Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Køges mesterlige midtbanemand

16.03.2026 Kl. 07:10
75 år i går.

Køge Boldklubs succes i 1. division i første halvdel af 70’erne hang i høj grad sammen med klubbens dynamiske midtbaneprofil, (Niels) Peter Poulsen. 

Kampen om det danske mesterskab i 1975 udviklede sig til en forrygende duel mellem de to sjællandske klubber, Køge og Holbæk, med en tredje, Næstved, lige i baghjulet. Det er i øvrigt den eneste gang hvor tre SBU-klubber har fordelt medaljesættene imellem sig. 

Mesterskabet blev først afgjort på sidste spilledag, hvor Køge tog en 5-0-sejr over B.1909, på tre mål af John Milo Christiansen og et af Peter Poulsen og midtbanemakkeren Svend Poulsen. De to centrale midtbanespillere var absolut nøglefigurer for Køges succes, for træner Edwin Hansen sværgede til at spille med to meget offensive kanter til at supplere angriberne John Milo (eller Claus Larsen) og Charlie Petersen. Det gav et enormt seværdigt og risikovilligt spil, men lagde meget ansvar på de to x Poulsen.

Slog svensken

Stærke og stabile præstationer indbragte Peter Poulsen en udtagelse til landsholdet i oktober 1975. Det var i forbindelse med EM-kvalifikationskampen mod Spanien i Barcelona. Optakten til opgøret blev en skandale af usete dimensioner, idet DBU’s udtagelseskomité måtte notere flere end 15 afbud! Selv på en tid hvor man måtte forvente en del afbud fra spillere der var beskæftiget i udlandet hos arbejdsgivere der var mere eller mindre komplet ligeglade med det danske landshold, var dette helt ekstremt, og afspejlede en udbredt modvilje fra mange spilleres side i forhold til at tage til det urolige og Francostyrede diktatur. Køges målmand Henning Larsen var en af de få der var helt ærlige, da han meldte ud, at hans hustru simpelthen ikke turde lade ham tage til Spanien…

Peter Poulsen sad dog på bænken i hele EM-kampen, hvor danskerne faktisk gjorde en rigtig god figur med en besætning, der vel nærmest kunne betegnes som en mellemting mellem et B og et C-hold (trods medvirken af enkelte garvede folk som Benno Larsen, Johnny Hansen, Heino Hansen og Henning Munk Jensen). 

Året efter kom den ”rigtige” debut i en landskamp i februar i Israel som Danmark vandt med 1-0, på et mål af Næstveds Mogens Hansen. Tre måneder senere medvirkede Poulsen i den helt store landsholdstriumf, da Danmark besejrede Sverige for første gang i 39 år på svensk grund. Poulsen udgjorde den danske midtbane sammen med Per Røntved, Morten Olsen og Heino Hansen. Det var en bedrift der gav genlyd og gav optimisme omkring landsholdets fremtid. 

Peter Poulsen blev afløst kort før tid af Ole Rasmusen, og sagde til Aktuelt: ”Jeg var træt i de sidste minutter og jeg var glad for at blive taget ud. Det ville have været medvirkende til at svenskerne havde fået udlignet. Det var simpelthen en drøm at være med til at vinde over svenskerne. Det havde vi alle sammen håbet på i mange år”

Efter triumfen spillede den indfødte køgenser yderligere 7 landskampe. Den sidste var i 4-0-sejren over Nordirland i Idrætsparken i juni 1979, hvor Poulsen erstattede KB’eren Ole Højgaard i anden halvleg. Desuden sad han på bænken uden at blive benyttet 7 gange. 

U-21-skuffelse i Sofia

I 1978 blev den driftssikre centrale midtbanemand kaldt ind af DBU for at spille de to kvartfinaler i europamesterskabet for U-21 hold. Dengang måtte man benytte to spillere der var ældre, end den årgang der dystede. Vejles Knud Herbert Sørensen stabiliserede det centrale forsvar, og Poulsen maskinrummet på midtbanen. 

Tommy Troelsens U-landshold sprudlede af talent. Det var med Preben Elkjær og Gert Jørgensen i angrebet med Allan Hansen lige bagved. Ivan Nielsen og Henrik Eigenbrod medvirkede i bagerste bastion. Danmark vandt med 3-0 over Bulgarien i det første kvartfinaleopgør i en snevejrskamp i Idrætsparken. Men i returkampen i Sofia gik alt galt. Dommeren lod sig påvirke af hjemmepublikummet og de rystende nervøse danskere blev slået ud på reglen om udebanemål med et 3-0-nederlag. Det var en slem skuffelse. 

Året efter var den dygtige midtbanemand med til at tabe pokalfinalen med Køge til B.1903. Poulsen blev fortjent kåret til Årets Pokalfighter.

I 1982 røg støvlerne på hylden. Men med 400 førsteholdskampe for Køge havde Peter Poulsen sat sit aftryk på klubben. Det indplacerer ham på en 2. plads på listen over flest klubkampe, kun overgået af Arne Rastad.

Siden arbejdede Peter Poulsen trofast for Køge Boldklub som træner, leder og forretningsfører frem til 2013.

Seneste nyt

Annonce
Annonce