Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Fra "hængemule" til magtfuld direktør: Tillykke!

23.03.2026 Kl. 07:03
Peter Møller fylder 54 år i dag.

”Fra hængemule til VM-helt” skrev Aktuelt i en stor overskrift om dagens fødselar i juni 1998. 

Baggrunden var at den langlemmede aalborgensiske centerforward, Peter Møller Nielsen fik sit definitive landsholdsgennembrud med en storartet præstation i en af de vigtigste kampe i dansk fodbolds historie. VM-ottendedelsfinalen mod de nigerianske mestre, the Super Eagles. 

Forud for opgøret havde der været god grund til ”hængemulen”. Peter Møller havde scoret i den sidste testkamp før slutrunden (mod Cameroun i Parken), men ikke opnået så meget som 1 minuts spilletid i de indledende puljekampe. Pressen var stærkt utilfredse med den danske offensiv, og pressede på for at få Møller på banen, så landstræner Bo Johansson valgte at give ham chancen fra start mod Nigeria. 

Efter blot 3 minutters spil udnyttede forwarden så et glimrende opspil af Michael Laudrup, da han udplacerede Peter Rufai med et velplaceret fladt smæld. Og små 10 minutter senere måtte samme Rufai ud i fuld længde for at klare et knaldhårdt frisparksforsøg fra samme Møller. Brian Laudrup udnyttede riposten og bragte Danmark på sejrskurs mod kvartfinalen. Det var godt set af Bosse Johansson. Eller også var det skidt, at Møller ikke havde været inde noget før… I kvartfinalen mod Brasilien blev den høje forward holdt nede, og afløst af Ebbe Sand efter 67 minutters spil.

Skudstærk forward med høje albuer

Peter Møller havde debuteret på landsholdet da han brød igennem som 19-årig i AaB. Den opportunistiske og målfarlige angriber fik chancen i en trist nullert i Reykjavik i 1991, hvor også angrebsmakkeren, Frank Pingel debuterede. Allerede året forinden havde Møller været med på Viggo Jensens OL-hold, sammen med bl.a. Claus Thomsen, Jacob Laursen, Jakob Kjeldbjerg, Per Frandsen og Morten Wieghorst. Der var – forståeligt – store forventninger, men Viggos drenge smeltede i den spanske varme og floppede. På U-21 landsholdet opnåede Møller hele 22 optrædener, og målnæsen svigtede ikke, for han nettede 16 gange.

Siden gik karrieren i rutsjebane-bølger med højdepunkter som topscorer og dobbelt mester i Brøndby, og lavpunkter i Real Oviedo og Fulham. En fin fireårig kontrakt med PSV Eindhoven i 1997 bragte desværre heller ikke den store succes. Møller leverede ellers varen med 6 mål i 22 kampe i 1997-98, men blev alligevel opfattet som et fejlkøb i det hollandske. Stilen var da også kantet, for ikke at sige akavet. Møllers lange lemmer ligesom skruede sig i boldens retning, når han skulle sætte i sprint, og han kunne være ganske barsk i nærkampene. Han blev ofte beskyldt for ”høj albueføring”. Men han vidste hvor målet befandt sig og sparkede usvigeligt hårdt og præcist.

I 2001 vendte Møller hjem til F.C. København, hvor han også havde spillet en sæson i 1994. Han opnåede kultstatus blandt Parkens hjemmefans som deres ”32-er”. Flotte scoringer, 2 mesterskaber og en pokaltriumf, samt et rigtigt pænt målsnit gav comeback på landsholdet, hvor det blev til to kasser i VM-kvalifikationskampen i 2005 mod Kazakhstan (3-0). I alt spillede han 20 landskampe og scorede 5 mål. I kun 3 tilfælde var han på banen fra start til slut.

I pokalfinalen for FCK mod barndomsklubben AaB i 2004, måtte Møller lide den tort at blive udvist af dommer Michael Svendsen, men et mål af Morten Bisgaard betød, at københavnerne tog trofæet.

Direktør med klar ideologi

Efter den aktive karriere gjorde Peter Møller sin entre som skærmtrold på DR, hvilket han viste sig at være ualmindeligt god til. En overgang var han formand for Spillerforeningen, men fra 2018 har han været ansat som direktør i DBU. I denne rolle har Møller udmærket sig som en dygtig kommunikator, men han er også blevet skydeskive for ”folkedomstolens” frustrationer, når landsholdet har leveret en skidt præstation. Så regner det med en haglstorm af kritik, der – især på sociale medier – kan være grovkornet og usaglig.

Peter Møller har utvivlsomt en væsentlig indflydelse på DBU’s ansættelser, herunder det mest profilerede og vigtige job i dansk fodbold; positionen som landstræner. Han indså i 2020, at der var behov for et mere offensivt og frigjort mindset, end dét som landsholdet leverede under Åge Hareide, og hyrede Kasper Hjulmand ind. Det var en modig disposition, eftersom Hareide havde været leveringsdygtig i, på papiret, gode resultater. Under Hjulmand blev landsholdet revitaliseret og opnåede en 3. plads ved EM i 2021. 

I efteråret 2024 blev Brian Riemer udnævnt som landstræner efter et par år, hvor det kneb gevaldigt for Kasper Hjulmand med at leve op til den ideologi og tilgang, som han ellers var eksponent for i begyndelsen.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce