Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Får Frendrup chancen?

07.04.2026 Kl. 10:55

Morten Wetche Frendrup fylder i dag 25.

Morten startede som ungdomsspiller i fødebyen Tuse og kom siden til dejlige Holbæk, og blev så en del af Brøndby IF’s talentudvikling i 2014.

Allerede som 16-årig fik Frendrup debut i Superligaen, og blev dermed Brøndbys yngste spiller nogensinde i en officiel kamp på topplan.

To år senere, i 2019, fik han sit afgørende gennembrud og erobrede en fast plads på BIF-midtbanen.

Frendrup vandt enorm popularitet med sin aldrig svigtende fighterindstilling, men også i kraft af et – for så ung en spiller – fine overblik. Han har mange af de samme kvaliteter som stjerneskuddet Victor Froholdt.

Portrættet fortsætter efter videoen.

Kæmpetalent med 46 U-landskampe

Folkene bag DBU’s talentarbejde spærrede naturligvis øjnene op, og fra 2014 til 2022 spillede Morten ikke færre end 46 ungdomslandskampe på de forskellige årgangsniveauer. Den sidste var for U-21 landsholdet i Pula, Kroatien, hvor Danmark desværre tabte en vigtig EM-kamp med 2-1, men hvor det lykkedes Frendrup at score. Han var anfører i mange af de nævnte U-landskampe.

I 2021 var den utrættelige midtbanedynamo en vigtig del af Niels Frederiksens mesterhold, selv om han måtte overvære den sidste og afgørende Superligamatch mod FC Nordsjælland fra tribunen på grund af karantæne.

Mesterskabstriumfen blev den perfekte rampe for at blive ”skudt afsted” til en udlandsprofessionel karriere. Morten landede i Genoa i januar 2022 for et beløb omkring de 25 millioner kr.

Den gamle maritime verdensby måtte imidlertid lide den tort at rykke ud af Serie A et halvt år senere. Frendrups anvendelighed i forskellige funktioner blev udnyttet således, at han konstant blev flyttet rundt på pladserne som back og på midtbanen. Men ”Il Grifone” (grifferne) rykkede op i 2023, og siden har danskeren taget en fast plads som 8’er og haft markant succes som flittig og forudseende boks-til-boks spiller.

I denne sæson har han nærmest inkarneret træneren Danielle De Rossi som spillertype, og været en uundværlig krumtap i Genoas centrale maskinrum. I skrivende stund ligger klubben placeret på en forholdsvis lun 13. plads i Serie A, og Frendrup fremhæves efter hver runde som en af holdets bedste. Driftssikre, stabile og energiske præstationer har gjort, at han er et varmt transferemne for de store klubber i støvlelandet – og sandsynligvis andetsteds. Personligt tror jeg, at han ville kunne gøre en glimrende figur i den engelske Premier League, hvor pengene er rigtig store, sammenlignet med Italien (og alle andre ligaer).

Sultet” på landsholdet

Fik Frendrup smagt på landsholdsfodbolden i ungdomsårene, så er han til gengæld blevet ”sultet” i forhold til A-landsholdet.

Han fik ”nålen” i Nations League opgøret mod Serbien i Parken i september 2024. Danmark vandt med 2-0, og Frendrup kom ind i slutfasen i stedet for Victor Kristiansen. I foråret 2025 blev det til endnu et indhop i Portugal, hvor danskerne blev slået ud af NL efter forlænget spilletid.

Efter den indskiftning fik den næsten nybagte landstræner, Brian Riemer, skarp kritik for at have sat to uerfarne spillere på banen (Victor Froholdt var den anden) i en tilspidset slutfase, hvor Danmark stod med et meriterende 2-2-resultat, der ville have sendt Portugal ud af turneringen.

Hjemmeholdet scorede desværre kort efter, men det ville være synd at sige, at Frendrup (eller Froholdt) havde nogen indflydelse på det.

De to reservetjanser har indbragt 46 minutters spilletid på landsholdet, når man medregner den forlængede spilletid i kampen i Portugal. Det er ikke meget.

Jeg havde gerne set Frendrup indlemmet i landsholdstruppen til playoffopgørene, men det må samtidig erkendes, at konkurrencen om pladserne på den central midtbane er særdeles hård. Måske ændrer det sig fremadrettet, så vi får Morten mere at se i den rød-hvide dragt.

Læs også: Han er den perfekte afløser for Brian Riemer

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce