DBU’s vilde satsning: Da Aksel Bjerregaard blev landsholdets øverste chef
DBU havde succes med konstellationen Ove Bøje/Aksel Bjerregaard i forbindelse med OL-turneringen i London i 1948, hvor Danmark vandt bronzemedaljer.
Det betød tilsyneladende ikke så meget, at de to akademikere udi fysiognomi og atletiktræning ikke havde forstand på fodbold.
Ansvarsfordelingen mellem dem og den engelske coach Reginald Mountford var noget rod, men DBU noterede sig med stor tilfredshed, at landsholdsspillerne var i bedre fysisk kondition end man havde set i mange, mange år. Det blev opfattet som en opskrift der inviterede til gentagelse.
Trods den kraftige sportslige åreladning der fulgte i kølvandet på bronzeholdets triumf, var DBU klar til at gentage succesen fire år senere i Helsinki.
Der var dog skeptiske røster der mente, at dansk fodbold næppe kunne overleve en ny storeksport af de bedste spillere. Det kunne jo blive følgen af endnu en dansk OL-medalje. Skribenten Finn Spanning mente ligefrem at man måtte overveje om det var værd atter at sætte spillerne i et ”udstillingsvindue” for professionalismen.
DBU mente dog ikke at det var betimeligt at melde fra over for de finske værter, som man jo havde haft et årelangt samarbejde med.
Atter blev ansvaret for de fysiske forberedelser lagt i hænderne på duoen Bjerregaard/Bøje. Denne gang var Bøjes rolle dog noget mere tilbagetrukket som en slags konsulent. Det var Aksel Bjerregaard der havde det konkrete ansvar, og han blev da også officielt tituleret landsholdstræner, selv om hans indsigt i fodbold var yderst begrænset.
Artiklen fortsætter efter videoen.
OL-kvartfinale
Elitespillerne blev i praksis opdelt i to grupper. Vest for Storebælt varetog B.1909’s David Russell træningen af de bedste OL-emner, og på østsiden hersede legendariske Carl Skomar’ Hansen med kandidaterne.
Truppen blev ikke så stærk som i 1948, men det havde også været utopisk, eftersom man havde afgivet ikke færre end 18 af de allerbedste spillere til udenlandske topligaer siden John Hansen havde banet vejen med sine 4 mål mod Italien, og hans efterfølgende massive succes i Juventus.
Danmark slog Grækenland i den preliminære runde, og besejrede derefter Polen i et meget tæt og nervebetonet opgør. Danskerne tabte i kvartfinalen med 5-3 til et meget stærkt jugoslavisk landshold. Det var helt uden tvivl en kæmpe fejltagelse, at Bjerregaard ikke havde en kvalificeret coach til at varetage det taktiske ansvar.
Måske var DBU’s rationale, at der i London havde været ”for mange kokke”, men det fordærvede indsatsen og mulighederne, at man ikke lod Carl Skomar’ assistere de to teoretikere. Knud Lundberg skrev i krøniken Dansk Fodbold, at han var overbevist om, at det var den populære Carl Hansens fortid som professionel (Danmarks første af slagsen i 1921), der gjorde udslaget. DBU kunne ikke se bort fra hans ”faneflugt” da det kom til stykket.
Bøje og Bjerregaards træningsprincipper fik stor indflydelse på de hjemlige klubber. Vægten på den fysiske træning blev markant, ikke mindst i provinsen, hvilket formentlig ikke var uden indflydelse på at de sportslige magtforhold i dansk fodbold forandrede sig i løbet af 1950’erne.
Til bl.a. Finn Spannings lettelse lå eksporten af de bedste spillere på et lavt niveau, hvilket sandsynligvis hænger sammen med, at der var masser af løbevillige og fysisk velfunderede aktører, men meget få – alt for få – der var i besiddelse af det ekstraordinære tekniske niveau og kreative evner som fx Jørgen Leschly Sørensen, Karl Aage Hansen, Axel Pilmark, Carl Aage Præst m.fl., der havde tegnet den foregående generation.
Knud Lundberg og AGF’s Aage Rou Jensen var blandt de få undtagelser, men de havde ikke lyst til professionalisme, og Esbjergs supertekniker Jens Peder Hansen var grundlæggende for lidt disciplineret.
Banede vejen for Arne
For landsholdets vedkommende var det ikke i længden muligt at få de bedste amatører til at træne så systematisk med fællestræninger og høje krav til form og fitness. Der manglede simpelthen et incitament, et internationalt turneringsmål til at samle kræfterne. OL i 1956 blev afholdt i Melbourne, og DBU opgav på forhånd at sammensætte et olympisk mandskab der kunne og ville rejse til et så fjernt sted på kloden.
Udviklingen betød også at landsholdet gik i stå, og da man (langt om længe) begyndte at deltage i kvalifikationen til verdensmesterskaberne i 1956, tilhørte Danmark den dårligste tredjedel blandt Europas fodboldnationer.
DBU havde imidlertid et modtræk. For første gang ansatte man en fuldtidstræner. Det blev ex-landsholdsspilleren Arne Sørensen, der fik til opgave at kvalificere Danmark til OL i Rom i 1960.
Arne havde realisme og indsigt nok til at konkludere, at hvis fodboldfolket atter skulle have en international præstation at glæde sig over, så krævede det en ny kampagne i Bøje/Bjerregaards ånd.
Det hører imidlertid en anden historie til.
Aksel Bjerregaard blev i 1961 forstander på den Jyske Idrætsskole i Vejle. En stilling han besad indtil 1967, hvor han blev opsagt af personlige årsager. Han gik bort i København i 1982.
Statistik:
Landsholdscoach 1952.
3 landskampe. 2 sejre og 1 nederlag. Målscore 7-6.
Tre bud på en ny cheftræner i Chelsea
