Liverpool og Tottenham i transferduel
De to engelske storklubber Liverpool og Tottenham har indledt en transferduel om en af Bundesligaens mest lovende spillere.
For ifølge Sky Sport er begge klubber interesserede i en af de spillere, som har taget den tyske liga med storm i denne sæson.
Den blot 19-årige Yan Diomande skiftede CD Leganés ud med RB Leipzig i sommerens transfervindue, og han er straks blevet en profil i Bundesligaen.
Samlet set har han leveret fire mål og fire assists for RB Leipzig i sine første 14 kampe, hvor han har vist sit store potentiale frem.
Yan Diomande er en lynhurtig og driblestærk kantspiller, som har sit udgangspunkt i venstre side.
Det er en position, som både Liverpool og Tottenham har kig på, og meldingen går nu på, at de to Premier League-klubber gerne vil have fingrene i den ivorianske landsholdsspiller.
Indtil videre har Yan Diomande, som i sidste måned fyldte 19 år, spillet fire landskampe for Elfenbenskysten, hvor han har scoret to mål.


















