Nu til dags er den engelske liga så eksorbitant proppet med udenlandske spillere, at det ofte kan være vanskeligt at få øje på englændere i startopstillingerne. Men sådan har det (bestemt) ikke altid været. Igennem årtier opretholdt de engelske klubber en gentlemens agreement om at holde udlændinge ude. Stærkt hjulpet af vanskelige betingelser i forhold til at opnå arbejdstilladelse i UK. At man tillige havde den temmelig generelle og udbredte holdning, at udlændinge ikke kunne tilføre britisk fodbold noget videre var naturligvis en medvirkende faktor i den isolationisme, der blev opretholdt. 

Den følgende historie er i dag relativt ukendt. Den handler om to sydamerikanske brødre i engelsk fodbold, længe inden det blev moderne at have udlændinge på holdkortet. Det er historien om de to Robledo-brødre.

Moren blev efterladt på færgen

Fortællingen tager sin begyndelse på den anden side af kloden, i en lille mineby ved navn Iquique i Chile. Her – af alle steder – havde en chilensk minefunktionær og en ung engelsk kvinde i 1920’erne forelsket sig og fået tre små børn. Elsie Oliver var ansat som guvernante hos en rig engelsk familie, der ejede en salpetermine i Chile. Hun fulgtes med sine arbejdsgivere, da de bosatte sig i Iquique, og her mødte hun Aristide Robledo, som hun giftede sig med.

I 1932 rejste Elsie imidlertid tilbage til sit fødeland med de tre sønner (på 6, 4 og 1 år). Årsagen var muligvis tidernes ugunst i det dengang urolige Chile, men omstændighederne er uklare. Tilsyneladende har der været knas i ægteskabet, for kort før færgen til Europa afsejlede, gik Aristide i land efter cigaretter. Han vendte ikke tilbage og forsvandt dermed ud af familien og beretningen. Elsie måtte tage alene over Atlanten med de tre børn og til en ny tilværelse i England. Drengene voksede herefter op i et miljø, der nok var fremmed fra det, de kom fra, men alligevel genkendeligt på mange måder. De bosatte sig nemlig sammen med moren i kulminelandet i Yorkshire, i den lille by Brampton Bierlow. Den yngste, Walter, blev senere direktør i metalindustrien, men de to ældre brødres skæbne var spundet i en tråd med fodbolden som omdrejningspunkt. 

Deres navne var Jorge og Eduardo Robledo Oliver. Robledo fra den efterladte far, Oliver fra moren. Navnene blev næsten pr. automatik anglificerede, således at Jorge blev til George og Eduardo blev til Edward (med tiden Ted).  

Som børn af en enlig mor, og med en lød i hudfarven der var væsentlig mere eksotisk end de jævnaldrendes, har de to knægte måttet udholde megen spot og racisme i deres opvækst. Men de var i besiddelse af minearbejderens seje fighter-DNA, og det fornægtede sig ikke. Desuden viste det sig, at de begge havde oplagt talent for fodbold.

Frygtløs forward

George, den ældste (født på denne dag i 1926), spillede som amatør for Huddersfield Town under krigen og arbejdede i en af de lokale kulminer ved siden af sporten. I 1943 fik han, som 16-årig, professionel kontrakt med Barnsley. Her gjorde han så stor lykke, at klubben også skrev med lillebroren nogle år senere.

George var ikke nogen klassisk sydlandsk fodboldfeinschmecker. Han var derimod som skåret ud af den nordengelske granit. Stenhård, pågående, konstant arbejdende og i besiddelse af et lynhurtigt aftræk. Hans skud var hårde og præcise og han var – trods sine kun 175 centimeter – yderst kompetent i hovedspillet. Først og fremmest var han totalt frygtløs. På mange måder var George et produkt af sin hårde opvækst, hvor modgang måtte besvares med aggression og konsekvens, hvis man ville klare sig. 

Den fysisk stærke forward scorede et hattrick i sin debut i den første sæson efter krigen, 1946-47, hvor ligaen blev reetableret. Barnsley sluttede pænt, midt i 2. division, ikke mindst på grund af fænomenet Robledo, der til fulde levede op til den spanske oversættelse af sit navn: Egetræet. George var stærk og hård og aldeles ustoppelig. 45 mål producerede han i sine 105 ligakampe for The Tykes, og de engelske topklubber spærrede øjnene op. 

Newcastle United, der havde vældig medgang efter en oprykning til 1. division i 1948, tilbød den dengang betydelige sum af 26.500£ for en transfer. Men George var ikke tilfreds. Siden slagsmålene i skolegården og den første tur i de bælgmørke kulminer havde George altid passet på familien, og i særdeleshed den to år yngre Ted. Han insisterede derfor på kun at ville skrive under med Newcastle, hvis de også ville tage Ted på kontrakt. Desuden skulle klubben skaffe en passende lejlighed til moren og den yngste bror og give Walter et job i klubben til 3£ om ugen. The Magpies accepterede den aparte handel, og det kom de ikke til at fortryde.

Brødrenes FA Cup triumf

I Georges første optræden på St. James’ Park hed modstanderen ærkerivalerne Sunderland. Der er ikke mange rivaliseringer i international fodbold, der kan matche betydningen af det nordengelske derby. Sunderland var på det tidspunkt i vælten med et hold af dyrt indkøbte stjerner, med selveste The Clown Prince, engelsk fodbolds forgudede legebarn, Len Schackleton i spidsen. Newcastle sejrede med 1-0, og George Robledio blev matchvinder. Siden elskede det fanatiske hjemmepublikum, The Toon, den lille slider. 

Newcastle sluttede som nummer 4 i 1949 og nummer 5 i 1950. George udgjorde et fremragende tandempar i angrebet sammen med Newcastlelegenden Jackie Milburn. I 1951 vandt geordierne FA Cup turneringen ved at besejre Blackpool med Stanley Matthews og Stan Mortensen med 2-0 på to scoringer af Jackie Milburn. George nettede 14 gange i løbet af sæsonen. Året efter etablerede Ted Robledo sig på holdet som venstre halfback, og det var måske inspirationen fra brorens tilstedeværelse, der animerede George til at spille en forrygende kanonsæson. Han terroriserede ethvert forsvar og scorede mål på samlebånd. Det chilenske egetræ sparkede på bundsolid og driftssikker vis hele 33 bolde i buret bag skiftende modstanderkeepere. Han tangerede endog fantastiske Hughie Gallaghers gamle målscoringsrekord i Newcastle med 39 kasser i alle turneringer. Det var udslagsgivende for, at Newcastle for andet år i træk kunne vinde FA Cup turneringen. 

For første gang i historien var der to udenlandske spillere på et finalehold i verdens ældste pokalturnering: Brødrene Robledo. Triumfen blev total, da George scorede kampens eneste mål på et smukt yderligt placeret hovedstød. Kampen havde ellers tilhørt modstanderholdet. Arsenal, anført af Joe Mercer, spillede bedst, men kunne ikke passere Newcastles skotske målmand, Ronnie Simpson. Der stod dengang en helt særlig aura omkring The Gunners, og Newcastles manager, Stan Seymour udtalte beskedent bagefter at: ”Vi er stolte over at have delt bane med det storslåede Arsenal på denne dag”. Men Robledos scoring betød, at de undertippede nordenglændere kunne tage trofæet med hjem fra London. 

På Chiles landshold

George Robledos monumentale succes i engelsk fodbold gik selvfølgelig ikke upåagtet hen i fødelandet Chile. Med en dåbsattest fra Iquique kunne Jorge/George aldrig gøre sig forhåbninger om at repræsentere England på nationalt niveau. Men det chilenske fodboldforbund overtalte i stedet angriberen til at stille op for Chile ved verdensmesterskabet i Brasilien i 1950. 

Det må have været en mærkværdig fornemmelse for Robledo, da han, efter rejsen til Sydamerika, hilste på sine nye landsholdskammerater på ”La Roja” – de røde, som det chilenske landshold kaldes, uden at kunne 1 ord spansk. Debuten var ovenikøbet mod England, der for første gang nogensinde stillede op ved VM. En favoritsejr til Three Lions på 2-0 på mål af Stan Mortensen og Wilf Mannion, kunne imidlertid ikke standse en eklatant engelsk deroute i de næste puljekampe. Chile tabte også med 2-0 til Spanien, men i det sidste gruppeopgør scorede Robledo i den indledende fase og førte Chile til en 5-2-sejr over USA (der forinden havde chokeret fodboldverdenen med en sensationel sejr over England). 

I sæsonen 1952-53 fortsatte George med at overbevise. Det blev til 18 mål og dermed 82 i alt for Newcastle. Det højeste antal for en udenlandsk spiller i England de næste 50 år. Men Ted mistede sin plads i defensiven, og for klubben blev det en skuffende sæson. Brødrene pønsede på et skift. 

I sommeren 1953 hentede den chilenske klub Colo-Colo fra hovedstaden Santiago de to ”fortabte sønner” hjem. Chilenerne så et stort scoop i at få brødrene Robledo på holdkortet, og gav Newcastle 25.000£ for handlen. For George og Ted var der også et lukrativt økonomisk incitament. Begge modtog den dengang fyrstelige sum af 4.000£ i sign on fee og desuden en klækkelig fordobling af ugelønnen. 

Efter den spektakulære ”hjemkomst” optrådte begge brødre på Chiles landshold. George med 31 landskampe (8 mål) frem til 1957, og Ted fik 9 landskampe i 1954 og 55. 

George blev topscorer to gange i den chilenske liga, og brødrene vandt mesterskabet med Colo-Colo to gange. Efter en sæson i klubben O’Higgins stoppede George karrieren i 1960. Han mødtes en enkelt gang med faren Aristide inden dennes død. Nogen egentlig forsoning blev der ikke tale om. Han giftede sig og fik en datter, og bosatte sig i Vina Del Mar. I 1962 var han tilknyttet det engelske fodboldforbund i forbindelse med VM-slutrunden i Chile. Robledos enorme lokale popularitet åbnede alle døre for englænderne, og han knyttede et tæt og livslangt venskab med den senere landsholdstræner, Bobby Robson, der var en af holdets bærende spillere. George/Jorge Robledo Oliver gik fredeligt bort i 1989 i Vina del Mar, omgivet af familien. Men Ted var der ikke. Brorens sidste kapitel udspillede sig anderledes dramatisk.

Tragisk ende

Ted Robledo kvittede Chile i 1957 og tog tilbage til England. Han spillede kortvarigt for Notts County, og efter at støvlerne røg på hylden blev han grebet af rodløshed og udlængsel. Det var vel ikke så mærkeligt, at han eftertragtede et liv uden for brorens beskyttende skygge. 

Han giftede sig med en flamencodanser og arbejdede som elektromekaniker for bl.a. det amerikanske rumprogram, NASA, inden han valgte at stå til søs. Ted tog arbejde på en olietanker i den persiske golf. I 1970 forsvandt han pludseligt sporløst og under meget mystiske omstændigheder. Ted havde haft et ophedet skænderi med skibets tyske kaptajn, og under eftersøgningen stod det klart, at den ene af to arabiske dolke, der hang på væggen i kaptajnens kahyt manglede. Tyskeren blev arresteret og anklaget for mord, men beviserne var for svage, og han endte med at blive frikendt, trods de meget mistænkelige indicier.

Ted/Eduardo Robledo Oliver blev kun 42 år. Hans lig blev aldrig fundet.