skyde en hvid pind efter.

Eftersom DBU havde spillet en sløset og uheldig rolle i hele miseren, mente Petersen og Køge Boldklub, at spilletilladelsen og amatørrettighederne måtte kunne generhverves, men sådan spillede klaveret ikke.

Unionens amatør- og ordensudvalg afsagde dom over den ulykkelige Popper: I medfør af amatørbestemmelsernes § 9 var amatørretten gået tabt, og Køge Boldklubs indsigelser kunne ikke tages til følge. Til syvende og sidst blev der lagt vægt på, at spilleren havde ladet sig beværte med middag mm. da kontrakten skulle underskrives.

Det var et brud på amatørismens regelsæt. Konsekvensen var klar: 2 års karantæne.

Når man så mange år efter læser sagen igennem, så kan det ikke undgås at man undres over DBU’s nidkære vogten over sine amatørregler. Man vedkendte sig ikke officielt at have skyld i kludreriet angående den annullerede kontrakt, og det virker ærligt talt som om, at lederne har gnedet sig i hænderne over at det hele gik i vasken.

I stedet for at ønske den stakkels forward velkommen tilbage i folden med åbne arme, ønskede man ham tydeligvis hen hvor peberet gror. I realiteten blev Popper kriminaliseret, og en lovende karriere blev spoleret. Det er det groveste eksempel fra DBU’s side på direkte sabotage af en ung fodboldspillers karriere og mulighed for at tjene en god skilling på sin sport, som jeg er bekendt med.

I 1956 fik Popper sin spilletilladelse tilbage, efter udstået karantæne. Han fik comeback i en kamp mod KFUM og spillede tre kampe for Køge dét år. Det blev til yderligere 12 kampe i 1957. Derefter røg støvlerne på hylden.

Poul Erik Petersen havde siden et mangeårigt virke som bl.a. formand i Køge Boldklub. Han døde i 1992.

Der er behov for forandringer: Her er tre bud på en ny cheftræner i Chelsea