Manden der ændrede England for altid: Han mødte op som "fredløs" og blev en legende
I generationer var der særdeles få udlændinge i engelsk fodbold. En kombination af vanskeligheder med arbejdstilladelser, og en gentlemen’s agreement mellem klubberne om ikke at tage udenlandsk arbejdskraft, betød at spillere der ikke havde en commonwealth-baggrund var et yderst sjældent syn i engelsk topfodbold. Hvis de da ikke spillede som amatører, som fx Nils Middelboe i Chelsea i tiden omkring og efter 1. verdenskrig, eller Karl Aage Hansen, der i 1949 havde et ophold i Huddersfield.
I anden halvdel af 1970’erne blev der ændret på betingelserne for at opnå arbejdstilladelse for fodboldspillere, og klubbernes, på det tidspunkt 47 år gamle musketér-ed, gik i opløsning. Tottenham Hotspur var blandt de første til at åbne sluserne. Det gav plads til hele to argentinske verdensmestre på White Hart Lane.
Osvaldo ”Ossie” Ardiles og hans argentinske landsmand Ricardo ”Ricky” Villa kom således på lønningslisten i Tottenham i 1978. Prisen var kun sølle 750000£. For både Ardiles og Villa tilsammen. Sidstnævnte blev den afgørende faktor i FA Cup-finalen i 1981 for Tottenham Hotspur. Villa var dog også et eksempel på, at det ikke altid var helt ligetil at integrere udlændingene i den nye kultur.
Da Svend Gehrs i 1979 havde en interviewaftale med den skæggede angriber og stod og ventede foran træningsanlægget, stak argentineren til almindelig forbløffelse pludselig af. En temmelig målløs Gehrs overværede Villas flugt over plankeværket – eller i alt fald i skjul bag nogle biler på anlæggets p-plads. Den danske reporter gav nu ikke op så let og fandt med sædvanlig ildhu frem til angriberens gemmested. Baggrunden var, at Ricky Villas engelsk var så ringe, at han nærmest gik i panik ved tanken om at møde pressen tete-a-tete. Det blev da også en kort og knapt så informativ samtale.
Et andet skidt eksempel var Villa og Ardiles’ landsmand, Alberto Tarantini, der på samme tid fik kontrakt med Birmingham City. Tarantini, der spillede back på det argentinske verdensmesterhold, udviste en hoven og uengageret attitude. Birmingham fyrede ham efter flere disciplinære episoder, der kulminerede med et slagsmål med en tilhænger under en ligakamp. Helt anderledes stod det til med Ardiles. Den lille midtbanetekniker faldt hurtigt til i London og tog den engelske kultur og mentalitet til sig.
Mere end nogen anden blev Osvaldo Ardiles den personlighed, der kom til at bane vejen for mere udenlandsk islæt. Da Tottenham købte den spinkle playmaker, blev han på rekordtid en uhyre markant succes i kraft af sin elegante teknik og uforlignelige overblik. Da undertegnede talte med Svend Gehrs i forbindelse med research til Bogen om Sportslørdag, var det da også den gudbenådede argentinske boldspiller, Svend fremhævede som sin ”all-time yndlingsspiller.” ”Jeg så ham som den afgørende faktor på Argentinas VM-mandskab i 1978, og det var et genialt træk af Tottenham at hente ham,” udtalte den legendariske fodboldkommentator ved den lejlighed.
Ændrede engelsk fodbold for altid
I det hele taget var Tottenham en fornøjelse at følge i – ganske mange – tipskampe i Sportslørdag på det tidspunkt. Under Keith Burkinshaw blev der spillet offensivt og kvikt. Manageren havde overtaget en skrantende, forhenværende storklub i 1976 fra den tidligere Arsenalspiller(!) Terry Neill i 1976. Neill kunne slet ikke leve op til den legendariske forgænger Bill Nicholson, men Burkinshaw fik sammensat et spændende mandskab bygget op omkring sin argentinske feinschmecker. Det var med spillere som elegantieren Glenn Hoddle, keeperen Ray Clemence, den angrebsivrige irske back Chris Hughton, den fine gamle kaptajn Steve Perryman og ikke mindst den skotske målræv Steve Archibald. Ossie Ardiles satte det hele i scene og var den, der frem for nogen tegnede biksen.
Ardiles er af den velrenommerede fodboldskribent Andy Macfarlane blevet kaldt intet mindre end ”manden der formede engelsk fodbold” i epoken. Den spilintelligente argentiner gjorde op med dogmet om, at centrale midtbanespillere først og fremmest skulle spolere modstandernes opspil, og derefter kreere. Ardiles svævede med sit lette og ubesværede løb hen over banen og forudså, som et andet skakgeni, modspillernes næste træk, hvorefter han elegant brød opspillene og igangsatte noget kreativt. Han må have mindet publikum på White Hart Lane om ”Spøgelset” John White, som vi også skal høre nærmere om senere. I alt fald blev den taktisk sublime sydamerikaner tilskuernes favorit. Med den tidligere Huracanspiller som omdrejningspunkt vandt Tottenham FA Cup turneringen i 1981 og 82, og truppen indspillede singlen ”Ossie’s Dream”. Men drømmen blev til et mareridt da den ulyksalige Falklandskrig brød ud.
Krigen ødelagde alt for Ossie
Det argentinske militærstyre forsøgte desperat at skaffe sig folkelig opbakning ved at annektere øgruppen i det sydlige Atlanterhav, af argentinerne kaldet Las Malvinas. Falklandsøernes beboere var imidlertid af britisk herkomst (og statsborgere), og da chokket over den argentinske aggression først var processeret, antog regeringen, under ledelse af ”jernladyen” Margaret Thatcher, den stramme mine og ”stiff upperlip”, og bestemte at britiske flådeenheder og militære enheder skulle sendes til brændpunktet. I april 1982 var krigen en realitet.
Konflikten kulminerede to måneder senere med et slag om hovedbyen Port Stanley, hvor en undertallig britisk styrke af faldskærmsjægere nedkæmpede den argentinske garnison under blodige nat- og nærkampe. Falklandsøerne forblev under Union Jack, mens det argentinske despoti smuldrede indadtil.
For Ossie Ardiles blev den korte krig yderst tragisk, eftersom hans bror var blandt de argentinske faldne. Midtbanespillernes situation i engelsk fodbold blev fuldkommen uholdbar. Han var dybt berørt af tabet og sorgen, og han kunne naturligvis ikke proklamere nogen form for støtte til briterne, selv om han ikke havde varme følelser for militærjuntaen. I Tottenham ville man gerne spare ham for chikane og personforfølgelse, og Ardiles selv ville væk. Måtte væk. I foråret 1982 havde Ossie fået klubbens tilladelse til at tage i træningslejr med Argentinas VM-landshold, der skulle forsvare verdensmesterskabet ved slutrunden i Spanien, og det stod klart, at han ikke kunne vende tilbage til London i efterdønningerne af Falklandskrigen. Ardiles spillede i stedet en halv sæson på lån i Paris St. Germain. Tilknytningen til Tottenham var imidlertid stærk, og allerede i 1983 gjorde han comeback for Spurs. Modtagelsen i England var (forventeligt) blandet til at begynde med, men kærligheden til det smukke spil overvandt heldigvis de hadske følelser. Ardiles spillestil, hans måde at agere på når han var på fodboldbanen, og hele hans personlige optræden udenfor, var simpelthen så sympatisk, at han var svær at være vred på. England blev da også hans andet hjem.
Alligevel var det som om, at krigen slog noget itu. Ardiles var ikke længere den samme spiller. Hans indsats ved VM i Spanien for Argentina var sløj, sammenlignet med triumftoget på hjemmebane fire år tidligere. I 1978 havde Ossie været nøglespiller i et stærkt argentinsk kollektiv, mens han i Spanien var reduceret til boldflytter på et mandskab, der var bygget op omkring en Diego Maradona, som havde svært ved at indfri de høje forventninger. Selv om Ardiles optrådte med nummer 1 på ryggen (argentinerne var nummererede i alfabetisk orden) var der ikke meget general over hans indsats.
Comebacket i Tottenham blev heller ikke den helt store succes. Personligt vil jeg altid huske Ardiles fra før og efter 1982 som to forskellige spillere. Den aura af elegance og uovervindelighed, som verdensmesteren havde udstrålet tidligere, genfandt han aldrig. Skader var nok en medvirkende årsag. I sæsonen 1984-85 spillede han kun 11 ligakampe, og han havde vanskeligt ved at erobre sin plads på holdet tilbage, efter at manager Keith Burkinshaw var blevet afløst af Peter Shreeves. Om degraderingen var et symptom på skader og alderen, eller om der sad nogle mentale eftervirkninger ovenpå traumerne efter ”Guerra del Atlantico Sur” står ikke klart. Men det er uomtvisteligt, at Ardiles kulminerede i 1982 og at han aldrig blev helt den samme efter krigen og opholdet i Paris.
Efter nogle sæsoner med nedtrapning i 2. divisionsklubber blev Ardiles i 1989 manager i Swindon Town, der straks fik stor sportslig fremgang. Sydamerikaneren diskede op med innovative taktiske tiltag og en frisk, teknisk baseret spillestil, men Swindon blev – sørgeligt nok – degraderet på grund af økonomisk rod, på randen til det store gennembrud i engelsk fodbolds top flight.
Det tog ligesom gassen lidt af ballonen, og siden blev Ardiles mest af alt en slags journeyman i træner/managerbranchen, med mere eller mindre eksotiske eller obskure jobdestinationer som Mexico, Japan, Saudi Arabien, Malaysia m.fl. En kort periode i chefstolen i Tottenham i 1994 blev ikke nogen succes.
