KJÆRBØLS OPTAKT: Grækenland-Danmark
Det danske landshold har en klart godkendt statistik mod Grækenland.
Det er gennem tiderne blevet til 18 indbyrdes opgør. Danmark har vundet de 11, tabt 3 og 4 er endt uafgjort.
Helt tilbage i 1906 spillede et uofficielt dansk landshold mod et byhold fra Athen. Det var i forbindelse med det såkaldte ”ekstra-OL” der blev afholdt i den græske hovedstad dét år.
Grækerne nærede et ønske om at være faste værter for OL, hvis fremtid, efter to meget mislykkede stævner i Paris og St. Louis, var usikker.
DBU ville ikke sende et officielt landshold til Athen, og klubberne var heller ikke begejstrede, men det lykkedes for ildsjælen Oscar Nørland at få skrabet et helt fornuftigt hold sammen.
Det udmøntede sig i en længere og strabadserende sørejse med dækspladser for at nå frem til den græske hovedstad, hvor fodboldturneringen blev afviklet på en alt for lille grønsvær i inderkredsen på en cykelbane.
Danskerne var overlegne og sejrede i finalen med 9-0 over grækerne. Dvs. værterne var allerede bagud med 9-0 i pausen, hvorefter de skammede sig så voldsomt over ydmygelsen, at de nægtede at møde op til 2. halvleg, og derefter blev diskvalificerede pga. dårlig sportsånd.
Den første officielle landskamp mellem mandagens to kombattanter blev spillet ved OL i Finland i 1952. Danskerne vandt i den præliminære runde med 2-1, på mål af Køges Poul Erik ”Popper” Petersen og AB-wingen Holger Seebach.
I 1960 gæstede hellenerne København for første gang i historien, og det blev en mindeværdig forestilling – set med danske øjne.
Harald Nielsen sprængte det græske målnet med et kanonskud, så dommeren i første omgang troede, at bolden var gået til målspark. Både Harald og Henning Enoksen nettede 3 gange, og grækerne blev sendt hjem med en sæk på 7-2.
Gæsternes tamme indsats foranledigede en del snak om, at det hold som danskerne havde mødt, måtte være et militærlandshold, men det havde nu ikke noget på sig.
Mange husker sikkert stadig med gru den kolde oktoberaften i Idrætsparken i 1980, hvor et nærmest historisk stærkt dansk landshold løb forgæves storm på det græske mål i den ekstremt vigtige VM-kvalifikationskamp, hvor Grækenland endte med at vinde med 1-0 på et frisparksmål. Nærmest på den eneste gang de var i nærheden af Ole Qvists bur.
Sepp Piontek kunne ellers mønstre et fantastisk mandskab med Allan Simonsen, Henning Jensen, Preben Elkjær, Arnesen, Lerby, Morten Olsen osv. Men den debuterende græske keeper, Nikos Sarganis, tog alt. Skuffelsen var massiv, og nederlaget blev ret afgørende for den mislykkede VM-kampagne. Danskerne tog dog revanche i den sidste puljekamp, med en 3-2-sejr i Saloniki.
Tre år senere skulle Danmark og Grækenland atter stå over for hinanden i en meget vigtig kvalifikationskamp. På endnu en råkold aften (i april), hvor det kneb gevaldigt med at score.
Nikos Sarganis var ikke med på det græske mandskab der gæstede København på denne kølige forårsaften i 1983, men det virkede næsten som om at hans spøgelse gik igen. Kampbilledet lignede 1980-opgøret om igen. Danmark havde alt spillet, men uden at kunne score. Keeperen Plitsis stod stærkt, og tilskuerne begyndte at fornemme at et bittert deja vu var med at materialisere sig.
Med blot 13 minutter igen blev den græske tragedie imidlertid forhindret. John Lauridsen sparkede et hjørnespark fra højre side indover, og i klumpen med-og modspillere dukkede Søren Busk op med sit lyse hoved og pandede – hårdt presset af bl.a. Preben Elkjær – bolden op i den berømte trekant i målhjørnet.
I dette opgør kørte Sepp Piontek for første gang med den 3-5-2 taktik, der senere blev synonym med 80’er-holdet. Ole Rasmussen og Busk agerede stoppere foran en suveræn Morten Olsen. Ole Madsen fra Brøndby spillede venstre wingback, men Jens Jørn Bertelsen og John Lauridsen skiftedes til at dække af til højre.
Søren Busks scoring blev ret afgørende for den EM-kvalifikation, som landsholdet endeligt sikrede senere på året med en 2-0-sejr i Athen, på mål af Preben Elkjær og Allan Simonsen.
I maj 1989 spillede danskerne en fremragende kamp mod Grækenland. 7-1-sejren i Parken blev manifestationen og resultatet af en sand opvisning.
Syv forskellige spillere stod for målfestens scoringer: Brian Laudrup, Jan Bartram, Kent Nielsen, Flemming Povlsen, Kim Vilfort, Henrik Andersen og Michael Laudrup. Desværre havde danskerne måttet nøjes med 1-1 i Athen året forinden, og i den sidste ende tog Rumænien VM-billetten.
I 1997 sikrede en hårdt tilkæmpet nullert på det olympiske stadion i Athen, til gengæld en dansk VM-kvalifikation til slutrunden i Frankrig. Opgøret huskes også for, at danske tilskuere blev bombarderet med alskens kasteskyts på lægterne, og der var en meget ond stemning i den græske hovedstad.
Mandagsgyser i Piræus
Opgøret på Karaiskakis i Piræus mandag aften bliver endnu en gyser. Hellenernes elskede ”Galanolefki” (de blå-hvide) fik en stærk start på VM-kvalifikationsgruppen fredag, da Hviderusland/Belarus fik en omgang prygl med 5-1.
Det vil få optimismen til at blomstre i den europæiske civilisations vugge, og stemningen til at koge i Athens gamle havneby. På de breddegrader sukker man efter succes, og mindes med nostalgisk stolthed nationens sensationelle EM-triumf i 2004.
Det græske landshold, der coaches af serberen Ivan Jovanovic, har kun tabt to landskampe, ud af 11, inden for det seneste år. De øvrige 9 er alle vundet.
Det skal dog tilføjes, at modstanderne i Nations League gruppe B, ikke har haft nogen skræmmende standard. Grækerne mødte faktisk Skotland, som Danmark havde fornøjelsen af i fredags, to gange. Resultatet blev en sejr til hver side.
Umiddelbart ligner Christos Tzolis fra Club Brugge og Vangelis Pavlidis fra Benfica de to største offensive profiler. Den rutinerede anfører, Anastasios Bakasetas, binder holdet sammen på midten.
Med 76 landskampe er Panathinaikos-spilleren grækernes mest erfarne profil. Der bliver næppe plads til F.C. Københavns Pantelis Hatzidiakos i startopstillingen.
Med den græske optimisme in mente, så bør opgøret blive åbent. Det passer sikkert danskerne ganske godt. Efter den skuffende 0-0-forestilling i Parken mod skotterne gik undskyldningerne især på, at gæsterne havde stået dybt, og at det altid er svært at lukke en defensiv modstander op, osv.
Den har vi desværre hørt før. Ikke desto mindre havde Skotland kampens bedste chancer, og deres kontraangreb var giftige. Når danskerne lykkedes med at bryde modstandernes opspil, så gik det desværre – især i 1. halvleg – alt for langsomt med opspil og gennembrudsspil.
Landstræner Brian Riemers eksperiment med to angribere var behjertet, men mislykket. Hverken Dolberg eller Biereth formåede at fastholde bolden, når der indimellem blev spillet direkte. I stedet tyede danskerne til et hav af høje indlæg.
Det var på forhånd forudsigeligt, at det ville være den forkerte taktik mod netop den modstander… Forskellige kommentatorer har bagefter givet udtryk for, at de ”savnede” Christian Eriksen. Jeg savner også Preben Elkjær. Og Allan Simonsen. Og Frank Arnesen. Men skal vi ikke blot konstatere, at hverken Preben, Allan eller Frankie er i tilstrækkelig form til at være med?
Det er Christian Eriksen heller ikke. Så lad os nu få lukket den debat.
Det var til gengæld positivt at få Andreas Christensen tilbage i rød-hvidt. Og Mikkel Damsgaard spillede en glimrende kamp som det offensivt kreative omdrejningspunkt. Så der var bestemt lyspunkter, selv om det altså ikke lykkedes af få de tre point.
I min optik må Brian Riemer tilbage til 4-2-3-1 opstillingen. Det kan meget passende blive med de to ”portugisere”, Victor Froholdt og Morten Hjulmand på den centrale midtbane, og med anfører Pierre-Emile Højbjerg lige foran til at styre presspillet.
Damsgaard er sikker på den ene af de to offensive midtbanepladser, mens Riemer må i tænkeboks hvad angår den anden, som Anders Dreyer og Albert Grønbæk konkurrerer om.
I front ville jeg nok, denne gang, foretrække Rasmus Højlund med den speed som han er i besiddelse af. I Parken var der for stor afstand mellem kæderne, hvilket Riemer jo også må have fornemmet, for der blev jo skiftet ”defensivt” ud, hvilket reelt gjorde spillet mere offensivt.
Det sidste kvarter var den danske dominans massiv, men de store chancer formåede vi desværre ikke at kreere. Bagkæden bliver der næppe pillet ved. Kasper Schmeichel er helt indiskutabelt vores bedste keeper lige pt. Det meget udskældte ”polioramte barn” leverede en pointgivende redning i fredags med en flot fodparade på kampens største chance (McTominay).
Med en dansk sejr ser det hele (atter) lyst ud. Uafgjort er også brugbart.
Jeg tillader mig at tro på, at vi vinder.
