Traditionelt har Arsenal ikke været en klub der har skiftet managers særlig ofte. Kontinuitet har været i højsædet og prioriteret, frem for succes på den korte bane. 

Hvem har været The Gunners’ bedste manager gennem tiderne? Og hvem har været den værste?

Denne artikel er et forsøg at rangere de bedste managers i Arsenal gennem tiderne.

Ranglisten er opstillet efter disse kriterier:

Titler/meritter, pointsnit, vurdering af de enkelte manageres innovative betydning for klubben samt deres evne til at agere ift. transfermarkedet og sammensætte et stærkt team.

Manden der skabte Arsenal

Der er to store managerprofiler i Arsenals historie, der skiller sig ud fra alle de andre. Begge transformerede klubben og var innovative i deres syn på spillestil og udtryk. De står meget lige i deres historiske indflydelse og betydning for klubben, men Arsenal var formentlig aldrig blevet den massive magtfaktor i engelsk klubfodbold, uden manden der lagde fundamentet for selve institutionen Arsenal. 

1. Herbert Chapman 

Herbert Chapman blev født i Yorkshire i 1878 og voksede op i en fattig kulminearbejder-familie med 10 søskende, men han var en kvik dreng i skolen og fik et legat til at uddanne sig til mineingeniør. Fodbolden ejede hans hjerte, men den aktive karriere blev ikke bemærkelsesværdigt. Til gengæld var han i besiddelse af et unikt taktisk overblik, og – i modsætning til stort set hele den dengang stokkonservative og selvtilstrækkelige engelske fodboldverden – så han tidligt mulighederne i taktisk nytænkning og innovation. 

Det lå således i kortene, at han skulle blive manager, og Chapman arbejdede sig flittigt og målrettet op fra bunden i Northampton, hvorefter han blev chef i Leeds City. Denne klub, der var en forløber for det senere Leeds United, gik desværre fallit i 1918, netop som den stod over for et gennembrud til engelsk fodbolds fineste selskab. Årsagerne til klubbens ruin var temmelig dubiøse. Der var blevet fiflet med betalinger under bordet i Leeds. For at kunne tiltrække dygtige spillere udbetalte klubben hemmelige beløb, for at omgå ligaens lønloft. Det endte med en stor skandale, hvor en række ledere, inklusive Herbert Chapman, blev udelukket fra fodbold på livstid. Det kunne jo have sat en effektiv stopper for den da 40-årige, ambitiøse træner, men forvisningen blev ophævet efter en appeldom i 1921. Chapmans dygtighed var blevet bemærket, og han blev hyret som manager i Huddersfield Town, med hvem han skabte et kanondygtigt mandskab, der vandt FA Cup turneringen i 1922 og det engelske mesterskab i 1924 og 25. 

Derefter blev Chapman headhuntet til en opkomling i engelsk fodbolds bedste række – Arsenal.

Den energiske manager var overbevist om, at Arsenal havde potentiale til at blive ”the next big thing” i engelsk fodbold. Og det blev de. 

Chapman anses for at være manden, der transformerede Arsenal – og i høj grad engelsk fodbold – med taktisk nytænkning. Han besluttede at ombryde det fremherskende to-back system og kreerede i stedet tre-back systemet. Chapmans ”WM-system” revolutionerede fodbolden og var det mest udbredte globalt i årtier.

På transfermarkedet agerede Chapman uden at ryste på hånden, og brød gentagne gange rekorderne for overgangssummer i engelsk fodbold (og dermed verden). Som supplement til sin nyopfundne betondefensiv sammensatte manageren en forwardkæde, der sagde spar to til alt, hvad man endnu havde set i britisk fodbold. Spillere som Cliff Bastin, Joe Hulme, David Jack og Ted Drake orkestreredes mesterligt og virtuost af datidens Messi, den lille skotske playmaker Alex James. 

Arsenal vandt mesterskabet i 1931 og 1933 og FA Cup turneringen i 1930. Det er ikke nogen overdrivelse at påstå, at Arsenal på det tidspunkt formentlig var verdens stærkeste klubhold. 

Og Chapman omdannede ikke blot det gængse taktiske spilmønster. Han byggede et helt nyt vitaliseret ”brand” i klubben. Våbenskjoldet blev omtænkt, en række kommercielle tiltag blev initieret, og klubdragten blev modificeret. Historien bag det meget specielle outfit er, at Chapman længe havde tænkt, at hans nye udgave af Arsenal burde skille sig mere ud visuelt. Han kom i snak med en tegneserietegner, der havde lanceret en idé med blå trøjer og hvide ærmer i hans favoritklub, Chelsea, men var blevet afvist. Chapman blev interesseret og efter et tegnet udkast bestilte han straks ærmeløse røde pullovere af uld, der skulle bæres uden på en hvid crickettrøje. Prototypen viste sig imidlertid for tung og desuden alt for besværlig at vaske, så det endte med konventionelle røde trøjer/skjorter med hvide ærmer. 

I januar 1934 døde Herbert Chapman pludseligt. En forkølelse udviklede sig til lungebetændelse, da han insisterede på at tage til Guildford for at overvære en tredjeholdskamp. På det tidspunkt var Arsenal godt på vej mod endnu et engelsk mesterskab, og den da blot 56-årige Chapman døde desværre 11 måneder for tidligt til at se 7 af sine spillere nedkæmpe verdensmestrene Italien med 3-2, i den kamp der er blevet herostratisk berømt som ”The Battle of Highbury”. Ikke siden har England stillet med så mange aktører fra samme klub, og aldrig siden har engelsk topfodbold haft så stærkt og dominerende et klubmandskab. 

Herbert Chapmans afløsere og lærlinge, George Allison og Tom Whittaker, førte holdet og klubben videre til nye mesterskabstriumfer i 1936, 1938 (Allison) og umiddelbart efter krigen i 1948 og 1953 (Whittaker).

2. Arsène Wenger 

Det var en gedigen overraskelse da den franske ”Professeur” kom til Arsenal i 1996 fra en baggrund i Monaco og japansk fodbold. Det er ingen overdrivelse at påstå, at Arsenals første ikke-britiske chef i historien var et forholdsvis ukendt navn i England. Men det var godt set af direktøren David Dein, da han overtalte bestyrelsen til at satse på den lidt akavede og notorisk klodsede franskmand. 

The Gunners slæbte på det tidspunkt rundt på et omdømme som et defensivt og fysisk betonet mandskab, og betegnelsen ”Boring Arsenal” klæbede til klubbens image. Det fik Wenger ændret på. Endda i en grad, hvor arsenals udtryk gennemgik en sand metamorfose. Fra kedeligt spil til teknisk, offensivt possession-fodbold af højeste æstetiske kaliber.

Wenger ændrede fuldkommen klubben på alle parametre. Fra en traditionelt alkohol-inficeret old school spiller- og klubkultur til at være førende på de mest moderne og videnskabeligt funderede kost- og træningsmetoder. Trods startvanskeligheder der indebar personlige sammenstød med nøglespillere, som havde svært ved at indstille sig på de nye metoder, fik Wenger snart skik på klubbens retning. 

Med tre mesterskaber, kulminerende i 2004 med ”Invincibles-sæsonen”, og hele syv FA Cup triumfer, er Wenger den mest vindende manager i Arsenals historie. Han skabte Arsenal som et globalt brand med et positivt og seværdigt udtryk. 

På transfermarkedet havde den franske ”Inspector Clouseau” (som han kaldtes internt i Arsenal) svingende succes. Han importerede en række fremragende franske spillere som Thierry Henry, Patrick Vieira, Robert Pires og Emmanuel Petit, men han havde (for) ofte en uheldig hånd når det kom til forsvarsspillere. Måske fordi han selv vægtede de offensive kvaliteter klart højest, eller måske fordi han var en begrænset defensiv taktiker? 

I Wengers sidste år blev han offer for klubbens begrænsede pekuniære midler. Det nye Emirates Stadium var omkostningskrævende, og manageren måtte klare sig med en stram økonomi. Han holdt dog alt for stædigt fast i principper for forlængninger af kontrakter, interne lønlofter og sparsomme transfersummer, hvilket nok faldt i god jord hos den konservativt indstillede bestyrelse, men kom i decideret unåde i fanbasen. Tilhængerne måtte se Arsenal gradvist sakke efter de bedste, efterladt på den perron, hvor man vinker farvel til toget med den mest risikovillige investeringskapital. 

3. George Graham 

Egentlig var den skotske opportunist kun bestyrelsens tredjevalg som afløser for Don Howe i 1986, men både FC Barcelonas Terry Venables og Aberdeens Alex Ferguson havde andre planer. Så det blev Graham i stedet, der fik chancen. 

Med en managerbaggrund hos hårdtarbejdende Millwall var skotten aldrig i tvivl om, hvor han ville bringe Arsenal hen. Træningen blev simplificeret, og det fysiske aspekt fik topprioritering. Defensivspillerne blev konstant matchet i mand mod mand duelspil, og der blev herset taktisk træning til den store guldmedalje. 

Graham var ikke manden, der skulle trække the Gunners væk fra det defensive image der prægede klubben på den tid. Tværtimod blev Arsenal under George Grahams ledelse en konstant og uophørligt fightende kollektiv enhed. En 11-mands malende maskine, som kørte på med kontante tacklinger, tætte markeringer, fysisk hårdhed og stram organisation. Det var ikke kønt. Men det var effektivt. Graham etablerede som det første den berømte ”Back-four”, der blev britisk fodbolds mest sammenspillede og frygtede defensiv. Billige indkøb i Stoke City (Lee Dixon og Steve Bould) og Wimbledon (Nigel Winterburn) supplerede klubbens egne unge lederskikkelse, den høje, stærke skipper Tony Adams. Som ankermand valgte Graham den lange John Lukic. Med granitforsvaret på plads satsede Graham længere fremme på banen især på fighterne Kevin Richardson og Michael Thomas, mens de meget dygtige teknikere Paul Merson og David Rocastle skulle sørge for, at der – trods alt – kunne skabes noget kreativt i offensiven. Den noget kantede angriber Alan Smith blev Grahams mand i front. 

En Liga Cup-triumf i 1987, hvor Arsenal overraskende slog Liverpool, blev platformen for stadig større ambitioner i ligaen. Den skotske stjerne Charlie Nicholas, kaldet ”Bonnie Prince Charlie” efter den Stuartprins, der anførte højlændernes sidste oprør i 1746, blev dagens mand i skysovs med to scoringer, men George Graham fornemmede, at der skulle andre typer ind, og valgte efterfølgende at skille sig af med holdets mest profilerede spillere – ud over Nicholas var det landsholdsbacken Kenny Sansom og den rutinerede forsvarer Viv Anderson. 

I 1989 fik Arsenal og George Graham endelig endt 18 års mesterskabstørke. I en turbulent og omskiftelig sæson satte Arsenal et 19 point forspring til Liverpool over styr. Hillsboroughkatastrofen satte et sorgfuldt og dystert præg over sæsonens afslutning. Programændringer med mere betød, at de to titelkandidater mødtes i sæsonens allersidste kamp på Anfield, hvor the Gunners skulle vinde med to mål for at overhale Liverpool. Man kunne måske have troet, at den defensive strateg George Graham så ville løsne lidt op for sin sædvanlige forsigtige tilgang. Men sådan gik det ikke. Tværtimod satte skotten yderligere en centerforsvarer på holdet, den rutinerede David O’Leary, så den stærke ”back-four” nu blev en ”back-five”. Graham foretrak at lukke af bagved og så tro på, at et par chancer ved dødbolde og lignende kunne bringe de to livsnødvendige mål. Det blev en chancefattig og tæt affære. Stemningen på Anfield var nervøs og anspændt. Især da en typisk tilfældig scoring af måltyven Alan ”Smudger” Smith i første halvleg sendte udeholdet på vinderkurs. Men Arsenal skulle jo bruge endnu et mål. I pausen opildnede George Graham sine mænd: ”Det er nu, I skal række ud og tage det! Det er op til jer selv.”  Men stadionuret bevægede sig ud over de 90 minutter, og Steve McMahon spurgte dommeren om tillægstiden. ”Ét minut,” signalerede Liverpool-midtbanespilleren til sine holdkammerater. I momentet efter gav et desperat dybdeløb af midtbanespilleren Michael Thomas det – for Arsenal – forløsende andet mål. En forstenet Kenny Dalglish måtte se et sikkert mesterskab glide af hænde. Arsenals mirakuløse sidste-øjebliks scoring bragte titlen og sølvtøjet til et jublende Nordlondon. Grahams stærke kollektiv havde triumferet til sidst. Man kan argumentere for, at det måske ikke var nogen sejr for fodbolden som seværdig og underholdende sport. Til gengæld manifesterede den minimalistiske skotske manager Arsenal med relativt små økonomiske midler i en topposition i engelsk fodbold, som klubben stort set har fastholdt siden. Det var en enorm præstation.

Grahams udgave af Arsenal vandt yderligere et mesterskab i 1991, FA Cup turneringen i 1993 og Europa Cup turneringen for pokalvindere i 1994. Men i februar 1995 rullede en skandale med Graham i centrum, der involverede returkommission og penge under bordet. Den tidligere midtbanefighter blev fyret på gråt papir. Hans samlede pointsnit på 48,91 skæmmes lidt af, at Arsenal det sidste års tid inden fyringen befandt sig i en transition med generationsskifte og spillede rigtig skidt. 

Hvorfor Mikel Arteta ikke er med her på listen? Han er ikke i nærheden. Endnu.