Birger Qvistdorff Jensen blev født på denne dag i 1951.

Akrobatisk kæmpetalent

Midt i 1970’erne var de to konkurrerende målmænd på landsholdet Birger Jensen og Benno Larsen. De kom begge oprindeligt fra B.1903, men de var vidt forskellige som keeper-typer. Benno var den solide, høje målmand der placerede sig klogt og havde en vigtig force i luftspillet.

Birger var atletisk og reaktionsstærk. En målmand der kunne hive mirakelredninger op. Dansk fodbolds historie har mange eksempler på begge de stilarter som disse to dygtige målvogtere var eksponenter for. Benno lignede lidt folk som Svend Jensen og Henry From, mens Birgers stil var mere á la Egon Sørensen, Eigil Nielsen og Ole Quist. Fra et publikums synsvinkel er der vist ingen tvivl om hvad der er mest iøjnefaldende.

Tilskuerne elsker den spektakulære shot-stopper. Det er æstetisk smukt og imponerende når holdets bagerste mand redder klub eller nation fra nederlag eller pointtab med et tigerspring, en ”feberredning”. Det kunne Birger.

I 1971 tog Benno Larsen så til GAIS i Göteborg og Birger Jensen tog over de næste tre år hos 03’erne. 

Disciplinære udfordringer

Den talentfulde målmand leverede varen prompte. I 03’ernes Europa Cup kampe mod skotske Celtic, var Birger bedste mand på banen. B. 1903 vandt endda det første opgør med 2-1 på to mål af den senere træner Benny Johansen, men i returkampen var skotterne for stærke og sejrede 3-0. Men det var den unge keeper der løb med overskrifterne: 

“B. 1903 gik ned, men den unge Birger Jensen gik til tops! Jensen var simpelthen kampens store helt. På fremragende målmandsspil reddede han B. 1903 fra den helt store nedsabling. Skotterne løb ustandseligt stormløb mod hans mål, men Birger Jensen var næsten ustandseligt på sin post”. (Aktuelt).  

Alt var dog ikke rosenrødt. I forbindelse med en ungdomslandskamp mod Polen i juni 1973 gik Birger Jensen på værtshus sammen med AB’erne Aage Hansen og Peter Holm. De blev angiveligt fulde og kom i slagsmål, og politiet måtte ty til anholdelser. DBU betalte kautionen på 8000 kr., og man var ikke tilfreds med spillernes opførsel.

Pressen døbte dem “Vodkadrikkerne”. Birger blev udelukket fra den næste landskamp, men talentet var så indlysende at A-landsholdet alligevel snart kaldte. Samme år kom så debuten på landsholdet. Det var i en venskabskamp mod Norge, hvor Danmark stillede med hele 7 debutanter, og atter stjal Birger billedet med en skarp præstation. 

Konkurrenterne var på det tidspunkt førnævnte Benno Larsen samt Hero-målmanden Per Poulsen, som skulle blive Birgers afløser i B.1903. Udlandet fik nemlig øje på det akrobatiske målmandstalent, og Birger blev hentet til Club Brugge i 1974.  

Kulthelt i Brugge

Belgisk fodbold var særdeles stærk på det tidspunkt. Traditionelt er Anderlecht klubben med det fornemme teknisk polerede spil, mens Brügge er den historiske arbejderklub hvor der især bliver klappet på lægterne af en hård tackling og et dedikeret tilbageløb.

Midt i 1970’erne blandede Racing White sig desuden i topstriden med en lille gruppe dygtige danske spillere, Kresten Bjerre, Morten Olsen og Benny Nielsen.

Belgierne var så stærke, at de hvert år var med fremme i de europæiske turneringer. Da Birger Jensen kom til Brugge, kom han på hold med to andre danskere; Ulrik le Fevre og Hans Aabech. Mere komplette modpoler er vanskelige at forestille sig. Le Fevre var den stilfulde og teknisk fremragende fløjspiller. Personligt afdæmpet og med en superseriøs indstilling til sit erhverv.

Aabech – kaldet ”Baronen” – var teknisk set ret begrænset, men han havde til gengæld ”målnæse” og et hovedspil der var helt usædvanligt stærkt efter danske forhold. Baronens mentalitet og tilgang til sin sport var imidlertid ekstremt amatøristisk. Når formiddagstræningen var overstået, blev tørsten slukket med dejlig belgisk øl på de stedlige caféer. Det var nok medvirkende til at Hans Aabech ikke fik den helt store succes som professionel.

Birger landede altså lige imellem to træningskulturer der ikke kunne være mere divergerende. Og han hældede nok mest til Baronens udgave. Det stod ret klart i forbindelse med landskampen i juni 1974 mod Sverige. Birger Jensen og netop Hans Aabech kunne ikke indordne sig under landstræner Rudi Strittichs direktiver, og kom to timer for sent hjem til landsholdets hotel efter en våd bytur.

Det kostede et års pause på A-landsholdet for Jensen, men der dannede sig efterhånden et mønster af disciplinære overtrædelser. Birger Jensen fremstod som et enestående talent med store vanskeligheder i forhold til at underordne sig en professionel livsstil. 

Per Høyer Hansen og landsholdets fotograf Per Kjærbye var samme år en tur i Brugge for at lave en feature til Tipsbladet. Så snart formiddagstræningen var overstået, tog d’herrer Jensen og Aabech på værtshus. De kendte ejeren og åbnede selv stedet, gik i baren og nød det skummende, belgiske fadøl. Høyer-Hansen og Kjærbye nøjedes med sodavand og har nok tænkt sit. 

Målmandstalentet var imidlertid så evident, at det rakte til en fast plads på Brugges hold de næste knapt ti år (med enkelte udfald). Siden blev Birger kulthelt og institution i klubben som den rutinerede andenmålmand der lærte fra sig og stillede sig tilfreds med en plads i anden række i nogle år. Men i de sæsoner hvor Jensen toppede, da nåede han et ekstremt højt internationalt niveau. Det blev især bevist i de europæiske finaler som han spillede. 

Under ledelse af en af de største trænere i europæisk klubfodbolds historie, østrigeren Ernst Happel, kvalificerede Brugge sig til to finaler på tre år. Begge gange var modstanderne frygtindgydende Liverpool.

Første gang var i 1976 hvor Brügge besejrede Lyon, Ipswich, Roma, Milan og Hamburger SV på sin vej til slutopgøret. Unægtelig en imponerende kurs. Kun mod englænderne havde Brugge været i seriøse vanskeligheder.

Et nederlag på 0-3 på Portman Road blev imidlertid vekslet til en 4-0-sejr hjemme. Belgierne var uhyggelige på deres Olympia i byen med katedralen, hvor Knud den Helliges søn, Karl den Danske, blev myrdet i 1127. Flanderns stolthed stod overfor Bob Paisleys Liverpool i finalen, og belgierne chokstartede i den første af de to slutkampe (UEFA Cup turneringens finale blev afviklet over to opgør). ,

Efter et kvarter var Brugge foran 2-0 på Anfield, men Liverpool vendte kampen og vandt 3-2. Hvis ikke Birger Jensen havde vist klassen i et par tilfælde kunne det endda have gået værre.

Belgierne behøvede altså bare en 1-måls sejr i returkampen for at tage trofæet. Og kom atter bedst fra start med en scoring efter et kvarter på et meget tvivlsomt straffespark af angriberen Raoul Lambert. Liverpool svarede dog hurtigt igen, da stjernen Kevin Keegan omsatte et frispark på kanten af feltet til en udligning. Brugge var ikke uden muligheder for at tage den samlede sejr.

Foran 30000 tilskuere på Olympia sparkede Lambert på stolpen efter et genialt Ulrik le Fevre opspil, og få minutter før tid reddede Ray Clemence pokalen hjem til havnebyen i Vestengland, da han pillede et skud fra en fri Julien Cools.

Trods det samlede 4-3-nederlag havde Birger Jensen personlig ære af opgørene. Men det var intet imod hans præstation to år senere, da det gjaldt det største europæiske trofæ, Europa Cuppen for mesterhold i 1978. Det blev Birger Jensens ”golden moment” – hans livs kamp. 

Artiklen fortsætter efter videoen.

Finalen på Wembley

Scenen var perfekt. Fodboldens ”tempel” over alle, det gamle Wembley Stadium lagde græs til finalen i den største af de europæiske turneringer, den for mesterholdene (svarende til nutidens Champions League).  

Brugge imidlertid handicappet af skader. Det unge nye angrebshåb Jan Ceulemans og veteranen Raoul Lambert var skadet, og man rådede ikke længere over den brillante danske venstre wing, Ulrik le Fevre. I stedet havde belgierne hentet Jan Sørensen, tidligere Glostrup IC og Frem, ind. Han gjorde en rigtig udmærket figur. Men havde de to slutopgør i 1976 været spændende og tætte, så var denne ret ensidig.

Liverpool var simpelthen for stærke. Ganske vist havde The Reds solgt stjernespilleren Kevin Keegan til HSV året før, men man havde som afløser købt skotten Kenny Dalglish i Celtic. Det skulle vise sig at være en rigtig god idé!  

Liverpool satte sig hurtigt på kampen, men det skulle vise sig at Birger Jensen med en sand pragtpræstation skulle blive en hård nød at knække. På Liverpools første store mulighed dykkede danskeren lynhurtigt og modigt ned i støvlerne på en fri Dalglish. Og senere måtte han ud i redninger fra forsøg fra Fairclough, Alan Hansen og Jimmy Case.

Efter pausen intensiverede englænderne tempoet og Brügge kom under hårdt pres. Birger Jensen strålede imidlertid med rene verdensklasseredninger på forsøg fra Dalglish og Terry McDermott. I det 64. minut måtte han dog overgive sig. Dalglish blev spillet fri med et ”chip” fra hans skotske landsmand Graeme Souness, og løftede smart bolden over den fremstormende Birger Jensen.

Belgierne forsøgte sig med et modsvar, men Liverpool gav aldrig kontrollen over kampen fra sig. Et par forsøg fra Jan Sørensen kunne med lidt medgang have givet en udligning, men det havde ikke været fortjent. Det blev Emlyn Hughes der kunne løfte trofæet på Wembley, men tv-seerne verden over bevidnede en dansk målmandspræstation af allerhøjeste internationale kaliber. 

Udelukket fra landsholdet

På landsholdet gik det dog knapt så godt. Landstræner Kurt Nielsen foretrak ganske vist Birger Jensen som førstevalg i rød-hvidt. Det blev bare aldrig rigtig vellykket. Måske hang det sammen med Kurt ”Nikkelajs” manglende strukturering af defensiven på landsholdet.

Forsvaret var ikke en troværdig og stabil enhed, og især i luftspillet foran mål var danskerne sårbare. Det var ikke Birger Jensens spidskompetence. Samtidig var det ligesom om at Birger var næsten for opsat på at brillere når han kom hjem og spillede på landsholdet.

Der blev taget unødvendige chancer og præstationerne var alt i alt under dagligt vande. Måske havde Birger Jensen også vanskeligt ved at håndtere de meget frie disciplinære tøjler som Kurt Nielsen opstillede som landstræner? Per Røntved udtalte i alt fald i 1979 at der var spillere som udnyttede de løse rammer så meget, at det ikke var formålstjenligt i.f.t. at præstere optimalt. 

Da Sepp Piontek overtog landsholdet, røg Birger Jensen hurtigt ud i kulden. En god præstation i den overraskende sejr over Spanien i venskabskampen i Cadiz i 1979 var ikke nok til at overbevise den nye tyske landstræner om at Birger var fremtidens mand. Bruddet skete i forbindelse med Pionteks sommertræningslejr for landsholdet i Nysted.

Birger Jensen meldte delvist afbud til samlingen, på det grundlag at han havde vigtige kontraktforhandlinger i Brügge. Men Sepp Piontek fulgte op med belgierne, og de havde ikke haft nogen møder med Birger Jensen. Tilsyneladende foretrak keeperen at holde ferie frem for at træne med landsholdet. Piontek var langt fra tilfreds. De to var for forskellige i deres mentalitet og indstilling til fodbolden.

Det var samtidig magtpåliggende for Sepp at sætte en ny retning for landsholdets kultur, og Birger kom nok til at fungere som et uofficielt pejlemærke i forhold til landstrænerens ”grænser”. Det var jo på en måde rigtig trist, for dels havde Birger sikkert hygget sig gevaldigt i Nysted, hvor Piontek faktisk gjorde sig vældigt umage for at skabe et godt og jovialt sammenhold, dels måtte tyskeren gang på gang redegøre overfor pressen for sine valg af målmænd i årene efter, når Birger Jensen konsekvent blev sorteret fra.  

En feature fra Brügge i Alt om Sport i 1982 bar overskriften: ”Hvorfor fanden er vi ikke på landsholdet?”, og lagde spalteplads til en indigneret Birger Jensen og klubkammeraten Jan Sørensen. Men det løb var kørt.

Piontek udtalte kategorisk i 1984 (efter det forsmædelige 0-6 nederlag i Holland): 

”Jeg har noget imod spillere, der ikke går ind for de principper og den moral, som vi gennem de seneste år har opbygget på landsholdet”.

Landstræneren lagde stor vægt på relationer, og hans og Birgers kemi var ikke god. Piontek vurderede nøgternt at det var altafgørende at landsholdet fik etableret en vinderkultur. Og trods Birger Jensens umiskendeligt høje klasse, så passede han simpelthen ikke ind.  

Efter 14 år i Club Brugge spillede Birger Jensen lidt i Lierse og hollandske Waalwijck.

Han bosatte sig i Brugge og gik bort i 2023.

PLBOLD’s Michael Kjærbøl har lavet en stor optakt til Danmarks skæbnekamp mod Nordmakedonien, hvor han tager temperaturen på landsholdstruppen.