Diego Armando Maradona er en fodboldpersonlighed der deler vandene.

Det kan ikke være anderledes med tanke på hans udsvævende livsstil, forbindelser til mafia, problemer med doping, kammerateri med det cubanske diktatur. Og selvfølgelig dét der mål med ”Guds hånd” i 1986, der medvirkede til at spille VM-titlen til Argentina, men samtidig stemplede Diego som snydepels.

Omvendt er han nærmest tilbedt som en gud i sit hjemland. Og uanset hvad man måtte mene om den lille playmakers gøren og laden, så er han så absolut og aldeles indiskutabelt en af fodboldhistoriens allerstørste spillere gennem tiderne. Det er helt forståeligt, at mange placerer ham som nr. 1.

Personligt har jeg aldrig i mit liv set en aktør på en grønsvær, der i dén grad var i stand til at vinde fodboldkampe næsten på egen hånd.

Barca ville have ham

Diego startede i Argentinos Juniors og kom til storklubben Boca i 1981. Han blev sat op som det helt store hit på det argentinske landshold ved VM i 1982, men han havde vanskeligt ved at møde forventningerne, og forløb sig i mellemrundeopgøret mod ærkerivalerne Brasilien, hvor han stemplede sin direkte modstander, Batista, i skridtet og blev udvist. Megatalentet måtte udgå i vanære, mens brasilianerne udspillede ”La Albiceleste” på kryds og tværs.

Ikke desto mindre ville FC Barcelona have den lille boldkunstner for enhver pris, og Barca satte global transferrekord med en overgangssum på ca. 55 millioner kroner i 1982. I den catalonske storby kom argentineren til at afløse Allan Simonsen.

Hans entre i spansk fodbold gik ikke stille af. Han viste prøver på et helt fænomenalt talent, men blev også udsat for grove svinestreger, der kun kan karakteriseres som ren vold. For eksempel da ”Slagteren fra Bilbão, Goikoetxea, slagtede ham i en hadefuld kamp på Camp Nou i 1983. Det kostede en brækket ankel.

Selv om Diegos legendariske landsmand, Cesar Luis Menotti, blev hentet ind som cheftræner, så skulle der en transfer mere til, for at bane vejen for det helt store europæiske gennembrud.

I den syditalienske metropol Napoli elskede og forgudede publikum Diego, og han gjorde ”De Små Æsler” som de kalder klubben lokalt, til italienske mestre to gange. Da han toppede spillemæssigt omkring 1987-90 var han fuldkommen uovertruffen.

Énmandshær

Ved VM i 1986 satsede Argentina alt på Maradona. De øvrige spillere var arbejdsheste, spændt for Diegos stridsvogn. Og han var ustoppelig.

Modstandere på stribe forsøgte at stikke en kæp i hjulet, mange af dem med særdeles ufine midler, men den lille, tætte, krølhårede boldkunstner med nummer 10 på ryggen fejede al modstand til side. Hans løb med bolden, hans eksplosivitet, hans sublime teknik var fuldkommen uovertruffen.

I kvartfinalen mod England brød han alle regler for fairness ved at score med hånden. Hvorefter han overskred alle normer for teknisk kapacitet ved at score et af VM-historiens smukkeste og mest sublime mål. Inden for én og samme kamp viste ghettoknægten sig fra sin værste og sin bedste side.

Det er min påstand, at der aldrig er vundet en VM-titel der i så udpræget grad var 1 mands fortjeneste.

Mod Danmark i 1993

El Pibe de Oro – Gulddrengen – mødte kun en enkelt gang det danske landshold.

Det var i forbindelse med den såkaldte Artemio Franchi Cup, der blev afviklet i Mar del Plata i 1993 med undertitlen ”Mundialita”, altså et uofficielt mini-VM.

Den sydamerikanske mester mødte den europæiske i en model der havde forbillede i det verdensmesterskab for klubhold, som dengang eksisterede. Opgøret havde altså mere substans og status end King Fahd Cup, der blev spillet tre år senere.

Argentinerne satte en sejr højt, hvilket afspejledes i en meget stærk startopstilling med bl.a. Batistuta, Caniggia og Diego Simeone, foruden altså El Diego, og hjemmeholdet diverterede kampen igennem med hårdt spil.

Danskerne kom foran på et selvmål og sloges forbilledligt. Den helt uerfarne Jakob Kjeldbjerg spillede over for Maradona, hvilket den daværende Silkeborgspiller gjorde særdeles dygtigt og effektivt. Den lyslokkede Claudio Caniggia udlignede, men argentinerne formåede hverken at besejre eller nedspille Danmark.

Efter 120 minutters spil gik kampen i straffesparkskonkurrence, hvor Maradona scorede på det første argentinske forsøg. Desværre brændte Kim Vilfort og Bjarne Goldbæk, og så kunne Maradona, grædende af lykke, modtage pokalen.

Maradona, manden der altid omtalte sig selv i 3. person, er efter manges mening den bedste fodboldspiller verden har set.

På den alenlange liste over hans meritter figurerer France Footballs udtagelse af ham til det All Star verdenshold i 2020, bestående af de bedste spillere i historien, sammensat af fodboldeksperter/journalister fra hele kloden.

Man kan naturligvis mene hvad man vil om den slags, men All Star holdet var unægtelig stærkt:

Lev Jashin, Cafu, Paolo Maldini, Franz Beckenbauer, Xavi, Lothar Matthäus, Maradona, Pelé, Christiano Ronaldo, Messi og Ronaldo.

Samme år gik Diego bort.