Denne serie omhandler de trænere, der igennem tiderne har coachet det danske landshold. 4. del: Jack Carr.

Op til OL i Antwerpen i 1920 forfulgte DBU sin succesfulde lærlingestrategi i forhold til de britiske forbilleder, og ansatte en engelsk toptræner i jagten på det olympiske guld.

Den engelske træner John (Jack) Carr blev således engageret for at optimere forberedelserne. Det var Nils Middelboe, der på det tidspunkt spillede i Chelsea FC, der formidlede kontakten til englænderen.

Carr var ingen hr. hvem som helst: Han var tidligere landsholdsback for England og havde som aktiv vundet det engelske mesterskab tre gange og FA Cup turneringen en gang.

Portrættet fortsætter efter videoen.

Optakt med skandaler

I den danske bruttotrup var der delte meninger om hans værd, sandsynligvis mest fordi han insisterede på en hel del hård konditionstræning. DBU arrangerede fællestræninger intet mindre end fire gange om ugen for elitespillerne, og for første gang i historien blev der sendt invitationer til enkelte aktører i provinsen. Interessen fra fodboldfolket var kolossal.

I forbindelse med den første træningssession på AB’s baner strømmede tilskuerne til for at se girafferne, men der var dekreteret lukket træning, og folk måtte gå hjem med uforrettet sag. Det afstedkom så udbredt indignation, at politiet måtte tilkaldes, for folk var skuffede og forsøgte at tiltvinge sig adgang. Der var altså store forventninger fra omgivelserne.

De interne træningsopgør mellem A og B opstillingerne blev tilløbsstykker for tusinder, da man – efter den tumultariske indledning – besluttede at lukke tilskuere ind.

Pressen fulgte meget nøje træningssessionerne, og fik stillet skarpt på lidt af en skandale da det viste sig, at KB’s dygtige tekniker og playmaker, Alf Olsen, aktivt saboterede Sam Thorsteinsson fra AB. Olsen foretrak sin klubkammerat Leo Dannin på højre fløj og undlod at spille bolden til Thorsteinsson.

Desuden var han så arrogant at fortælle en journalist fra BT om sin ”geniale” plan, hvorefter udtagelseskomitéens Kristian Middelboe (også fra KB) fik travlt med at dementere og negligere Alfs usportslige optræden.

Optakten prægedes også af, at flere af de bedste danske spillere ikke kunne få fri til at deltage i det omfattende træningsprogram. Det gjaldt for eksempel nationens største målscorer (i historien), Poul ”Tist” Nielsen.

Til gengæld fik Nils Middelboe en ”friplads” i truppen, selv om han heller ikke tog del i Carrs fællestræninger. Middelboe befandt sig i London i hele optaktsfasen til OL. Det skabte misundelse og sure miner i truppen, at der således blev forfordelt.

Carl Skomar’ dummede sig

Jack Carr havde en tyrkertro på at Danmark ville tage guldmedaljerne i Antwerpen, men sådan gik det ikke, på trods af at danskerne mødte undertippede Spanien i denne nations allerførste landskamp i historien.

I skarp kontrast hertil, mødte Danmark med dobbelt OL-sølv fra 1908 og 12 i bagagen, og en status som en af verdens førende fodboldnationer.

Carr og DBU’s udtagelseskomité havde to kvalificerede centerforwards at vælge imellem. Det var to af dansk fodbolds giganter: Den lille hårdtskydende B.1903’er, Carl Skomar’ Hansen, og B.93’s elegante Fritz ”Greven” Tarp.

De to var vidt forskellige. Tarp spillede spydspids med det store overblik og kælen teknik. Han yndede at falde ned i banen under opspillene og agerede som en slags ”falsk 9’er”. Som centerforward var han langt forud for sin tid.

”Skomageren” var mere hårdfør og pågående. Qua sin enorme skudstyrke lurede han konstant på chancerne og var dødsensfarlig i boksen. En frontangriber der aldrig går af mode.

Jack Carr foretrak Carl Skomar’. Og UK hældede også til den lille goalgetter. Men ved ankomsten til OL-byen i Antwerpen faldt korthuset. Carl Hansen rejste alene til Belgien pga. arbejde og arriverede senere end den øvrige trup.

Turen havde været strabadserende, så han valgte – uden at cleare med holdledelsen – at sove længe for at være udhvilet på kampdagen, og fik så serveret morgenmad på værelset, frem for at troppe op i spisesalen med resten af holdet. Den autonome opførsel faldt UK så meget for brystet, at man besluttede at statuere et eksempel. Hansen blev – til sin egen store fortrydelse – sat af.

Man mente jo nok alligevel at Spanien var en overkommelig modstander. Det viste sig desværre at Fritz Tarp var blevet syg, og så måtte B.1903’s Viggo Jørgensen stille op som centerforward. Det blev en monumental fiasko. Jørgensen blev kyst af spaniernes hårde spil, og Danmarks supermålmand, Sophus Hansen, droppede et ellers helt ufarligt skud på et sjældent iberisk angreb.

Danskerne kunne ikke udmønte et massivt spilovertag, og Spaniens 17-årige keeper, den senere legendariske Ricardo Zamora, viste sig umulig at passere.

Coach Jack Carr så magtesløs til, mens minutterne randt ud og hans mandskab blev sendt ud af turneringen (der blev afviklet efter cupsystemet).

I efterdønningerne af det chokerende nederlag besluttede DBU, at det danske landshold ikke længere skulle stille op i international turneringssammenhæng.

Dermed blev Jack Carr den sidste engelske coach for landsholdet helt indtil 1939, hvor DBU blødte sin isolationspolitik en smule op, og ansatte den geniale Ted Magner til at træne landsholdet og lede en række elitesamlinger, frem imod DBU’s jubilæumsturnering, der havde deltagelse af de nordiske landshold.

Jack Carr blev efter OL fysisk træner for Newcastle United i en årrække, og senere manager i Blackburn Rovers. Han døde i 1948, 69 år gammel, i Newcastle.

Statistik:

Landsholdscoach 1920.

1 landskamp. 1 nederlag. Målscore 0-1.

Læs også: VM-skandalerne: Katastrofen i Uruguay