Landsholdsspilleren Jan Bartram kaldte ham ”en bisse”. Som spiller var han en af engelsk fodbolds hårdeste mænd. Som manager rev han Liverpools ikoniske ”Boot Room” ned og skabte borgerkrigslignende tilstande i Tyrkiet.

Men han er også en af Skotlands bedste midtbanespillere gennem tiderne og nærmest uomgængelig på et Skotland All Time XI.

Selvbevidst midtbanemotor

Graeme James Souness fylder 73 år i dag. Han voksede op i Edinburgh og kom til London som 15-årig på en lærlingekontrakt i Tottenham Hotspur i 1968.

Den legendariske manager Bill Nicholson kørte et stramt og strømlinet koncept på White Hart Lane på det tidspunkt. Akademitalenterne pudsede sko og pumpede bolde, og man satte sig pænt bagerst i bussen og ventede tålmodigt på sin chance. Men Souness var en ærgerrig og selvbevidst ung mand.

Da han ikke fik ligakampe de næste 4 år, og tilsyneladende ikke var i stand til at overbevise chefen om sine kvaliteter, pressede han en transfer til Middlesbrough igennem. Det viste sig som en god disposition.

Boro havde vældig fremgang i de år. Jack ”Giraffen” Charlton skabte en defensiv base med folk som Stuart Boam, Willie Maddren og den nordirske keeper Jim Platt, og Souness passede ind som hånd i handske på den centrale midtbane. I Middlesbrough lagde han fundamentet til sin rolle som energisk oprydder og barsk mand.

Efter oprykning i 1974 til 1. division havde Charlton og co. en fremragende debutsæson i the top flight. Boro sluttede som nummer 7 i ligaen, blot 5 point dårligere end Derby, der løb med mesterskabet, og med næstbedste forsvar efter Liverpool (der gik kun 40 mål ind i 42 kampe).

Præstationen blev fulgt op af pæne midterplaceringer. Souness opnåede i alt 201 optrædener for Middlesbrough inden klubben solgte ham til Liverpool FC midtvejs i sæsonen 1977-78 for 350000£. I dag et nærmest latterligt beløb, men dengang klubrekord for Boro.

Synonym med Liverpools vindermentalitet

Bob Paisley manglede en afløser for klubikonet Ian Callaghan, og i de næste sæsoner etablerede Souness sig som benhård bolderobrer og stærk lederskikkelse i tæt midtbanesamarbejde med bl.a. Terry McDermott. På Anfield blev skotten nærmest synonym med Liverpools succes og vindermentalitet.

The Reds var indiskutabelt den førende klub i epoken med en stribe mesterskaber og europæiske triumfer. Det røde maskineri kørte velsmurt og dirkefrit, med smukt flow i kombinationerne og et optimalt mix mellem individualistisk ekvilibrisme og kollektive dyder.

Souness medvirkede til 5 engelske mesterskaber og 3 Europa Cup triumfer. Vel at mærke mesterholdenes – pokalen med de store ører – datidens pendant til Champions League.

Dertil kan lægges 4 Liga Cup trofæer. I 1984 forlod han Liverpool efter mesterholdsfinalen mod Roma, hvor han scorede i den afgørende straffesparkskonkurrence.

Skotten tilbragte de næste to år i Serie A på et talentfuldt Sampdoria-mandskab, sammen med bl.a. Trevor Francis. Han medvirkede til Genoaklubbens første historiske trofæ, da ”I Blucerchiati” vandt Coppa Italia i 1985.

I slutningen af 80’erne trappede Souness ned med to skotske mesterskaber og tre pokaltriumfer med Glasgow Rangers. Han repræsenterede det skotske landshold 54 gange, bl.a. ved de tre VM-slutrunder i 1978, 82 og 86.

Der var aldrig skyggen af tvivl om, at midtbanemotoren skulle blive manager efter den aktive karriere.

Fiasko i Liverpool og tumultarisk episode i Istanbul

Første step var Rangers. En klub hvor en andenplads er en gigafiasko. Souness leverede varen med 3 mesterskaber, og var klar til den helt store ”scene” i 1991 med en fireårig kontrakt med Liverpool FC.

Souness trådte desværre ret hurtigt og ret hårdt i spinaten som chef på Anfield. Hans symbolske nedrivning af det klassiske ”Boot Room” var en kæmpe fejl.

Det stod som synonym med det synergiske management på Anfield, hvor chefen samlede og lyttede til sin stab, og hvorfra de taktiske og strategiske kurssætninger udgik. Souness ønskede et ombrud i forhold til de traditioner som Bill Shankly havde bygget op, og Bob Paisley, Joe Fagan og Kenny Dalglish havde værnet om og udviklet.

Souness startede med brask og bram og smed om sig med transfermidler. Flere end der var råd til, og på dårligere spillere end der brug for. Omvendt solgte han rask væk nøglespillere der – efter skottens opfattelse – ikke levede op til de disciplinære krav. Resultaterne blev meget magre.

I 1992 blev The Reds nummer 6 i ligaen, men reddede sæsonen med en FA Cup triumf (finalesejr over Sunderland). Året efter blev der endnu en 6. plads, og 1993-94 sluttede Liverpool som nummer 8. Bestyrelsen havde fået nok og erstattede Souness med den gamle Boot Room mand Roy Evans.

Graeme flygtede fra de britiske øer og fik job i Istanbul hos Galatasaray. Efter at have slået rivalerne Fenerbache i den tyrkiske pokalfinale i 1996, løb Souness ind på banens midte og plantede et stort Gala-flag i midtercirklen.

En handling med stor kulturel symbolik og en gigantisk hån overfor det tabende holds tilhængere. Det gav en enorm popularitet blandt Galatasarays hard core fans, men havde nær udløst krigslignende tilstande på lægterne.

I 1996 vendte han hjem til England og Southampton, som blev reddet fra en truende nedrykning. Men sæsonen huskes alligevel mest for den pinagtige ”Ali Dia affære”, hvor Souness tillod en ubeset kontraktsvindler at få spilletid i en ligamatch mod Leeds.

Siden fulgte managerjobs i Torino, Benfica, Blackburn og Newcastle, med størst succes i Blackburn, med hvem Souness vandt Liga Cuppen i 2002.

Graeme Souness er optaget i både engelsk og skotsk fodbolds Hall of Fame, og han blev adlet med en såkaldt CBE i 2024. Hans selvbiografi fra 1985 hedder karakteristisk nok ”No Half Measures”. Skotten gjorde intet halvt.

Der er behov for forandringer: Her er tre bud på en ny cheftræner i Chelsea