I dag skal det handle om historiens største farce af et VM. Uruguay 1930.

Den lille sydamerikanske nation havde imponeret fodboldverdenen med to OL-guldmedaljer i træk i Paris 1924 og Amsterdam 1928, og ved FIFAs verdenskongres i 1929 lagde Uruguay billet ind på værtskabet af det første VM.

Det var dog ingenlunde nogen given sag, at historiens første verdensmesterskab skulle afholdes så langt fra Europa.

Dansk deltagelse?

I modsætning til den Olympiske fodboldturnering lå det på forhånd fast, at det kommende verdensmesterskab ville blive åbent for både amatører og professionelle. I OL-sammenhæng havde det længe været diskuteret, hvordan man præcist skelnede imellem ”gentlemen og players”.

I DBU havde man den faste overbevisning, at landsholdet ikke skulle spille mod professionelle modstandere. Dog var de vigtige, årlige sparringsopgør mod britiske gæstehold undtaget fra denne kardinalregel. Principperne måtte vige for de væsentlige indtægter fra ”englænderkampene”.

Ikke desto mindre meldte DBU landsholdet ud af international turneringsfodbold i 1920, i modsætning til de andre nordiske lande, der så mere pragmatisk på tingene, også i forhold til at kompensere spillerne for tabt arbejdsfortjeneste.

I forbindelse med FIFA’s kongres i maj i Madrid skulle det så afgøres hvem der fik lov at afholde det første VM. Sveriges fodboldforbund var stærkt interesserede i arrangementet og forespurgte hos deres danske kolleger, om hvorvidt man ville stille op i turneringen, hvis svenskerne fik værtskabet.

Det var simpelthen alle tiders chance for at bryde med den hårdnakkede amatørisme og lade landsholdet komme tilbage til fodbold på internationalt niveau.

Artiklen fortsætter efter videoen.

DBU svigter svenskerne

DBU var imidlertid meget lunkne. Der kom end ikke en stemmeberettiget repræsentant til Madrid. Faktisk var det første gang, at dansk fodbolds paraplyunion ikke var til stede ved en kongres siden FIFAs stiftelse i 1904.

Undskyldningen for fraværet var, at ingen af DBU’s bestyrelsesmedlemmer kunne afse tid til at tage til den spanske hovedstad i to dage. Verdensorganisationen inviterede ellers DBU’s tidligere formand, legendariske Ludvig Sylow, som særlig æresgæst i anledning af FIFA’s 25-års jubilæum, men da ingen andre fra hovedstyrelsen var interesserede i at deltage, måtte Sylow blive hjemme.

Det var pinligt, og det var det officielle danske svar til de håbefulde svenske arrangørkandidater også. Man meddelte, at ”der ikke kunne siges noget definitivt, men at Danmarks deltagelse i hvert fald ville være højst tvivlsom”. Det var en sløj opbakning til naboerne, det danske landsholds klart vigtigste sparringspartner i den selvvalgte internationale isolation.

Svenskerne havde jo heller ingen danske tilstedeværende repræsentanter på kongressen til at stemme for deres værtskab, så de opportunistiske intentioner og ambitionerne smuldrede. I stedet blev de dobbelte OL-mestre, Uruguay, tildelt arrangementet, således at sydamerikanerne kunne fejre 100-året for deres nations fødsel med det prestigefulde event.

De 5 øvrige (alle europæiske) kandidater blev til sidst overtrumfet, da Uruguays regering lovede at dække alle udgifter i forbindelse med afholdelsen. Det var et tilbud, de øvrige medlemmer ikke kunne sige nej til. Til gengæld var der ikke stor tilslutning til at deltage.

Kun 4 europæiske nationer orkede den lange vej til Montevideo, og Sveriges landshold tog ikke afsted. Det gjorde det danske naturligvis heller ikke, men som regerende nordiske mestre havde det været interessant at se Pauli Jørgensen og co. i et verdensmesterskab på svensk grund. Landsholdet havde en stærk sæson i 1930 og slog bl.a. Tyskland med 6-3.

Egypten ville gerne have deltaget i turneringen, men spillertruppen missede færgen fra Cairo, og så blev der ikke noget VM for nordafrikanerne.

Farce, vold og skandaler

Selve slutrunden var én lang farce.

Flere af kampene var så præget af brutalitet og masseslagsmål aktørerne imellem, at bevæbnet politi i flere tilfælde måtte på banen for at skabe ro.

I Argentinas semifinalesejr over USA fik volden frit løb. Adskillige spillere blev slået bevidstløse og en af amerikanerne fik slået 4 tænder ud. En anden måtte på hospitalet med et knivstik i maven.

Træneren Jack Coll løb på banen for at tilse en tilskadekommen spiller, men da han i raseri og protest kylede sin lægetaske i græsset, smadrede han en flaske med kloroform og besvimede på stedet. Både Coll og den skadede spiller måtte bæres ud. Argentina vandt med 6-1, på blandt andet to mål af topscoreren Guillermo Stabile, men det ville være synd at sige, at vinderne var populære i Uruguay.

Betjent får en assist

Værtsnationen mødte Jugoslavien i den anden semifinale, og her toppede den kontinuerlige strøm af skandaler, der omgærdede turneringen.

Østeuropæerne bragte sig foran i kampens start, og de cirka 80000 tilskuere på det spritnye Estadio Centenario begyndte at frygte en katastrofal sportslig nedtur. Dog kun indtil knapt et kvarter senere, hvor Pedro Cea udlignede til publikums lettelse. Så stak det helt af.

To minutter efter fik en lang upræcis aflevering bolden til at ryge ud over den jugoslaviske baglinje. Her lossede en tilstedeværende politibetjent (!) den ind foran mål. Jugoslaverne stod og afventede at der blev fløjtet for målspark, alt imens den uruguayanske angriber Juan Anselmo sparkede kuglen i kassen.

Opgørets brasilianske dommer tillod ”scoringen” til udeholdets fuldkomne forbløffelse og chok. Siden gik det slag i slag. Dommeren fortsatte sine ensidige kendelser, og Uruguay vandt med hele 6-1. Den jugoslaviske delegation nedlagde protest i vrede og forargelse over forløbet, og siden nægtede østeuropæerne at spille bronzekamp mod USA, hvorefter de i stedet rejste hjem.

Finalen levede fint op til turneringens tråd. Først kunne de to hold ikke enes om hvilken bold der skulle spilles med, den uruguayanske eller den argentinske. Efter diverse forviklinger og diskussioner blev kampen gennemført med et boldskift i halvlegen.

Op imod 15000 argentinske supportere blev opholdt så længe i Montevideos havn, at de gik glip af opgøret. Myndighederne var tilfældigvis ekstremt påpasselige med at tjekke for våbenbesiddelser og gyldige papirer og pas osv.

Uruguay vandt med 4-2 i en ond stemning, men straks efter afbrød de to nationer de indbyrdes politiske diplomatiske forbindelser. VM var søsat og kursen var klar.

Blandt de største VM-profiler var ”Det sorte fænomen”, uruguayaneren José Andrade. Ham kan du læse mere om lige her.