Besøg i omklædningsrummet og dybe lommer: Da Argentina købte sig til VM-finalen
Proceduren og processen i forhold til at vælge værtskabet for VM-slutrunden er meget ofte blevet et rent rivegilde, hvor ufine metoder, såsom bestikkelse af FIFAs eksekutivkomité, er blevet afsløret flere gange i historien. FIFA har gradvist udviklet sig til et økonomisk politisk organ, hvor profitmaksimering lader til at være et helt essentielt begreb. Valget af vært for VM i 1978 var imidlertid ret problemfrit.
På FIFAs kongres i 1966 valgte man hvilke nationer der skulle huse turneringen i både 1970, 74 og 78 på én gang. Det forekom dengang ret og rimeligt, at værtskabet gik på skift mellem Amerika og Europa, så Mexico, Vesttyskland og Argentina blev udpeget til at lægge græs til VM i de tre nævnte år. For Argentinas vedkommende var det uden modkandidater.
I 1966 var det sydamerikanske land et demokrati i fremgang, og VM-logoet var inspireret af en gestikulerende gestus, ofte benyttet af præsident Juan Peron. Men i 1976 tog militæret magten ved et kup, og så havde man altså foræret den største globale sportsbegivenhed inden for en enkelt sportsgren til et diktatur der ranede magten med vold, og fængslede, forfulgte og torturerede politiske modstandere.
For militærstyret var VM selvfølgelig en indlysende propaganda-guldklump der landede lige i generalernes kasketter, med al den reklame og positive omtale som et så massivt og omfattende event må føre med sig. Der var naturligvis en del protester verden over, men uden den store effekt.
Danske håb skydes i sænk
For det danske landsholds vedkommende var det første gang i historien, at man kunne nære et realistisk håb om at kvalificere landsholdet til en VM-slutrunde. Under landstræner Kurt Nielsen blev der dækket op for de udlandsprofessionelle med hyggestemning og god dansk frokost med øl og snaps, når de kom hjem fra kadaverdisciplinen i Bundesligaen og Belgien til træningssamlingerne. Og der blev også dækket op for publikum med en underholdende og offensiv tilgang. Men holdet hang ikke godt nok sammen, og Polen og Portugal viste sig for stærke for danskerne. Til gengæld slap spillerne så for at tage stilling til om de ville stille op i Argentina og være en slags reklamesøjler for diktaturet, noget som i alt fald stjerneforwarden Henning Jensen offentligt havde udtrykt stor skepsis over for. På trods af, at Henning til dagligt var beskæftiget i det, på det tidspunkt, fascistiske Spanien.
Danske tv-seere måtte nøjes med at heppe på de svenske naboer, der imidlertid leverede en skuffende indsats. Målmanden Ronnie Hellström var nærmest ene om at vise klasse.
Aftalt spil, bestikkelse og forræderi mod fodbolden
Magthaverne blandede sig fra begyndelsen af det argentinske forbunds forberedelser til slutrunden. Det var tydeligt, at holdets succes havde gigantisk betydning for den nationale sammenhængskraft, og selvfølgelig landets ansigt udadtil. Det blev blandt andet dikteret, at den snu kæderyger, Cesar Luis Menotti, skulle stå i spidsen som landstræner. Egentlig et spøjst valg, eftersom den intellektuelle Menotti i bund og grund ikke var tilhænger af autoriteterne, men hans ambitioner om at vinde et verdensmesterskab var omvendt en stærk drivkraft. Den karismatiske træner valgte en ung Diego Maradona fra, og lagde i stedet ansvaret for holdets midtbane og rygrad i fødderne på den mindre flamboyante, men til gengæld uhyre dygtige tekniker, Osvaldo Ardiles. Og i angrebet havde Menotti tiltro til den ellers meget svingende Mario Kempes. Det var kompetente valg.
Der har aldrig været afholdt et VM uden rygter og spekulationer om urimelige favoriseringer af værtsnationen. Det gjaldt bestemt også i denne turnering.
Argentina startede med at slå Ungarn med 2-1 i et tæt opgør, hvor gæsterne pådrog sig hele to røde kort, og derefter blev Frankrig overvundet med samme cifre, bl.a. på et straffespark, der var komplet usynligt for både spillere, tilskuere og tv-seere. Men ikke for opgørets schweiziske dommer.
Så betød det mindre, at Italien slog værterne i den sidste puljekamp.
Turneringsformatet var ret spøjst. I mellemrunden mødtes de 8 bedste i to grupper, hvor de to 1’ere gik direkte i finalen, og 2’erne spillede om bronze. Programmet blev tilrettelagt sådan, at Argentina spillede sin sidste kamp efter at de andre var afviklet, og dermed havde fordel af at kende resultater og stillingen inden de gik på banen. Det blev afgørende.
Ærkefjendeopgøret mellem Brasilien og Argentina endte 0-0, mens begge slog Polen med to mål, og brasserne vandt over Peru med 3-0. Det betød, at Argentina skulle slå peruvianerne med 4 overskydende mål i mellemrundens sidste kamp.
Peru havde imponeret i den indledende pulje ved at slå det, på forhånd meget hypede, skotske hold, og klare uafgjort mod de stærke hollændere. I opgøret mod skotterne brillerede frisparkseksperten Teofilio Cubillas med at kanonere kuglen med papegøjen og masser af skru uden om den skotske muropstilling. Det havde man ikke set før. I alt fald ikke med så høj præcision og fart.
Men i mellemrunden tabte peruvianerne pusten, og nederlag til Brasilien og Polen betød, at de ikke havde noget at spille for mod Argentina. Bortset fra æren. Den blev smidt væk i en anden halvleg, hvor værterne gik fra 2-0 til 6-0, og skar igennem en nærmest ikke-eksisterende peruviansk defensiv med en lethed, der forekom forbløffende. Perus forsvarsspil endte som en ren farce. Og Argentina gik i finalen.
Kampforløbet vakte raseri og forargelse i Brasilien, hvor pressen mere end insinuerede urent trav.
Der gik da heller ikke længe førend der verserede rygter om, at gæsternes omklædningsrum havde fået besøg i pausen af mystiske formummede mænd i cottoncoats med meget dybe lommer.
Naiv dansk presse
Herhjemme tog sportspressen generelt affæren med ophøjet ro. Eller en vis naivitet, kunne man også påstå.
I det populære årsmagasin ”Fodbold – Årets Bedste 1978” (en skattet julegave i mange danske hjem på den tid), konkluderede skribenten: ”Det føg med ord om aftalt spil, forræderi mod fodboldsporten, penge under bordet osv. Sandheden er nu nok, at Argentina satte alt på ét kort mod et hold på nedtur og fik mere end jackpot”. Senere undersøgelser af sagen, baseret på masser af førstehånds vidneudsagn påviste ikke desto mindre, at juntaens håndlangere ganske rigtigt havde været i aktion i pausen. Det var peruvianerne der scorede den økonomiske jackpot, mens Argentina sikrede sig den eftertragtede finaleplads. Endvidere i fodboldmagasinet lød det: ”Svindel, nej hvorfor dog? Somme tider kan et hold udrette ting, når alting pludselig går op i en højere enhed”. Eller rettere, med lidt bestikkelseshjælp. Det var lige præcist aftalt spil. Et forræderi mod fodbolden.
Hjemmenationen vandt også finalen, efter forlænget spilletid i en brutalt spillet slutkamp mod Holland. Mario Kempes scorede to gange og sikrede triumfen foran 71000 ellevilde tilskuere i Buenos Aires, mens grønsværen totalt tildækkedes af hvid konfetti.
4 år senere spillede junta-generalerne deres sidste politiske kort, på bagkant af en økonomisk nedtur, med annekteringen af Falklandsøerne, eller Malvinas, som de kaldes på spansk. Det stunt mislykkedes imidlertid totalt, og i kølvandet på den militære fiasko faldt diktaturet. Heldigvis.
Portræt af Osvaldo Ardiles: Link.
Portræt af Ronnie Hellström: Link
Portræt af Archie Gemmill: Link.
————————————-
VM-skandalerne 1930: Link.
VM-skandalerne 1934: Link.
VM-skandalerne 1954: Link.
VM-skandalerne 1962: Link.
VM-skandalerne 1966: Link.
VM-skandalerne 1970: Link.
