Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Den sydafrikanske målsluger

16.04.2026 Kl. 07:25

Gordon Hodgson var en formidabel forward, som nok er gået i glemmebogen hos de fleste i dag, selv blandt mange Liverpool-fans. Det er ganske ufortjent.

Gordon blev født i 1904 i regionen Gauteng, nær Johannesburg i Sydafrika. Han voksede op i en urolig tid. De nådesløse og brutale Boerkrige var netop overstået, men der var dybe spændinger imellem den etnisk britiske befolkningsgruppe og boerne, der havde primært hollandsk afstamning.

I den ulmende konflikt og magtspillet mellem de hvide grupperinger var der desuden en tendens til, at de indfødte afrikanske stammefolk kom alvorligt i klemme. Hodgsons hjemstavn, Transvaal, var rigt på ressourcer, og havde været centrum for mange af krigshandlingerne i de to krige, hvor det britiske imperium sikrede den politiske kontrol med Sydafrika, i alt fald for en periode.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Den unge mand var imidlertid en helt usædvanligt talentfuld fodboldspiller. Han var enormt høj og stærk, og var både i besiddelse af et kraftfuldt hovedspil og en fornem sparketeknik. Gordon blev udtaget til det sydafrikanske landshold og opnåede 2 landskampe, førend han rejste med Transvaals udvalgte hold på en tre måneders turné til England i 1924.

Sydafrikansk fodbold var ikke sådan at undervurdere, for Hodgson og co. slog bl.a. både Everton og Liverpool FC, og der var – forståeligt nok – mange engelske klubber der gerne ville have fingre i den 20-årige, tårnhøje angriber. Hodgson valgte et kontrakttilbud fra Liverpool og bosatte sig i England. Det var et usædvanligt, men dog ikke enestående fænomen, at spillere fra de oversøiske kolonier og besiddelser gjorde karriere i professionel engelsk fodbold.

Liverpools bedste målskytte gennem tiderne

Hos The Reds kom Hodgson til at danne en uhyre stærk fronttrio med Dick Forshaw og Harry Chambers. De to nævnte innerwings noteredes for henholdsvis 123 og 151 scoringer for Liverpool, men ingen kunne matche Gordons vanvittige 241 mål i 377 kampe.

Det indplacerer sydafrikaneren på en 4. plads på alle tiders målscorerliste, men også på en 1. plads på tabellen over de bedste målgennemsnit, med fremragende 0,639.

Det blev aldrig til titler med Liverpool FC i Hodgsons æra. En 5. plads i 1929 blev det bedste resultat i ligaen i de 10 sæsoner han repræsenterede The Reds. Til gengæld viste Gordon klassen med hele 17 hattricks, hvilket er 1 flere end Ian Rush, og dermed klubrekord.

Gordon var en multibegavet, vaskeægte topatlet. Han spillede, sideløbende med fodboldkarrieren, også cricket på øverste niveau for Lancashire, og desuden baseball for Everton. Hans popularitet var kolossal, og der opstod nærmest et folkekrav om at få kæmpen på det engelske landshold.

Det var ikke helt ligetil, for Gordon havde jo spillet for Sydafrika, men i 1930 så fodboldforbundet stort på fortiden, og forwarden noteredes for tre landskampe for England.

Fra 1936 til 39 spillede Hodgson en sæson for Aston Villa og derefter to for Leeds United, inden krigsudbruddet satte en stopper for den aktive karriere. Efter krigen blev han manager i Port Vale.

Desværre var skæbnen ham ikke gunstig. I 1938 døde hans hustru, blot 27 år gammel. Han giftede sig på ny, men i 1951 fik en ondartet cancer i halsen bugt med den notoriske målsluger. Gordon Hodgson blev dermed kun 47. Han efterlod sig hustru og tre børn, heraf to af første ægteskab.

Liverpool FC. Top-10. Målscorere (gennemsnit):

  1. Gordon Hodgson…. 0,639
  2. Mo Salah……………. 0,585 (pr. dags dato)
  3. Jack Parkinson…….. 0,584
  4. Roger Hunt…………. 0,579
  5. Sam Raybould…….. 0,575
  6. Michael Owen…….. 0,531
  7. Ian Rush…………….. 0,524
  8. Robbie Fowler……… 0,495
  9. Sadio Mané………… 0,446
  10. Harry Chambers….. 0,445

Der var to danske klubber, der repræsenterede Danmark i Europa i denne sæson. Nu er det kommet frem, hvor meget F.C. København og FC Midtjylland har tjent efter deres respektive europæiske kampagner.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce