'Thomas Frank bliver fyret i morgen'
Det, der skulle have været Thomas Franks genrejsning i Tottenham, er på få timer forvandlet til et levende mareridt. Under aftenens FA Cup-opgør mod Aston Villa er krisen i den engelske hovedstadsklub nået et nyt og potentielt fatalt lavpunkt.
Mens resultattavlen viser en deprimerende 0-2-føring til gæsterne ved pausen, er det scenerne på tribunerne, der nu trækker de største overskrifter og sender chokbølger gennem Premier League.
Den “forbudte” sang på South Stand
Det startede som en hån fra de medrejsende Aston Villa-fans, men udviklede sig hurtigt til en af de mest ydmygende oplevelser i Thomas Franks trænerkarriere. Ifølge den altid velorienterede Tottenham-journalist, Alasdair Gold, udspillede der sig scener, som man sjældent ser på dette niveau.
– Villas fans synger ‘Du bliver fyret i morgen’ til Thomas Frank, og en stor del af den sydlige tribune stemte i efter et stykke tid. Der var endnu engang voldsomme buhråb ved pausen, rapporterer Gold fra stadion.
At Tottenhams egne fans aktivt deltager i rivalernes hån af deres egen manager, er det ultimative tegn på, at tilliden er væk. Søndag den 11. januar kan meget vel blive dagen, hvor Franks tid i klubben officielt rinder ud.
Sådan lyder meldingen i hvert fald fra de godt 60.000 tilskuere, som denne lørdag aften er samlet på Tottenham Hotspur Stadium.
Bliver det en kendsgerning, vil Thomas Frank være fortid blot et halvt år efter, at han blev headhuntet fra sin stilling hos Brentford, hvor han havde stor succes.
En sportslig katastrofe i tal
Utilfredsheden bunder ikke blot i aftenens pokal-ydmygelse, men i en sæson, der er kørt fuldstændig af sporet. Tottenham befinder sig i øjeblikket på en historisk dårlig 14.-plads i Premier League, og med det potentielle exit fra FA Cuppen er alle chancer for sølvtøj i år reelt forduftet.
Samtidig er det kommet frem, at Tottenham-ledelsen allerede har udpeget en afløser. Læs mere her.



















