Chok: Ferguson ville få fængsel i dag
Patrice Evra, tidligere stjerne hos Manchester United, fortæller nu, at Sir Alex Fergusons benhårde ledelsesstil næppe ville blive accepteret i dagens fodboldverden.
Ifølge Evra ville den legendariske manager i værste fald ende i fængsel for sine metoder.
Fergusons berygtede hårtørrer-behandling og konfronterende stil over for både spillere, modstandere og dommere er veldokumenteret.
Men Evra, der selv vandt fem Premier League-titler og en Champions League under Ferguson, mener, at skottens metoder i dag ville blive set som grænseoverskridende.
– Hvis Ferguson trænede i dag, ville han sikkert ende i fængsel, siger Evra i SDS-podcasten.
– Jeg har set så mange spillere græde, fordi han skældte dem huden fuld eller kastede med støvler. Han var ond, fortsætter franskmanden.
Et af de mest legendariske eksempler på Fergusons temperament stammer fra en FA Cup-kamp mod Arsenal i 2003, hvor han i vrede sparkede en støvle direkte i hovedet på David Beckham, hvilket efterlod stjernen med en øjenskade.
Men Ferguson nøjedes ikke med at kræve det yderste i vigtige kampe.
Ifølge Evra kunne skotten også eksplodere under ligegyldige træningskampe; som da Danny Welbeck missede et straffespark i en venskabskamp i Saudi-Arabien.
– Rooney gav bolden til Welbeck, som brændte, og bagefter eksploderede Ferguson i omklædningsrummet, fortæller Evra.
– Welbeck var på toilettet, men Ferguson råbte stadig: “Hvem fanden tror du, du er? Du er lige kommet på førsteholdet og tager et straffespark”. Jeg sagde: “Boss, det var bare en træningskamp”. Og han svarede: “Fuck træningskampe”.
Sir Alex Fergusons kompromisløse krav om hårdhed prægede hele Manchester United i hans æra, hvor han vandt imponerende 38 trofæer, herunder 13 Premier League-titler og to Champions League-titler.
Denne brutale kultur var ikke for sarte sjæle.
Patrice Evra husker, hvordan selv Uniteds egne spillere mistede respekten for holdkammerater, der viste svaghed; som da Nani i 2011 græd efter Jamie Carraghers voldsomme tackling på Anfield.
– Scholes sagde bare “fuck af”, da han så Nani græde, husker Evra.
– Og Ferguson råbte: “Jeg håber, dit ben er brækket. En United-spiller kan ikke græde på Anfield”.
Evra tilføjer, at spillertruppen dengang var nådesløs:
– Vi var dyr. Jeg vil gerne undskylde til de unge spillere, der trænede med os. Vi var nogle svin. Efter kampen ventede vi bare på næste dag, hvor vi skulle gøre nar af Nani. Selv i dag driller vi ham stadig i Uniteds WhatsApp-gruppe med billedet, hvor han græder, lyder det fra Evra.
Samtidig forlyder det, at Xavi Simons skifter klub.
















